591972065

for dynen). Lyset blev tændt og afslørede en kæm­ pestor rød plamage på loftet. Hansen troede først, at der var sket en ulykke, og at det var blod, og han for derfor op ad trappen til Holm. Det var svært at få Holm banket op, men endelig vågnede han, og straks han fik sit lys tændt, jamrede han: - Min vin, min vin. Min stakkels vin. Hele huset kunne høre ham vånde sig. Efter den nat holdt Holm op med at lave vin. - Det er for farligt i en etagelejlighed, sagde han. Holm ville så nødig miste sit gode naboskab med husets øvrige beboere, men når han mødte fru Hansen på trappen, så han gerne fast ind i væg­ gen. Han turde ikke møde hendes inkvisitoriske blik, der ligesom spurgte: - Hvornår vil De øde­ lægge mit pæne loft igen med Deres røde skidt? I nr. 12 kendte man hinanden på fodtrinene på trappen. Nogle var slæbende, andre var trippende. Børnenes var hoppende, det kunne fru Mikkelsen i stuen ikke lide. Når hun hørte en unge hoppe fra repos til repos med stort spektakel, stak hun sin næse og mund uden for døren og hvæsede: - Tag dig i agt, din snottede unge. Jeg vil ikke finde mig i jeres hopperi. Gå ordentligt ned ad trappen! Der boede også en lærer i nr. 12. Han havde så svært ved at vågne om morgenen. Derfor satte han sin radio på højeste gear, når han gik i seng om aftenen efter klokken 12. Morgenmusikken be­ gyndte klokken 6, og den tonede for fuldt drøn ud af højttaleren, men læreren vågnede ikke. Det gjorde derimod hans nabo, der for at få ro gav sig til at dundre i væggen, indtil læreren vågnede og dæmpede radioen. Det siger sig selv, at han ikke var videre populær blandt naboerne. Det syntes dog ikke at påvirke ham. Han havde et godt og ef­ fektivt vækkeur, og det havde sin pris.