591972065

Forleden gik jeg en tur gennem København. Det var en lørdag eftermiddag med sol og klar himmel. I de små gader og stræder var ingen at se. Søn­ dagsstilheden herskede faktisk allerede overalt kun afbrudt af bilstøjen fra hovedstrøgene. Jeg gik som ofte før en tur i de gamle gader og stræder og følte den særlige atmosfære, som helt er Københavns. Fra Nikolaj Plads gik jeg ned til Holmens Kanal, her var lidt mere trafik, skønt ikke meget, for de fleste københavnere, der ville ud i landet, var alle­ rede kørt. Alligevel er der altid noget at opleve i det gamle København. På en bænk ved Holmens Kirke sad der således en mand med en håndbajer inden for rækkevidde. Han sad og øvede sig på en fløjte, i skødet havde han et opslået nodehæfte, som han intenst fulgte. Det pudsige var egentlig ikke, at han sad på en bænk midt i byen og spil­ ede, men at han spillede efter noder. Det havde passet bedre, om han havde været improvisator. Senere kom jeg på Kongens Nytorv forbi »risten« ved Det kgl. Teater. Her i sommervarmen var der ingen, som havde søgt læ op ad muren ved den ventilatorrist, hvorfra den varme luft fra teatret strømmer ud. Husker De Carl Alstrups vise om manden på ri­ sten på Vesterbro? Den stammer ligesom fra en anden tid, hvor folk både kendte til at fryse og sulte. Ikke desto mindre har man tidligt om mor­ genen hele sidste vinter igennem kunnet iagttage en eller to hjemløse sovende på brostenen ved Det kgl. Teaters varmerist. Ofte har jeg set folk på vej hl deres arbejde blive dybt chokerede ved denne konfrontation med en subsistensløs, der midt i vin­ terkulden har lagt sig til at sove på brostenen kun med en enkelt frakke over sig for at beskytte sig mod kulden.