591972065

skaffe familien føden. Jeg husker Børge som en dreng, der gjorde alt for at holde sit tøj i ordentlig stand, men det var ikke let. Svigerinden havde ikke evne til at få noget ud af stumperne. Alt blev blot fattigere og fattigere og hun selv mere sløv, for hver dag der gik. Børge lappede og rimpede sit tøj, så godt han kunne. Men det kunne ses, at han aldrig havde lært at håndtere en nål. Med et lille smil undskyldte Børge sig. Han ville jo så gerne være ordentlig og pæn i tøjet som sine kammerater. Havde han egentlig i disse år noget, han kunne kalde sit? Jeg tror det ikke! Børge turde næppe låne en bog med hjem af frygt for, at den skulle blive revet i stykker af de små. Tålmodigt holdt han ud. Alt hvad han tjente, blev som en na­ turlig ting afleveret til broderen, men en dag fik han et nyt job, hvor han tjente så meget, at han kunne leje sig et møbleret værelse hos en gammel enke. Jeg husker, hvor stolt han var, da han viste værelset frem for os, hans kammerater. Hyggeligt var der ikke, men rent, og det bedste ved det hele var, at han kunne låse sin dør og være sig selv for første gang i sit liv. Glad viste han os, at han var begyndt at ekvipere sig. På bunden af en kommo­ deskuffe lå et nyt sæt undertøj. Begyndelsen til en garderobe. Jo, Børge var på vej. Siden hørte jeg, at det gik ham godt. Han vidste bedre end mange an­ dre, at kun den der ihærdigt selv yder noget, kan gøre sig håb om at befri sig for fattigdommens åg.