591958437

18 fik ikke stærkere Tag i Befolkningen end den franske Ko­ medie havde haft, og i 1778 afskedigedes Truppen. Den 7. Februar samme Aar opførte “Det dramatiske Selskab” Jo­ hannes Ewalds Syngestykke “Balders Død”, hvori Nordens Gudesagn for første Gang kaldtes tilbage i levende Skik­ kelser. Stykket blev givet uden Musik og i et tarveligt Ud­ styr, men dets lyriske Skønhed gjorde stærkt Indtryk paa Publikum. Digteren overværede Forestillingen og festede bagefter med Michael Rosing og hans Kone, der havde spil­ let Hother og Nanna. Mest til Glæde for Enkedronning Ju­ liane Marie og hendes Søn, Arveprins Frederik, benyttedes Hoftheatret i de følgende Aar to Gange om Ugen til Fore­ stillinger af det kgl. Theaters Repertoire, men denne kost­ bare og upraktiske Foranstaltning lykkedes det i Maj 1780 Direktionen at faa afskaffet ved Kronprins Frederiks per­ sonlige Medvirkning. Dermed var Hoftheatrets Saga som fast kgl. Institution afsluttet, men i dets senere Løsgænger­ tilværelse er der mange Momenter, som fortjener at erin­ dres, da de enten dannede Indledningen til noget betyd­ ningsfuldt eller har Kuriositetens Interesse. Den 20. Februar 1794 brændte Christiansborg, men skønt Ilden udbrød i Fløjen nærmest Hoftheatret, forblev dette uskadt. Rummet brugtes nu til Koncerter og Prøver, særlig for Balletten, og til Lokale for Danseskolen. I For­ salen, dengang meget bredere end nu, lærte Adam Oehlen- schlåger som ung Skuespiller at danse Menuet. Han giver i sine “Erindringer” et Billede af sig selv midt i Vrimmelen, naar han kalder Menuetten “en stum Kiærlighedsscene, hvori Ynglingen og Pigen nærme sig hinanden længsels­ fuldt, skilles derpaa frygtsomt og beskedent ad, komme igien, række hinanden Haand, omfavne hinanden flygtigt, flyve atter fra hinanden, hilse derpaa fremmed og høfligt — og staae paa samme Sted, som da de begyndte, som det