591958968

som Absalon fangede, lod han halshugge og deres Hoveder opsætte paa Stadens Mure til Skræk og Advarsel for deres forbisejlende Landsmænd. Ved at han gjorde Byen til en Hovedfæstning for Riget, først derved skabtes Muligheden for, at denne til Tider hærgede Boplads kunde faa Fred til at voxe og blive til en By, en ny By, stedse større og storre, og som Saxo kaldte „den absaloniske By“, thi nu var der Fred og ingen Fare. Absalon har ikke manglet Blik for Byens udmærkede Beliggenhed, Gud havde skabt Betingelserne, Absalon saå dem og udnyttede dem, og Eftertiden fulgte i hans Fodspor. Dette Befæstningsanlæg blev saaledes Landet til stort Værn, thi baade gjorde han Byen mistænkelig i Sørovernes Øine, og Landets Børn kunde fra nu af trygt færdes i Farvandet trindt omkring. Opførelsen af „Castrum de Hafn“ betegner et vigtigt Vendepunkt i Kjøbenhavns Historie, thi Udviklingen gik nu hurtig for sig, og man kan spore Absalons myndige og ledende Haand ved Iværksættelsen af en planmæssig Udvidelse af Staden. Det maa ene og alene tilskrives Absalons Snille og Daadkraft, at den lille By ved Sundet vandt Anseelse, og snart blev en af de betydeligste Han­ delspladser i Norden, og nu ilede den Rang og Storhed i Møde, som var den forbeholdt i Historien. Inden for den af Naturen formede Ramme, Søerne og Sundet, opstod Danmarks Riges Hovedstad med Front mod Havet og lille, som den var, med let Adgang til de blaa Bølger. Fra Byen saå man ud over Sundet baade Nord og Syd paa, og alle Byens Borgere havde Søbrisens friske Pust strygende forbi Ruderne, Stadens Lunger nære­ des af dens Kraft, og den Dag i Dag henter Kjøbenhavn sin Næring fra Havet, vel ikke saa udelukkende som tid­ ligere, men Byens Existens er endnu som før afhængig deraf. Kraften, Rigdommen og Sangen i dens Sjæl kom­ mer endnu derude fra og vilde gøre det i stadig højere Grad, jo friere og fastere Forbindelsen mellem Byen og Havet blev. Paa Ringstedmødet i 1170 skrinlagde Absalon og Eskil, Knud Lavards Ben, og kronede Kongebarnet Knud.