591972065

terne løb, som gjaldt det livet. Manden med kon­ trabassen nåede sjældent langt. Instrumentet var for stort og uhåndterligt at løbe med og var tillige for iøjnefaldende. En betjent fik ham anholdt og bragte ham til den mørkegrønne udrykningsvogn. Men krigen gik videre. Isvintrene ramte de fleste hårdt. Kvinder og børn stod i kø ved kommunens brændselsudsalg, og arbejdsløse mænd stod i kø for at erhverve sig et snekastningstegn. Tøj var en mangelvare, og alt blev stoppet og lap­ pet, til det ikke kunne mere. Som et håndgribeligt bevis på, at der skete noget, hændte det mere end én gang, at far fik en jakke eller et par benklæder indleveret med et skudhul, som skulle kunststop­ pes. Jeg husker de sorte hipo-biler i gaderne. Frygten vældede op i en, når man så maskinpistolerne pege ud ad vinduerne, idet en sådan bil for forbi. Hvornår krigens uhyrligheder gik op for mig, ved jeg ikke. Jeg husker, at jeg den 9. april i skolen af de andre børn fik at vide, at kongen var blevet tysk og Danmark besat. Vi børn forstod så lidt i starten, først senere lærte vi at forstå, hvorfor de voksne hviskede sammen og så bekymrede ud. Der var krig. Men vi led ingen nød, og vi klarede os. Nej, det, der gjorde stærkest indtryk på mig, var ikke noget, der ramte os, men de endeløse ska­ rer af flygtninge, der i krigehs sidste måneder kom herop, og som blev indkvarteret i byens skoler. Jeg så dem bag det trådnet, der omgav skolen, og som spærrede dem inde der. Det var børn, kvinder og oldinge. De var pjaltede og forhutlede, og deres ansigter udtrykte fortvivlelse og hunger. Først da forstod jeg, hvor grusom krig egentlig er. Vi, der var børn under krigen, voksede op i en tid, der var præget af uro og angst. Vi lærte at skønne