591971891

Selvom vi ikke véd, om disse tilbud blev grundlag for forretninger med køben­ havnske murer- eller tømrermestre, eller tømmerhandlere, så må de dog være et vidnesbyrd om, at store dele af bygningstømmeret kom fra de tyske Østersø-byer, og at konkurrencen åbenbart allerede i starten har været betydeligt skarpere, end når det gjaldt andre bygningsmaterialer, hvorfor prisstigningen også blev mindre på tømmeret. Fra Sverige og Norge kom der kalk, og fra Slesvig hovedparten af de mursten, der gik under navnet flensborgermursten.6 Selv fra England send­ tes der tag- og mursten. Den første ladning kom i slutningen af juli måned 1795 med skibet »Delphin«, hvorpå Alexander Hidd var kaptajn. Et selskab af tro borgere og undersåtter indstillede i denne anledning til rentekammeret »om det ikke skulle være til Danmarks hæder, og til andre fremmede nationers opmun­ tring, offentligt at meddele bemeldte kaptajn på regeringens vegne en præmie?«.7 Da der ikke findes regnskaber over udgifter i forbindelse med genopbygningen bevaret i større udstrækning, og ej heller for det øvrige private byggeri, er det meget vanskeligt at kontrollere, om de af Rawert nævnte prisstigninger virkelig fandt sted. I enkelte bilag til skrivelser til og fra magistraten, rentekammeret og bygningsadministrationens kontorer findes der specifikationer over, hvor store ud­ gifterne har været ved forskellige af det offentlige iværksatte foretagender og ikke sjældent endvidere anført, hvilke priser, der blev betalt for de forskellige varer. Der synes at være et holdepunkt for den antagelse, at flensborgermursten pr. 1000 har kostet ca. 7 rdl. i sommeren 1795 og omkring 1790 været endnu bil­ ligere, medens samme mængde senere betaltes med 10 til 13 rdl. En systematisk gennemgang af de bevarede regnskaber fra denne periodes offentlige byggerier og reparationsarbejder kunne muligvis give tilstrækkeligt fyldigt materiale til be­ dømmelse af den prisstigning, der især ramte mursten. Den eneste varegruppe, som det er muligt at opstille en prisliste for, er kalken, nemlig på grundlag af nogle i murerlaugets arkiv bevarede protokoller fra Østre Kalkværk. Denne fa­ brik blev drevet som en slags aktieselskab, hvor murerlauget, eller nærmere be­ tegnet en kreds indenfor dets ledelse, deltog med en fjerdedel, et foretagende, som man imidlertid kun havde ringe økonomisk glæde af.8 De eksisterende pro­ tokoller, såkaldte »Contrabøger«, fra Østre Kalkværk er udførlige løbende konti over, hvad forskellige af byens murer- og tømrermestre samt enkelte ikke byg­ ningshåndværksmestre som Peschier og Erichsen har købt fra fabrikken. Ved en gennemgang af disse konti viser det sig, at der kun er tale om meget få og små svingninger i priserne indenfor de enkelte år. Det synes udfra en beregning af de dominerende priser, som om der allerede i foråret 1795 var en prisstigning på vej, og at denne naturligvis ikke standsede efter branden. Den fortsatte det føl­ gende år, hvorefter priserne lå nogenlunde fast indtil 1799, hvor der skete en kraftig forhøjelse, der stort set holdt sig til 1803, fra hvilket år regnskaberne hører op.9 At det enorme byggeri naturligvis måtte betyde gode tider for alle slags hånd­ værkere, der havde del i bygningernes opførelse, er indlysende, ligesom det ikke

2 7