591972065

Vi kaldte ham »gamle Hansen« for at skelne ham fra de andre Hansen'er. Selv var jeg lærling og blev kaldt ved fornavn. Gamle Hansen holdt til nede på papirlageret. Det var hans opgave at holde orden på de brudte pa­ pirpakker, rydde op efter de til tider sjuskede lær­ linge og feje lageret igennem to gange om ugen. Han var en hyggelig, hvidhåret ældre mand, der tyggede skrå, uden at det kunne ses. Han var en af de stille. Når han var alene på lageret, sad han gerne i sit yndlingshjørne ved reolen med det ku­ lørte royalpost. Der kunne han sidde og småblunde - og hørte han skridt, kunne han hurtigt rejse sig og lade, som om han ordnede de løse ark, der lå oven på de hele ris. Selv viste jeg ham det hensyn at råbe, når jeg kom: »Det er bare mig« - hvorpå den gamle blev siddende. Jeg tror ikke, han sov, han var blot træt, træt som kun gamle mennesker kan være det. Og når han sad der i sit hjørne, var det sit otium, han nød. Nu må man ikke tro, at Hansen ikke passede sit arbejde, for det gjorde han såvel som andre, der flintrede af sted, som om den onde var i hælene på dem; men vor gamle ven havde af livet lært at skynde sig langsomt. Uden at forhaste sig tog han med sine smukke, gamle hænder om de løse papirark, løftede dem op i en vifte, så der kom luft under dem, hvorpå han stød­ te dem mod disken - lå et ark “skævt, blev det med en finger rettet ind efter de andre. Gamle Hansen havde et smukt smil. Et sjældent smukt smil, der lyste op og gjorde én glad - jo, gamle Hansen var på mere end én måde kontrast til de fortravlede mænd, der gled af sted som skyg­ ger i de lange reolgange. - Han behøvede heller ikke at forstille sig - tilfreds med livet og om­ givelserne som han var. Dog kunne han af og til