591972065

Overskriften »Københavnske drømmerier« er om ikke lånt fra franskmanden Jacques de Lacretelle s »Parisiske drømmerier« så dog inspireret af den. At slentre gennem de københavnske gader og stræder kan i høj grad sætte drømmerier i gang - i hvert fald hos mig og måske også hos andre. Fra Krinsen på Kongens Nytorv op gennem Øster­ gade ind i de små stræder bevæger man sig fra storbyens mondæne centrum ind i fortiden. Jeg sætter mig en søndag eftermiddag på en bænk et sted ved Helligåndskirken på grænsen mellem nuet, det myldrende liv, og stilheden i de søndags­ tomme stræder. Jeg ser duerne løbe søgende rundt prikkende med næbbet efter noget så usandsynlig småt, at jeg ikke kan tro, de får noget ud af prik- keriet, og mennesker der på samme vis søger mod forretningernes fristende udstillinger af glamouri­ seret liv. Jeg ser andre slentre tankefuldt op gen­ nem gågaden, som om verden var dem uvedkom­ mende. Og andre igen, der som jeg har sat sig på en bænk og sidder og ser på de forbipasserende. Der er morgener, hvor jeg går gennem de samme gader, men da er de stille og omtrent menneske­ tomme, og stemningen er en anden. Kun de, der har til opgave at vaske og polere vinduerne og fa­ cadernes glas eller feje fortovet, har travlt. Ja, og så de, der går målbevidst til deres arbejde. De går midt i gågaden uden at skæve til de fristende til­ bud i vinduerne. De kender det hele og har dog ingenting set. Om byen er smuk, ved jeg ikke, men den er skiftende fra time til time, fra dag til dag, og den forandres og forbliver alligevel ufor­ anderlig. At drømme om et landskab med bakker °g skove, med marker og dyr er ikke blot drøm. Det er virkelighed. Men det er anderledes at hen­ give sig til drømmerier om en by - en gade eller