591972065

og stormede til. De røde brandbiler var det store eventyr. Spritterne passede altid sig selv og fulgte deres egne love. De gik sjældent på betleri i kvarteret omkring kirkegården, men det skete af og til, at en fremmed spritter gik op i en af opgangene i blomstergaden. Som regel fik de noget, man var vant til at dele med andre. Engang inviterede Niels' far en spritter på et par stykker mad i fa­ miliens eneste stue. Moderen blev lidt fornærmet, da spritteren tog en flaske frem af inderlommen. Han var ellers høflig nok og bemærkede, inden han drak: - Med forlov! Faderen nægtede selvføl­ gelig ikke manden en dram til maden. En anden gang vågnede Niels klokken 4 om morgenen ved, at en spritter stod og bankede på entrédøren. På faderens spørgsmål: - Hvem er det? hørtes en mumlen. Det var en spritter, der var blevet brød­ flov, og som ikke anede, hvad klokken var. Niels hørte sin far true med politiet, og staklen forsvandt ned ad trappen. Carlsens, et ældre ægtepar, havde en rullestue. Hun passede rullen. Han hentede og bragte rulle­ tøjet på en lille vogn med et lad, der var bygget oven på et gammelt barnevognsstel. Carlsen var tunghør og talte med en for disse mennesker ka­ rakteristisk høj og monoton stemme. Når han vendte hjem fra en af sine ture, havde han altid en masse at fortælle. Med store gebærder og grimas­ ser forklarede han den lille kone, hvad han havde oplevet. Stod man ude på gaden og så ind i rulle­ stuen gennem det lille, fint polerede vindue, så det grangiveligt ud, som om han var ved at skælde hende ud. Hun arbejdede støt videre med rullestok­ kene og så kuet ud. Men sandheden var, at de el­ skede og levede for hinanden.

33

3 Københavnske drømmerier