591972065

Det sorte bærestykke blev brugt til at pakke tøj ind i, som skulle bringes ud til fars kunder. Det var både billigere og nemmere end papir. Efter skoletid var jeg bydreng for min far. Med en tøjbylt på armen lærte jeg København at kende og blev især fortrolig med de mange små skrædder­ forretninger og renserier, der lå i den indre by og på Nørrebro. Det var under krigen, og der var in­ gen klædevarer at få. Far havde derfor lært sig at kunststoppe. Han kunne gøre et hul usynligt ved at lægge en tøjlap over det og trække trådene gen­ nem stoffet, så de fulgte mønsteret. Far var dyg­ tig på sit felt og fik hurtigt mange af sine kolleger som faste kunder. Jeg lærte dem at kende, når jeg bragte dem tøjet. Selvfølgelig var de ikke alle lige flinke. Nogle gjor­ de vrøvl over regningen og var nærige nok til al­ drig at ofre en drikkeskilling på kunststopperens søn. Andre roste arbejdet og forstod at opmuntre budet med en ti-øre. Byen var stor og kunne opleves gående eller fra en sporvogn. I Sølvgade havde Amerika-Andersen sin forretning. Ved siden af indgangsdøren sad et stykke fint spejlglas, hvori man kunne spejle sig i hel figur. Jeg husker, at der som blikfang var an­ bragt en skrædderbuste i vinduet, og at udstillin­ gen i øvrigt på grund af tidernes ugunst indskræn­ kede sig til et prisskilt over tøjreparationer. Andersen gik altid i skjorteærmer og vest og havde et målebånd om halsen. Det så professionelt ud, hvilket også var meningen. Han var lille og tæt med vævre bevægelser og talte uforfalsket Fåborg- fynsk isprængt amerikanske gloser, som var et levn fra hans tid i Staterne. Andersen havde en lille blikæske i vestelommen og tog sig gerne en skrå med et alteabolsje til.