591957074

54 mange, der nu raabte paa Forræderi. Ogsaa Kronprinsen blev rasende, da Efterretningen naaede ham. Især var han vred over, at Flaaden ikke var bleven ødelagt før Byens Overgivelse. »Det afskyeligste af Konventionen« (Overenskomsten), skrev han, »var at overgive Flaaden med sit Tilbehør, da alt af mig var ordnet til dennes Tilintetgørelse.« Den skriftlige Ordre, som han i saa Henseende havde sendt, var imidlertid aldrig kommet Pey- mann i Hænde. Det kunde denne dog nok have fore­ taget paa egen Haand, og der var i Virkeligheden ogsaa af Flaadeledelsen truffet Forberedelser til Flaadens For­ sænkning. Naar dog intet blev gjort, var Grunden Peymanns enfoldige Tro paa, at Fjenden stadig vilde tilbagegive Flaaden efter Krigens Slutning. Forsvarets Ledelse havde vistnok som Helhed været smaat nok bevendt; men selv med mere Talent havde det været umuligt at byde nogen ordentlig Modstand, saa uforberedt som alt var. Pey- mann fik da ogsaa til Gavns Kronprinsens Vrede at føle. Han blev stillet for en Krigsret, og Dommen lød paa Tab af Ære, Liv og Gods. Den barbariske Dom blev dog af Kronprinsen mildnet til Afsked i Unaade og uden Pension, hvad der allerede var haardt nok for en Mand, der var bleven sat paa en saadan Uriaspost. Nogle Aar efter fik Peymann da ogsaa af Frederik den Sjettes gode Hjerte tilstaaet en Pension. Naar Kronprinsen tog Sagen saa heftigt, skyldtes det hans Angst for, hvad Napoleon vilde tænke. Han saa nok, at Danmark i hans Øjne havde forringet sig som Vaabenfælle. Napoleon blev ogsaa yderst opbragt. Han kendte kun lidt til Forholdene her oppe i Norden, og mente, at København kunde have holdt Stand. Hvad der var ødelagt i Hovedstaden, beløb sig til Millioner. Englænderne førte, da de forlod Sjælland seks Uger efter Københavns Overgivelse, 1 6 Linieskibe,