591972065

farver udfyldte hun revnerne mellem de sammen­ klinkede skår. Hun kunne faktisk restaurere et de­ fekt stykke porcelæn, så det næsten ikke kunne ses, at det havde været slået itu. Var onkel hånd­ værkeren i det lille klinkeri, så var faster kunst­ neren. De supplerede hinanden så godt, de to, og havde det rart sammen. Af og til fik onkel bestilling på at tage ud at klin­ ke en revnet WC-kumme, det var just ikke noget, han holdt af, men han gjorde det. Når det skete, og han blev lidt rigeligt længe væk, ringede faster til Vesterbro Settlements børnehave og spurgte: — Sig mig, har De set en stor tyk mand med forklæ­ de ovre hos Dem? - J a , svarede man, - han går rundt ude hos bør­ nene og deler bolsjer ud! - Vil De være så venlig at sige til ham, at han skal komme hjem, sagde faster. Og når onkel så kom, lidt slukøret, kunne han slet ikke forstå, at faster vidste, at han var i børnehaven. Sådan var onkel, han elskede børn, og de holdt af ham. Faster og onkel havde en lille hvid puddel, der lød navnet »Bølle«. Det var en hund, der fik lov at lege sig snavset og sort. Ungerne i gaden kom mange gange bærende på den sprællende hund og fortalte: - Vi fandt Bølle nede på Søndre Boule­ vard. Så fik de en ti-øre i findeløn, men den trafik med at finde Bølle nede på Søndre Boulevard hørte op, da findelønnen på grund af misbrug faldt bort. Bølle fik et skilt sat i halsbåndet: »Jeg kan godt selv finde hjem!« Hvad den også kunne. Onkel havde en svaghed for at gøre andre menne­ sker tjenester, ofte fik han kun utak for sin ulej­ lighed, det var vel også, fordi han tit sagde ting, andre mennesker ellers holder for sig selv. Men det kunne han simpelt hen ikke lade være med.