591971891

jævnt billede af genopbygningen, end det egentlig var tilfældet, idet tidspunktet for opgørelserne var ultimo december, og angav hele årets produktion af huse. Tallene afspejler derfor ikke de svingninger, byggeriet var underkastet i løbet af året. Sammenholder man disse lister med de til magistraten og bygningskon­ toret indsendte anmodninger om byggetilladelser, kan der ikke herske tvivl om, at det i efteråret 1795 var de velstillede handelsfolk, der byggede, og at der i foråret 1796 viste sig en forbigående stagnation i byggeriet, der først rigtig kom i gang hen på efteråret, for derefter at fortsætte med stigende tempo og kulminere i 1797, hvor ikke mindst oprettelsen af Kreditkassen for husejerne i Kjøbenhavn betød en fornyet stimulans for byens genopbygning. Derimod fremgår det tyde­ ligt af Meyn og de i Kollegialtidende opgivne tal, at der i 1799 indtrådte en stilstand, og fra dette tidspunkt kan man se, at byggeriet i den øvrige del af København var mindst lige så omfattende som i den nedbrændte del, muligvis større. forhuse 17 9 5 163 0 9 6 172 0 9 7 130 0 9 8 7 4 1 7 9 9 40 5 7 9 sidehuse baghuse I24 9 4 86 63 4 5 4 1 3 2 16 16 10 3 ° 3 22 4 - Når man tager i betragtning, at mange grunde var faldet bort, var byen o. 1800 stort set genopbygget. Der manglede kun ca. 70 spredt rundt omkring i byen, hvor de fleste ubebyggede dog lå i Studiestræde og Kattesundet. For de følgende år offentliggjordes i Kollegialtidende antallet af de årligt opførte nybygninger. I 1802 var ialt 610 grunde bebygget, og der var foruden almindelige beboelses­ ejendomme opført 41 brændevinsbrænderier, 27 bryggerier, 10 bagerier, 4 farve­ rier, 2 sukkerraffinaderier og endelig 2 apoteker, medens der endnu lå 44 ube­ byggede tomter, og af disse var de 12 købt af Kommissionen til et nyt Råd- og Domhus. I 1804 var tallet dalet til 17, men med disse sidste grunde trak det i langdrag, og der var endnu langt ind i det 19. århundrede huller i de ellers så smukke gaderækker. I forbindelsen med omtalen af ejerforholdene er det allerede nævnt, at mange ejendomme før 1795 var uprioriteret, eller kun meget lavt prioriterede. Efter branden var det almindelige, ja næsten en regel uden undtagelse, at de husejere, der opførte bygninger i den afbrændte del af byen, måtte have ret store lån i deres ejendomme. Såvel før som efter branden var det først og fremmest en række store »publikke« institutioner, der havde 1. prioriteter i de københavnske huse og gårde, således Overformynderiet, hvis tab ingenlunde havde været så store efter branden, som det i første omgang var blevet frygtet. Blandt de øvrige insti­

3*

35