591972065

hel kage af indtørret lim på buksebagen. Det så pudsigt ud. Hans arbejde var første klasses, og han vidste det. De, der kom på værkstedet, turde aldrig tale til ham, før han gav tegn til, at han var klar. Midt på gulvet stod en stor skæremaskine, der blev be­ tjent med håndkraft. Første gang jeg fik besked om at gå hen til ham med noget papir, der skulle skæres, fik jeg at vide, at jeg endelig måtte huske at sige, at »det skulle være pænt arbejde«. Intet­ anende kom jeg ind på hans værksted og afleve­ rede min lektie, men næppe havde jeg fået sagt de formanende ord om, at det skulle være pænt ar­ bejde, før Ras eksploderede. Hans ansigtsfarve og grove ord fortalte mig tydeligt, at jeg var blevet offer for et raffineret og udspekuleret nummer. Ras behøvede nemlig aldrig at blive belært om at gøre et stykke arbejde pænt. Men lige så pludselig, som det var kommet, var raserianfaldet ovre, og han spurgte mig venligt, ja, næsten deltagende, hvem der havde sagt til mig, at jeg skulle sige sådan til ham. Så vidt jeg husker, var jeg dog ikke i stand til at svare. Jeg var simpelt hen for chokeret til overhovedet at sige noget. Bogbinder Ras havde to piger til at hjælpe sig. Jeg forstod ikke, at de kunne holde det ud, for han dirigerede dem ustandseligt rundt på værkstedet og snerrede ad dem, hvis de ikke rakte ham værk­ tøjet netop i det øjeblik, han skulle bruge det. At se hans dygtige hænder forarbejde protokoller var en lyst, og når man lærte ham at kende, kom man til at holde af ham, fordi der bag hans kole­ riske væsen boede lidt af en gentleman. Ved fyraften, efter at alt var ryddet op og sat af vejen, stod han med et lille hvidemaljeret vaskefad