591958437

23 Fole strittede det unge Geni imod den Sele, Phister lagde paa ham; alle disse Talens Modulationer og Pauser kedede ham; han vilde hellere selv hitte paa og spille udfra sit tindrende Humør. En Gang vovede han at sige, at han “ger­ ne vilde emancipere sig” . “Hvad vil Du? Aa, sig det Ord en Gang til!” , svarede Phister i en Tone, der betog Olaf Poul­ sen al Lyst til at sige det oftere. Gennem en bred, hvid Dør henne i den lange Gang, som løber gennem Theaterfløj en, har mange af vore sidenhen berømte Kunstnere for første Gang vandret ind i det for­ jættede Land. Forfattere, Skuespillere, Dansere saavel som Sangere, thi Syngemester Sibonis Syngeskole havde og­ saa Lokale paa Hoftheatret. Scenens skraa Brædder har gennem Tiderne baaret mangen skælvende Aspi­ rant, som med spændt Sind imødesaa Autoritetens Dom. En Oktoberdag i 1816 gik saaledes Thomas Overskou uro­ lig frem og tilbage paa den øde Scene og ventede Instruk­ tør Frydendalil, som skulde hjælpe ham til det dengang vanskelige Spring fra Snedkerlærling til Theaterelev. Den Tragedie, han nylig havde skrevet, medens han trak Rul­ len for sin Moder, opbevares nu i hans Montre paa Museet. En anden gemmer et Program fra Balletten “Armida” , hvorpaa Navnet Andersen staar udfor “En Trold” . Det er et rørende Minde fra de Ydmygelsens Aar, vor berømte Eventyrdigter gennemstred heroppe som fattig Dreng. San­ ger kunde han ikke blive, Danser endnu mindre, og da han prøvede for Instruktør Lindgreen, klappede han ham paa Kinden og sagde: “Følelse har De! Men det er ikke Skue­ spiller, De skal være. Vorherre veed, hvad det er!” Men alle disse Skuffelser var kun Stadier i hans Udvikling til Dig­ ter. Smertelige var Slagene i Øjeblikket, men siden forstod han, at de kun betød “Trin opad til det Bedre” .