591972065

Et stort skrædderfirma havde sine værksteder i øverste etage i en moderne fabriksejendom på Nør­ rebro lige ved Søerne. Skrædderen var den sureste og mest fedtede af dem, jeg kom hos. Skønt han måtte være en forholdsvis velhavende mand, var der sjældent penge i pengekassen, når jeg havde en regning med. Den kunne jeg tage med næste gang, sagde han. Engang var jeg oppe hos en anden skrædder. Han betalte straks, men havde, hvad der gjorde et stærkt indtryk på mig, sine penge i en pengekasse, der var et led i et kinesisk æskesystem. Først låse­ de han sit pengeskab op, heri var et ekstra aflåst rum, hvor pengekassen stod. Denne var igen låset med en nøgle, som han havde i en snor om halsen. I pengekassen lå der en tegnebog med hans pen­ gesedler i. Far sad altid med korslagte ben på skrædderbordet bøjet over sit arbejde. Han var flittig og sled i det. Det var hårde tider. Vi, der voksede op i disse år, forstod måske ikke så meget af det, der skete. Men vi mærkede stemningen, frygten og usikkerheden. Vore krav og fornødenheder var ikke store. Hver søndag gik min søster og jeg i børnelogen og del­ tog troligt i en ceremoni, som var højtidelig, men uforståelig for os. Bagefter så vi stumfilm med »Ungerne« og »Gøg og Gokke«. Arbejdsløse musikere, der var ramt af nattelivets restriktioner, dannede i disse år store og små or­ kestre, som spillede i gårdene for fuld udblæsning. De gav rigeligt med valuta for de småpenge, folk kastede ned til dem i krøllet avispapir. Et stort or­ kester kunne høres gennem flere gårde, idet hus­ murene gav resonans. Men politiet var på stikker­ ne. Musik i gårdene var forbudt, og når råbet »det lyner« lød, stoppede musikken brat, og musikan