591972065

Men det er sommer, og skønt risten i muren væk­ ker min erindring, er jeg straks rede til at nyde det dejlige vejr. Duerne flakser over torvet, og på bænkene på Krinsen nyder turister og københav­ nere solen. Jeg går gennem Bredgade ud mod Lan­ gelinie . . . Her langs promenaden slentrer sommerklædte glade mennesker og ser på skibe og vand. Jeg sæt­ ter mig på en bænk i nærheden af »Den lille hav­ frue« for at se turisterne, der ankommer i store busser for at fotografere byens største turistattrak­ tion. Jeg vil tro, at mange af byens gæster, der har rejst det halve af kloden rundt for at møde den lille bronzestatue af en havfrue, i deres inderste er dybt skuffede. Er hun virkelig ikke større? Så uan­ selig sidder hun der på stenen og er så dansk. Men hun bliver fotograferet i alle vinkler og vil sikkert syne større, når rejsens billeder skal vises frem. Pludselig bliver jeg selv vidne til et lille eventyr. Et nyt rejseselskab er lige ankommet. Blandt dem er en yngre mand med en hvid stok, han er i sel­ skab med en ung kvinde. Da de andre har synet havfruen, fotograferet og filmet hende, bliver det endelig hans tur. Men han er blind, og derfor hjæl­ per den unge kvinde ham ned til statuen, og me­ dens hun holder hans hvide stok, føler han »Den lille havfrue«s former med sine hænder. Et smil går over hans ansigt, som om en drøm endelig er gået i opfyldelse. Han siger noget til kvinden, der har fulgt ham. Leende svarer hun ham og hjælper ham op fra stenene igen. Da de atter står oppe på stien, giver hun hans arm et lille klem, inden hun rækker ham stokken. Jeg sidder på min bænk på afstand og ser dette lille eventyr folde sig ud midt i hverdagen, og længe vil jeg huske det unge par ved statuen af »Den lille havfrue«.