591972065

Lokalet er blottet for hygge. Væggene er malet i en gullig farve, panelerne er brune og triste. Gul­ vet, et asfaltgulv, er sølet af gadens snavs. På regnvejrsdage slår en em af sved, vådt tøj og røg én i ansigtet, straks man lukker døren op. Det er en kaffebar for folk fra gaden, for bude, chauffører, murere, gadehandlere, lagerfolk fra de store forretninger og enkelte kontorslidere fra små bortgemte kontorer. Kaffebaren har sit eget præg, inventaret er slidt og ramponeret. Men en kop kaffe er til gengæld også billig. Ser man sig om i lokalet, vil man opdage mange forskellige ansig­ ter, for døren til kaffebaren går fra 6 morgen til 5 aften næsten uafbrudt. Dér sidder en mælkemand og gør kassen op. Pen­ getaskens indhold har han hældt ud på en avis, nu tæller han dagens salg op. Dér sidder vor ven, den gamle socialist, som læser sin avis hver dag over en kop kaffe. Han kommer sidst af alle og får den slidte avis efter de andre. Her læses aviserne til laser, de sidste gæster får dem udleveret som en bunke porøst papir med kaf­ fepletter på. Ved et af kaffebarens grønmalede borde sidder en gammel og krumbøjet kvinde. Hendes klæder bæ­ rer præg af, at hun mangler en til at pusle om sig. Det er Tulle, men Tulle kaldes også for kattemor, man lugter hvorfor på lang afstand. Tulle blev en­ gang fotograferet og interviewet af et af de store dagblade i byen. Her stod mange smukke ord om den gamle kvinde, der ofrer sig for de vilde katte og sørger for mad til dem i de stille nattetimer. Tulle kan lide, at nogen sætter sig og snakker med hende. Ansigtet løser sig da op i et smil, der er smukt på trods af den tandløse mund. Jo, Tulle el­ sker at snakke, det lyder blot ikke kønt, faktisk