591954938

E X L I B R I . S

K Ø B E N H A V N S

R A A D H U S B I B L I O T E K

EH

W

DET KONGELIGE TEATER FØR OG NU

D E T K O N G E L IG E T E A T E R F Ø R O G NU

DET KONGELIGE TEATER FØR OG NU

En orientering a f A l f Henriques *

København ig6y

Bogen er sat med Intertype Baskerville og trykt i Krohns Bogtrykkeri, København Klicheer fra Peyrath Trykt med tilskud fra Kulturministeriets tipsmidler Tilrettelagt af arkitekt, m . a . a . Frode Jørgensen

I N D H O L D

A f Det kongelige Teaters historie Teatret i Lille Grønnegade 9 Komediehuset på Kongens Nytorv 10 Opera 12 Ballet 14 Det kongelige Kapel 16 Tre kunstarter på een scene 18 „Kunsttemplet“ 21

Det kongelige Teater a f i dag Nationalscenen

25 25 28 29 34 38 42 45 46 48 31

Teaterhuset Repertoiret Personalet

Historisk materiale

Kunstnerne Skuespillet

Operaen Kapellet Balletten

x

Teatrets gæster

Fra Det kongelige Teaters publikum, dets venner og dets gæster kommer der ofte forespørgsler vedrørende teatrets f o r ­ hold i fo rtid og nutid. Denne lille bog er formet således, at man heri kan finde svar på de spørgsmål, der hyppigst bliver stillet. Derimod må den ikke opfattes som et forsøg på en koncentreret teaterhistorie eller en udtømmende aktuel rede­ gørelse. Den ønsker blot al fortælle noget om, hvorledes Det kongelige Teater er blevet til med dets forskellige institutioner og traditioner, og at fortælle om, under hvilke vilkår og på hvilken måde der i dag arbejdes på den danske nationalscene.

-udvig Holberg (1684-1752) I sidste halvdel af 1750erne malede svenskeren Johan Roselius et Holberg- °rtræt, som er gået tabt ved en brand. Det kendes nu kun takket være nogle kopier, deriblandt denne, utagelig malet af C. A. Lorentzen. (Frederiksborgmuseet)

$De befc BSanø ®>nøl. ssajefrøJet&ccrø ftaabe Privilegerede ff^wfft ACTEURS 2tøbnc fgrett Onøragm twi z? Octofcr, T b e a t ru tn , t>C0 flt forelttøC Dft OH’Øft fot« nøpcUgc 03 ipfftøc øfuefpit/ f a iw JEAN de FRANCE ^ a n ø f f i w n f e i t øom teffanr af y ful&foirne 9 wc/ og bar iffe t>ffrff FPitf t5 9ac. 3 metlrit) Macrnc blit>cr$ilffumK førnøpet afaiWfltøc fmuf< ft 2>an$r iifbt?uagercnpaakongen? nre fSctib Thcatrum er paa ber foebvaniiflt (^feb i (Hrenncgaben faa fane og £i«bl>(P terne tgiennemforten i @Wl)crfgabcn tnblabe?; $ 5 «gt*nbc.f«n jfeer prxeife Sloffen 5 , at tyt Sloffen 7 fanb, tøvt

<&£ 1 t f i 2

4

<

Teaterplakat til Holberg-forestilling 1726 Der eksisterer intet billedmateriale fra teatret i Lille Grønf gade. Men ca. 50 forskellige gadeplakater er bevaret, hvormed komedianterne annoncerer de tidspunkt og stykker, med hvilke de „aabne deres Theatrum" - den normale betegnelse for, at de indbyder til offentlig forestilling. (Det kongelige Bibliotek) 8

AF D ET K O N G E L IG E T E A T E R S H I S T O R IE

Teatret i Lille Grønnegade Siden 1748 har der på Kongens Nytorv ligget et skuespilhus, der både var kongens og borgernes. Men det er muligt og rime­ ligt at føre dets historie endnu nogle tiår tilbage, til det lille teater, for hvilket Ludvig Holberg, Danmarks første og største dramati­ ker, skrev sine komedier. I 1722 var tiden moden til at give borgerne i den danske resi­ densstad en egen teaterbygning med en fast trup af danske skue­ spillere. Et komediehus, der kunne rumme ca. 500 tilskuere, var to år forinden blevet bygget - ikke således som det allerede før århundredskiftet havde været påtænkt: på byens nyanlagte og fornemste plads, Kongens Nytorv, men i den nærliggende Ny Adelgade, af borgerne kaldt Lille Gronnegade. Nu samledes på foranledning af nogle af rigets fornemste mænd en dansk trup, hvis leder blev en gammel anset og erfaren teatermand, René Magnon de Mont aigu, født i Frankrig, men i en menneskealder bosat i København, først som aktør, senere som direktør ved den just på dette tidspunkt opløste franske hoftrup. Et par dansk­ talende medlemmer af denne trup og nogle unge danske studen­ ter udgjorde hans nye personale. Alt tyder på, at Montaigu, hvis fader, den franske dramatiker Jean Magnon, var en nær ven af Moliére, har været i stand til at overføre en god del af tidens franske teatertraditioner til det nye danske komediehus. Sam­ tidig havde truppen det held at opnå kontakt med den ambitiøse og satiriske universitetsprofessor Ludvig Holberg, der i et impo­ nerende tempo leverede først 15 og derefter 12 originale komedier til brug for den danske skueplads. „De ved Hans Kongelige Majestæts særdeles nåde privilege­ rede danske acteurs“ havde deres første forestilling i Lille Grøn­ negade den 2 3 .september 1722 med en opførelse på dansk af Moliéres „ Den Gerrige “ , og den 26. september fulgte premieren på den første Holberg-komedie: „ Den politiske Kandstøberu. Det 2 9

onf ink1 til

blev i de følgende år fremfor alt disse to dramatikere, der præsen­ teredes for de københavnske borgere (21 komedier af Holberg, 17 af Moliére). I seks år spillede truppen på Grønnegadeteatret - dog med visse afbrydelser, forårsaget af en meget usikker øko­ nomi. Ganske vist blev man protegeret fra de højeste kredse og nød tilmed kongens bevågenhed, men man mærkede kun lidt til økonomisk støtte. Københavns brand og derefter en ny konge med strengere religiøse synspunkter gjorde det umuligt at fortsætte efter 1728. - Forspillet til Det kongelige Teater var til ende. Komediehuset pa Kongens Nytorv En mere verdsligsindet konge, Frederik V, kom på tronen 1746, og straks opstod planerne om at genoplive foretagendet fra Lille Grønnegade under andre og anseligere former. Kongen skænkede en fordelagtig byggegrund på Kongens Nytorv og lod sin hofbyg­ mester Niels Eigtved, mesteren for palæerne på Amalienborg, opføre et komediehus med 800 pladser. En ny trup, atter hoved­ sagelig bestående af unge akademikere, blev dannet; den gamle professor Holberg fungerede som litterær rådgiver, og vinhand­ leren Frederik de Pilloy, der som medlem af den første danske trup var blevet instrueret af Montaigu, sørgede for, at de franske traditioner blev ført videre. Efter at truppen i nogen tid havde spillet på forskellige private og foreløbige scener, åbnedes, i over­ værelse af kongeparret og hoffet, borgernes nye teater den 18. de­ cember 1748 —den dato, der betegner Det kongelige Teaters fødsel. Der skulle imidlertid gå adskillige år, før „Det danske Kome­ diehus” officielt og med rette kunne bære titlen „Den kongelige danske Skueplads” . I tidsrummet 1750-70 ejedes teatret af byen København, der af kongen blev tvunget til at bære de økono­ miske byrder, og 1770-72 søgte en privatmand, den italienske operakomponist Guiseppe Sarti , uden held at drive det på egen risiko, med begrænset kongeligt tilskud. Den unge konge Chri­ stian V II var for internationalt orienteret til at interessere sig for det danske teaters skæbne; i 1766 havde han i en af Christians- borgs staldbygninger ladet indrette et lille elegant hofteater, hvor­ til han engagerede en fransk trup. Allerede 1772 blev den imidler-

10

Kongens Nytorv 1756 Ved siden af det kongelige kanon- og klokkestøberi, „Giethuset" ses Eigtveds „Danske Comoedie-Huus" fra 1748 (nr. 3). Stik af J. J. Bruun. (Novus Atlas Daniæ 1761)

tid afskediget, og kongemagten overtog derefter det fulde admi­ nistrative og økonomiske ansvar for teatret på Kongens Nytorv, som først nu for alvor blev kongens og borgernes fælles teater. I det ydre skiftede teatret ret snart karakter. Eigtveds smukke rokokohus fra 1748 var bygget i hast, uden soliditet; resultatet af en nødvendig ombygning 1774, ved arkitekten C. F. Harsdorff, blev i realiteten et helt nyt teater. Fire senere ombygninger og tilbygninger ødelagde efterhånden fuldstændigt den oprindelige smukke arkitektur, men skaffede byen et anvendeligt og rumme­ ligt skuespilhus - til slut med 1370 pladser: Det kongelige Teaters hjemsted i 100 år indtil 1874.

2*

11

Opera Repertoiret på Kongens Nytorv fortsatte i begyndelsen linjen fra Lille Grønnegade: Holberg dominerede sammen med Mo- liére, der næppe noget andet sted uden for sit hjemland har nydt større popularitet. Men snart kom nye dramatikere til, mere „rea­ listiske" og mere følsomme; tragedien gav man sig derimod stadig sjældent i lag med, uden lyst og uden held. Teatret var i ordets egentligste forstand et „komediehus", således som byens borgere helst ville have det. Smagen hos aristokratiet og ved hoffet gik imidlertid i en anden retning: mod operaen, denne nye og festlige kunstart, skabt af italienerne, der længe var ene om at kunne magte den. Italienske operatrupper, på turné i Europa, blev engageret af den danske konge for korte, men stadigt tilbagevendende perioder; og i de fleste år mellem 1752 og 1778 måtte teatret på Kongens Nytorv give dem husly. Mens italienerne fremfor alt mødte op med den store heroiske opera, havde kongens franske trup på hofteatret præsenteret den nye, mindre krævende og mere indsmigrende „opera comique", et lystspil blandet med arier, eller som det kom til at hedde på dansk: syngestykket. Af frygt for at kongen ville flytte sin understøttelse fra komedie­ huset til et eventuelt operahus, søgte Det kongelige Teater at tage konkurrencen op. Omkring 1780 fremførte man nationale synge­ spil med tekst af den store og altid dristigt eksperimenterende digter Johannes Ewald : „ Balders Død“ (med stof fra den nor­ diske mytologi) og „ Fiskerne “ (med romancen om den danske orlogsflåde „Kong Christian stod ved højen Mast", der senere blev den danske nationalsang). Og i 1786 blev den saksiske kapel­ mester ] .G.Naumann, der just havde reformeret den svenske opera, kaldt til København; han udvidede teatrets orkester, skabte begyndelsen til et operakor og fik opført et par af sine egne „store" operaer, der var inspireret af Glucks nyklassiske form og som derved pegede frem mod en ny stil. iy86 betragtes ikke uden grund som fødselsåret for den danske operainstitution. Af afgørende betydning blev det, at danskerne inden århun­ dredet var til ende havde lært at magte den muntre borgerlige opéra comique og - ligesom tyskerne - lært at skrive hjemlige

12

Slutningsscenen af Johs. Ewalds Balders Død, 1779 Ewalds dristige eksperiment, det „nordiske" syngestykke Balders Død, blev støttet af Det kongelige Teater, der forsynede det med musik af kapelmesteren J. E. Hartmann, dekorationer af Peter Cramer, og kostumer tegnet af Nicolai Abildgaard. Maleri af Peter Cramer. (Kunstmuseet, deponeret på Teatermuseet)

sidestykker dertil. Egentlige operasangere rådede man først langt senere over, men det viste sig, at man i København, ligesom på så mange tyske hofteatre, kunne komme langt med stemmebegavede skuespillere. Og i løbet af det 19. århundrede blev denne opera, der var vokset ud af en talescene, i stand til at honorere alle rime­ lige musikalske krav, samtidig med at den, just på grund af sin oprindelse, præsterede en dramatisk kunst, som man på italienske operascener måtte savne eller slet ikke var interesseret i.

13

Ballet Allerede på Grønnegadeteatret præsenteredes små balletdiver­ tissementer efter udenlandsk mønster på almindelige komedie- aftener. Skønt det egentlige balletpersonale øjensynligt kun be­ stod af en fransk „dansemester" og hans kone, vovede teatret endda at sætte flere af Moliéres „komedieballetter" op med de deri indbefattede karakterdanse - en mere beskeden gentagelse af den franske trups forestillinger ved det danske hof. Publikums krav til danseindslagene øgedes stærkt, da teatret åbnede på Kongens Nytorv, især efter at hofteatret, „Teatret på slottet", også havde fået sig en fransk ballettrup og i 1770 tillige en fast balletskole, der kom til at uddanne dansere, også til „Tea­ tret i byen". En dansk ballet voksede således frem på samme tid som en dansk opera. Ballettens særpræg blev allerede formet af florentineren Vincenzo Galeotti, der var dens opdrager og koreo­ graf fra 1775 til sin død 1816. Han var elev af tidens store for­ nyere, italieneren Angiolino og franskmanden Noverre, der begge ønskede at gøre balletten til mere end et divertissement og ved hjælp af karakterfuld dans og mimik ville berettige den til en placering, jævnbyrdig med de to andre dramatiske kunstarter. Galeotti omskrev både Shakespeare og Voltaire i sine tragiske balletter og forsøgte også en „nordisk" ballet med stof fra vikinge­ tiden. Det kongelige Teater holder Galeottis minde levende ved stadig at opføre hans lille kapriciøse ballet fra 1786 „Amors og Balletmesterens Luner11', da koreografien hviler på overleveringer fra generation til generation gennem 180 år, er dette sagtens den ældste europæiske ballet, der vises i nogenlunde autentisk form. På Galeottis grundlag kunne August Bournonville bygge videre i de år, han ledede den danske ballet: med kortere afbrydelser fra 1830 til 1877. Hans far, den franske danser Antoine Bournonville, der kom til at leve og virke i Skandinavien, først i Stockholm, efter 1792 i København, sørgede for, at sønnen blev uddannet i Paris, hvor Auguste Vestris var den betydningsfuldeste af hans lærere; det var denne franske stil, der blev forudsætningen for den særlige danske „Bournonvillc-skole". August Bournonville var en blændende dygtig danser og en både krævende og inspi­ rerende lærer; men han var tillige en virkelig „balletdigter"; hans

14

August Bournonville (1805-1879) E. Bærentzens Litografi fra 1841 viser os balletmesteren og koreografen i hans stærkeste og bedste periode. En studierejse til Italien dette år inspirerede ham til balletten Napoli. (1842)

balletter er mere end rammen omkring nogle dansenumre; de er bygget op med samme fasthed som et skuespil og udtrykker på til­ svarende måde en „idé“ , og de giver anledning til en rigt facette­ ret menneskefremstilling - samtidig med at de er både poetiske og festlige. Intet under, at de har opnået en enestående placering i teatrets repertoire.

5

1

Det kongelige Kapel Efter sin historiske udvikling er Det kongelige Kapel andet og mere end Det kongelige Teaters orkester. Mens teatret kan glæde sig ved en alder på godt 200 år, peger kapellet tilbage på en mere end 500-årig tilværelse. Det fører sin historie tilbage til 1448, da Christian I., stamfaderen til det oldenborgske kongehus, besteg tronen. Lejetropsføreren Bartolomeo Colleoni, udødeliggjort ved den venetianske rytterstatue, lod på sit slot nær Bergamo udføre en række vægmalerier til minde om Christian I.s besøg hos ham i 1474, og her kan man den dag i dag se billeder af de tidligste danske „kapelmedlemmer“ : kongens trompetere. Det var dog først senere, at danske konger fik et egentligt hof­ kapel, i begyndelsen bestående af sangere, senere af „instrumen­ tister". Kapellets første blomstringstid var i renæssancekongen Christian lV ’s dage, da kongen i årene 1598-1606 til sit både omfangsrige og eksklusive orkester - mod en fyrstelig betaling - knyttede den berømte engelske lutspiller og komponist John Dow- land , og da kongen i lange perioder mellem 1633 og 1645 lod det lede af den ansete tyske komponist Heinrich Schiitz. En ny opgave fik kapellet i det følgende århundrede: at fun­ gere som orkester for de skiftende italienske operaselskaber, der blev engageret af kongen. I denne egenskab har det i 1748 spillet under den unge, endnu uberømte C. W. Gluck. I følge med ita­ lienerne gør det kongelige kapel allerede 1752 sin entré på den danske skueplads; dog endnu ikke i tilslutning til komediehusets egne forestillinger; den musik, som hertil krævedes, blev leveret af nogle få „stadsmusikanter". Samtidig med at kongen overtog ansvaret for scenen på Kongens Nytorv, placerede han her til normal tjeneste sit eget orkester, der således siden iyyo kunne betragtes som fast teaterorkester. Efterhånden som den danske opera blev til, udvidedes antallet af kapelmedlemmer; ved Naumanns reform nåede det op på 45 mand. Og i løbet af få tiår udviklede Det kongelige Kapel sig til et operaorkester af kvalitet. Mozarts enke Constance, der efter sit giftermål med en dansk diplomat i en årrække levede i Køben­ havn som „etatsrådinde Nissen", overværede 1810 en Don Juan- opførelse og kunne over for kapelmesteren, Mozartentusiasten 16

Scene af Grétrys komiske opera De to Gerrige fra en opførelse ca. 1775 I elsker­ parrets roller ses Jens Musted og Caroline Walter. Tegning af Peter Cramer. (Kobberstiksamlingen)

F. L. Æ. Kunzen, beklage, at hendes første mand ikke havde ople­ vet det danske orkesters mesterlige udførelse. Og Carl Maria von Weber, der i 1820 gav en koncert på Det kongelige Teaters scene, lod kapellet under dets dirigent Claus Schall fremføre en helt ny komposition, som ved denne lejlighed fik sin uropførelse: ouver­ turen til „Jægerbruden“ , og skænkede i glæde over det smukke resultat partituret, forsynet med dedikation, til Det kongelige Teater —et klenodie i teatrets meget rige og højst interessante nodearkiv. Samtidig med at kapellets teatertjeneste øgedes, indskrænkedes dets forpligtelser ved hoffet - for til sidst helt at forsvinde. Endnu i lang tid havde Det kongelige Kapel dog sin egen chef, der lige­ som teatrets øverste leder var en højtstående hofembedsmand. Først 1840 ændredes dette rent formelle forhold: teaterchefen blev tillige kapelchef; men endnu i dag er det officielle navn for institutionen på Kongens Nytorv: „Det kgl. Teater og Kapel“ .

3

17

Tre kunstarter på een scene Den omstændighed, at samme teaterhus rummer skuespil, opera og ballet, har på forskellig måde nærmet dem til hinanden. Det hænder, at en kunstner begynder ved balletten, men forlader den til fordel for en af de andre kunstarter; det kan ske i de første elevår, men også efter at den pågældende har placeret sig blandt ballettens bedste. Et par eksempler. Caroline Walter (1755—1826) begyndte som balletbarn, fejrede triumfer som skuespillerinde, både i tragedie, lystspil og syngestykke, og endte sit liv som opera­ primadonna i Stockholm. Det kongelige Teaters store dame i det 19. århundrede, „fru Heiberg11, gjorde ligeledes som purung sprin­ get fra ballet til skuespil; og teatrets ypperste Ibsen-skuespiller- inde, Betty Hennings, den allerførste Nora (urpremieren på „Et Dukkehjem" fandt sted på den danske nationalscene) og den før­ ste danske Hedvig i „Vildanden", begyndte sin teaterkarriere som ballettens unge håb, til hvem Bournonville skrev særlige partier i sine sidste værker.

Caroline Walter (1755-1826) Tegning af Hartman Beeken 1779 - året før hun flygtede til Sverige, hvor hun under navnet Caroline Muller begyndte en ny karriere som primadonna ved Gustav 1 1 1 .s opera. (Kobberstiksamlingen)

18

Johanne Luise Heiberg (1812-1890) Tegning fra 1830erne, udført af en ung amatør, den senere ministerialembedsmand, Carl Weis. (Teatermuseet)

Fra skuespil til opera har vejen været endnu kortere. Man må erindre, hvor længe de fleste operapartier måtte besættes med skuespillere, og hvorledes lystspillet med indlagte sange - efter 1824 udformet på særlig graciøs og underfundig måde i den dan­ ske vaudeville - i lange tider var den mest yndede del af skuespil- repertoiret. Den lemfældige grænse mellem opera og skuespil, som jo også andre landes teaterhistorie kender eksempler på, kan bedst demonstreres i forbindelse med Det kongelige Teaters tid­ ligste Ibsen-forestillinger. „Kammersangeren4' Peter Schram var ved sin sang og sit spil beundret som Mozarts Leporello, som Gounods Mefisto og som 3 * !9

Wagners Hans Sachs, men han var ikke mindre fortræffelig som bogtrykker Aslaksen både i „De unges forbund” og i „En fol- kefiende” . Skuespiller Peter Jcrndorff spillede dr. Rank, Peter Stockmann og Gregers Werle, men han sang tillige så store tenor­ partier som titelrollen i Gounods „Faust” og Meister i Thomas’ „Mignon” . Drphil .Karl Mantzius - som teaterhistoriker i øvrigt ikke uden international anseelse - var den første danske dr. Rel- ling i „Vildanden” ; men han påtog sig ogsåBeckmesser i „Mester­ sangerne” . Og til Emil Poulsen, den berømte fremstiller af advo­ kat Helmer, af dr. Stockmann og af Hjalmar Ekdal, skrev kom­ ponisten Peter Heise hovedpartiet Kong Erik i sin romantiske opera „Drot og Marsk” —et parti, der dog blev formet således, at de dramatiske krav var større end de rent sanglige. For at disse eksempler fra den sidste del af det 19. århundrede ikke skal vur­ deres forkert, må det understreges, at de på dette tidspunkt beteg­ nes særtilfælde og ikke reglen. Kravene ved den danske opera var på dette tidspunkt så store, at man må regne med, at de pågæl­ dende skuespiller-operister fuldtud har slået til. I vore dage fore­ kommer disse dobbeltfunktioner endnu som en meget sjælden, men også meget værdifuld undtagelse. For hele teatrets udvikling var det dog af større betydning, at personalet fra skuespil, opera og ballet bestandig har stået på samme scene. Ganske uvilkårligt har de forskellige dramatiske udtryksformers forskelligartede krav kunnet give alle teatrets kunstnere værdifuld inspiration og fået dem til at stille sig høje mål. Balletdanseren kan lære af skuespilleren, skuespilleren af balletdanseren. Undertiden samles også alle tre kunstarter i en enkelt forestilling. Nogle af teatrets største succeser skyldes netop dette festlige samspil. Heibergs „ Elverhøj “ og Drachmanns „Der var engang —“ (med musik af henholdsvis Kuhlau og Lange- Muller) er skrevet med henblik på vort teaters særlige mulighe­ der: at forbinde tale og sang, musik og dans. Og teatrets instruk­ tører har i andre tilfælde gjort rig brug deraf ved opsætningen af skuespil, som indbyder hertil: Shakespeares „Skærsommernats Drøm” og hans „Stormen” (hvortil man bestilte musik hos Sibe- lius), Oehlenschlågers „Aladdin” (med musik af Carl Nielsen) og Holbergs „Mascarade” .

20

Det kongelige Teaters scene ca. 1830 Fra en opførelse af Holbergs komedie Jacob von Tyboe (II, 2). På scenen ses antagelig skuespillerne Frydendal og Ryge. Litografi efter maleri af teatermaleren C. F. Christensen. (Teatermuseet)

,,Kunsttemplet“ Teatret på Kongens Nytorv blev hurtigt en kulturel og social faktor af største betydning. Det var jo indtil 1848 det eneste pro­ fessionelle teater i hovedstaden og havde lang tid derefter kun beskedne konkurrenter her og i det øvrige land. Det kongelige Teater var borgernes teater, også småborgernes, og det var aristo­ kratiets og hoffets. Her var det, at den kongelige familie mødtes med sine undersåtter, ikke blot til fest, men fremfor alt i hverda­ gen-således som det i øvrigt stadig er tilfældet. Det var nationens scene. Mange populære scenekunstnere har virket her, ikke blot talentfulde, men tillige meget ansvarsbevidste og selvbevidste mennesker, der har forstået at blive respekterede - også som bor­ gere; påfaldende tidligt opnåede just i Danmark scenens folk en anerkendt position i samfundet. Som et udtryk for respekten over for kunsten og teatret kan

21

Kongens Nytorv ca. 1840 Harsdorffs teaterhus fra 1774, med diverse tilbyg­ ninger. Ved siden heraf Erichsens Palæ (opført 1800), nu Handelsbanken. (Litografi antagelig efter tegning af C. F. Christensen)

opfattes den bestemmelse, som teaterledelsen fik indført i 1785: at det var de spillende forbudt under forestillingen at bukke eller neje som kvittering for bifald, uanset om dette kom fra det almin­ delige publikum eller fra de kongelige herskaber. Fremkaldelser efter tæppefald kendtcs overhovedet ikke, når det gjaldt forestil­ linger med teatrets egne kunstnere; og da publikum i 18 13 efter udenlandsk mønster prøvede at indføre denne skik, udstedte direktionen et forbud herimod - af hensyn til teatrets værdighed og ud fra det synspunkt, at teatret udgjorde en helhed, og at en forestilling ikke blot var en sum af præstationer. Forbudet står stadig til en vis grad ved magt. Tæppet kan kun hæves efter fore­ stillingen og kun for samtlige medvirkende: på almindelige afte­ ner een gang, ved premierer så mange gange som publikums

bifald giver anledning til. Fremkaldelser af enkelte kunstnere finder sted, når gæster optræder og ved jubilæums-

Og afskeds-

forestillinger.

22

Adam Oehlcnschlager (1779-1850) Maleri fra Rom 1809 ved afslutningen af digterens udenlandske studieår, i hvilke han skrev sine første store tragedier. Malet af J. L. Lund eller af Fr. Riepenhausen. (Frederiksborgmuseet) Tidligt blev Det kongelige Teater opfattet som mere end et forlystelsesetablissement. Derfor var det så mange unge menne­ skers drøm at stå på denne scene, og derfor har næsten alle danske forfattere, især i det 19. århundrede, ønsket at skrive for den. Før Adam Oehlenschlager endnu tænkte på at blive digter eller skrive tragedier, forsøgte han sig 1798-99 som skuespiller ved teatret, ikke uden held, men i længden uden særlig lyst. Og da den 14- årige H. C. Andersen en septemberdag 1819 ankom til Køben­ havn på sin dumdristige flugt fra fødebyens andegård, gik hans allerførste vandring til „komediehuset“ på Kongens Nytorv, hvor han virkelig i de næste tre år opnåede at komme inden for mu­ rene i et tragikomisk forsøg som elev, først på danseskolen, der­ efter på syngeskolen. Han blev tilmed nævnt i programmet som trold i en ballet; det var den 12. april 1821, at han med dyb be­ vægelse for første gang fik sit navn at se på tryk. Og det var på teatrets direktionskontor, at man kunne meddele ham, at kongen,

23

„Høkerloge" i det gamle teater De jævne københavnere kunne få billige billetter hos „billetsjoverne", der købte hele loger og havde lov til at fylde dem til briste­ punktet. Tegning af Det kgl. Teaters kostumetegner Edvard Lehmann.

takket være et initiativ fra en af direktørerne, havde befriet ham for alle økonomiske bekymringer ved en understøttelse i de år, han skulle bruge for at blive student. Tyve år senere havde H. C. Andersen i sin egenskab af dansk dramatiker friplads i „hofpar- kettet“ , og som så mange andre kulturpersonligheder i Køben­ havn var han en meget hyppig gæst: han brugte teatret som sit klublokale. Den, der i begyndelsen af 18401’ne overværede en forestilling i Det kongelige Teater, havde gode chancer for på samme række, lige ved siden af hinanden, at se Adam Oehlen- schlåger, H. C. Andersen og Bertel Thorvaldsen, den berømte billedhugger, og et andet sted på tilskuerpladsen kunne han må­ ske få øje på endnu en trofast stamgæst: Søren Kierkegaard, hvis forfatterskab tydeligt nok vidner om, hvor stor en plads dette teater havde i hans hjerne og hans hjerte; de åndfulde analyser af Don Juan-motivet er inspireret af teatrets Mozart-opførelser. Et kunstens og åndens tempel var Det kongelige Teater for disse mennesker. At Thorvaldsen en aften i året 1844, mens han på sin sædvanlige stol lyttede til aftenens ouverture, sank livløs sammen, ramt af et hjerteslag, fandt alle var en skøn død, meste­ ren værdig.

24

D ET K O N G E L IG E T E A T E R AF I DAG

Nationalscenen Hvad denne korte historiske oversigt har kunnet bringe, er kun de grove konturer af udviklingen i de første i oo år for institutio­ nen „Det kongelige Teater og Kapel“ . Naturligvis har meget ændret sig, siden Thorvaldsen og Kierkegaard var stamgæster. Da den danske konge gav afkald på sin enevældige magt og « indførte en demokratisk forfatning, holdt hans teater i en vis for­ stand op med at være kongeligt. Det blev overtaget af staten, og dets chef skulle nu alene stå til ansvar over for en minister. Det kongelige Teaters drift hviler i dag på en teaterlov af 1935. Ifølge denne er det Danmarks nationalteater og ikke blot et københavnsk anliggende. Det har forpligtelse til at sende turné­ forestillinger ud til hele landet; i forbindelse med loven er der angivet et årligt tal på ca. 50 forestillinger, med tilføjelse af at en større del heraf bør spilles i grænseegnene mod syd. Endvidere har teatret forpligtelse til ved sine elevskoler at være en uddan­ nelsesanstalt for sceniske kunstnere inden for alle tre kunstarter. Teaterchefen er ansvarlig over for ministeren for kulturelle an­ liggender, og et „tilsynsråd 4 med repræsentanter for de politiske partier, der har sæde i folketingets finansudvalg, følger og kon­ trollerer teatrets økonomiske drift. Som statsinstitution under­ støttes teatret fuldt ud a f bevillinger på statsbudgettet og fra et særligt kulturfond. Teaterhuset Som nævnt er teaterbygningen ikke den samme som den, hvor Holberg var litterær konsulent og H. C. Andersen statist. I 1874 blev det nye skuespilhus, tegnet af arkitekterne Vilhelm Dahlerup og Ove Pedersen, opført lige ved siden af det gamle, som lå hvor nu bilerne bevæger sig mellem teatret og varehuset Magasin. Det er denne bygning, der anvendes den dag i dag. Få ændringer er i

4

25

Harsdorffs teater, med dets seneste skæmmende tilbygninger, og Vilhelm Dahle- rups og Ove Pedersens nye skuespilhus, som snart skulle tages i brug, stod en kort tid ved siden af hinanden. (Illustreret Tidende, januar 1874) de forløbne år foretaget ud over rent tekniske fornyelser. De væ­ sentligste fandt sted i 1930, da skuespilrummet mistede sit svage præg af at være et „logeteater“ , da det skrånende scenegulv på grund af den nyinstallerede drejescene blev gjort plant, og da scenen af hensyn til orkestergraven rykkedes et stykke tilbage, helt bort fra prosceniumsåbningen. På et par punkter bevarede man ejendommeligheder fra det ældre skuespilhus. Mottoet over prosceniet „E i blot til lyst“ var blevet placeret over den danske skueplads allerede 1774 og har stået der siden - bortset fra en kortere periode 1798-18 13. Og motivet på fortæppet : et idealiseret Akropolislandskab, der kom­ mer til syne, idet små „engle“ trækker et forhæng til side, fandtes i hvert fald på det gamle teaters fortæppe siden 1828; måske har draperiei'ne med amoriner allerede været til stede siden 1774. Man overflyttede tillige til den nye teaterbygning et særligt ar- 26

4 C*-

Akropolis-fortæppet, malet 1874 af C. F. Aagaard og Otto Bache. Det adskiller sig kun lidt fra det gamle teaters fortæppe, der var malet af A. W. Wallich og J. L . Lund. (Mydtskov fot.) rangement, der synes at være „opfundet" og indført engang i slutningen af 1860erne, og som senere er blevet efterlignet af andre teatre: „ den røde lygte“ , der tændes som et tegn på, at alle billetter er solgte til aftenens forestilling. I vort århundrede havde det længe været på tale, at Det kon­ gelige Teater burde råde over to scener. I 1931 søgte man at finde en løsning, idet man op ad teaterbygningen placerede det nye radiohus, bygget af arkitekten Holger Jacobsen, med et teater­ rum, der skulle fungere som anneksscene, specielt for skuespillet. En dobbeltdrift blev forsøgt i årene 19 31-33, men viste sig ikke tilfredsstillende, hvorfor radioen overtog den hele bygning. Da et nyt og større radiohus stod færdig 1945, blev „Den nye Sceneu atter overladt til teatret; men først efter en del ombygninger kunne man 1957 gøre fuldt brug af denne scene - til alle tre kunst­ arter og på alle ugens dage undtagen mandag. 4 * 27

Repertoiret Det kongelige Teaters spilletid ligger i perioden fra i. septem­ ber til 3 1.maj. Der spilles i disse 9 måneder hver aften, undtagen på 8 helligdage, undertiden tillige på søndag eftermiddage til nedsatte priser. Resultatet bliver ca. 510 forestillinger på de to scener. Hertil kommer de 50 forestillinger ude i landet, hvor der opføres et udvalg af skuespil, operaer og balletter, hentet fra repertoiret inde på Kongens Nytorv og med samme rollebesæt­ ning. Endvidere har Det kongelige Teater siden 1948 hver som­ mer udsendt en speciel forestilling til landets friluftsscener, frem­ ført ca. 20 aftener, hvorved man når op på et samlet tal af mindst 580 forestillinger. Gamle Scene og Nye Scene rummer henholdsvis 1536 og iog i tilskuerpladser. På de to teatre kan man i løbet af en sæson regne med et besøg på ca. 470.000 tilskuere. Når hertil føjes teatrets publikum ved de 70 turnéforestillinger, kommer man langt over den halve million. Omkring 15.000 af de københavnske tilskuere er abonnenter , som ved sæsonens begyndelse reserverer sig plads til 12 aftener - 6 på hver af de to scener, og således sikrer sig at få set et gyldigt udsnit af hver sæsons forestillinger. Desuden aftager de storkøbenhavnske kommuner årligt ca. 30.000 billetter, som fordeles mellem byens unge fra skolernes øverste klasser og fra forskellige fortsættelsesskoler og kursus, ligesom studerende ved de højere læreanstalter kan få adgang til særlig „studenterpris". Det kongelige Teater skal inden for skuespil, opera og ballet hvert år vise et udvalg af dels danske og dels udenlandske værker, såvel af „klassiske" som af nulevende forfattere, komponister og koreografer. Teatret fungerer som et repertoireteater : program­ filet skifter fra dag til dag, og hver uges 13 -14 forestillinger tager så vidt muligt hensyn til alle kategorier; 10 forskellige forestillin­ ger pr. uge er intet usædvanligt. Der foreligger imidlertid ingen faste anordninger om, hvorledes disse ca. 580 forestillinger skal fordeles mellem de tre kunstarter. En sæson vil omtrentlig forløbe således. Hvert år spilles der 15 forskellige skuespil, 15 forskellige operaer og 25 forskellige bal­ letter - i alt 55 stykker, hvoraf tilsammen 18 vil være nyheder eller nyindstuderinger, medens resten tilhører det løbende reper­ 28

toire fra tidligere sæsoner. Da kun et mindre antal af balletterne fylder en hel aften, må man regne med, at de 25 balletter tilsam­ men repræsenterer ca. 8 hele forestillinger, mens skuespillets og operaens 30 stykker vel kan svare til 26 forestillinger. Af de 55 stykker regner man endvidere med, at de 18 er danske, hvoraf halvdelen tilhører balletrepertoiret. Aftenernes fordeling på skue­ spil, opera og ballet er vanskeligere at fiksere; det må huskes, at ikke få forestillinger gør brug af flere kunstarter. Skuespillet teg­ ner sig i almindelighed for halvdelen af forestillingerne, mens operaen er noget stærkere repræsenteret end balletten. Alle disse tal er kun omtrentlige og må tages med største forbe­ hold; udsvingene kan og må være ret store fra år til år. Personalet Til at gennemføre dette repertoire på Kongens Nytorv og i pro­ vinsen må Det kongelige Teater råde over et stort antal med­ arbejdere. Af disse tilhører i øjeblikket 49 skuespilpersonalet, 38 operapersonalet og 77 balletpersonalet; operakoret består af 53 faste medlemmer, kapellet af 103 —altså tilsammen en kunstne­ risk stab på 320 medlemmer. Hertil kommer den administrative stab på ca. 180 medlemmer - en meget broget forsamling, idet heri også medregnes kapelmestre og instruktører, repetitører og sufflører samt det overordnede tekniske personale. Endvidere er der en teknisk stab på ca. 200 personer, ikke blot omfattende scenefunktionærerne, men også de mange, der er beskæftiget på maler-, snedker- og skræddersalene. Ud over disse 700 beskæfti­ ges ca. 425 personer, der ikke har deres fulde arbejde på teatret: statister, påklædere, kontrollører, garderobedamer, assistenter i kor og kapel osv. Tallet på „teatrets folk“ vil dog yderligere øges, når man medtager dets elever. Ældst blandt skolerne er balletskolen, der kan føre sin tilvæ­ relse tilbage til 1 770, og som i adskillige generationer har haft de samme undervisningsrammer som i dag. Eleverne udvælges, når de er 7 til 9 år gamle, gennemgår på skolen en op til otteårig ud­ dannelse, får derefter i sekstenårsalderen en aspiranttid på to år og kan først derefter træde ind i balletkorpset. I løbet af skole­ 29

årene foregår der en udvælgelse, således at det kun er ca. 20 % af de børn, der begyndte på skolen, som bliver medlemmer af den kongelige ballet. Samtidig med „danseskolen14 skal børnene, ind­ til de er 16 år, frekventere „læseskolen“ , som har til huse i selve teaterbygningen med egne lærere, og som har eksisteret siden 1856. Der undervises i samme fag som i folkeskolen, hvortil kom­ mer en udvidet sprogundervisning. Den dramatiske Elevskole er oprettet 1886. Før den tid fun­ gerede visse ældre skuespillere som elevinstruktører og gav i form af enetimer de unge aspiranter den nødvendige orientering. I en kortere periode, fra 1804 til 1816, var der dog ved teatret oprettet en „Dramatiske Skole", der imidlertid ikke kom til at indfri de forventninger, man havde stillet til den. Den nuværende „Skue­ spilskole" giver de unge, der begynder i alderen mellem 18 og 25 år, en treårig uddannelse i alle en teaterskoles sædvanlige fag; eleverne har desuden fra første færd lejlighed til at leve sig ind i arbejdsformerne på et teater og bliver i de to sidste år i begrænset omfang anvendt til scenetjeneste. Til den dramatiske uddannelse af sangere findes et „ Opera­ akademi ‘. En syngeskole oprettedes på teatret så tidligt som 1773, men en mere rationel musikdramatisk uddannelse blev først fast­ lagt, da Den dramatiske Elevskole i 1909 fik sin særlige „opera­ klasse", som efterhånden udvidedes til en operaskole af samme art som skuespilskolen. 1956 ændredes den til et operaakademi i samarbejde med Det kongelige danske Musikkonservatorium, så­ ledes at de vordende operasangere i de første 3% år af deres ud­ dannelse undervises på Konservatoriet og i de følgende 2 år på Det kongelige Teater, hvor der bliver givet dem mulighed for scenetjeneste. Det gennemsnitlige antal af elever på de tre skoler, hvortil undervisningen i øvrigt er gratis, kan ansættes således: Balletsko­ len 42, Skuespilskolen 10 og Operaakademiet 10. Antallet af per­ soner, der er knyttet til Det kongelige Teater beløber sig således til ca. 1200. En stor del af dette personale har en pensionsordning efter omtrent samme retningslinjer som andre personer i statens tjene­ ste. Pensionsret har alle medlemmer af balletten, kapellet, opera­ koret og den højere administration; for balletdansernes vedkom­

3°

mende kan fuld pension opnås ved 50 års alderen. Hvad medlem­ merne af skuespil- og operapersonalet angår, har nogle en fast ansættelse med pensionsret, mens andre har årskontrakt uden pension. Det tekniske personale er ansat efter overenskomst med faglige organisationer. Arbejdet på Det kongelige Teater former sig på nogenlunde samme måde som på andre repertoireteatre. Sædvanligvis prø­ ves der på en forestilling i 1 Vi til 2 måneder. Der arbejdes følgelig konstant (fra 1 . august til ind i maj) samtidigt med 5-6 forskel­ lige stykker. Og man løser efter bedste evne ved prøver og fore­ stillinger de tekniske vanskeligheder, der beror på, at „Gamle Scene“ , er placeret i en snart 100 år gammel bygning, og at „Nye Scene“ kun i ringe grad tilfredsstiller de tekniske krav, der kan stilles til et moderne teater. Følgende oplysninger kan i øvrigt gives om de to scenerums dimensioner. Gamle Scene: scenerummets bredde 28 in, dets dybde 22 m, dets højde 22 m, sceneåbningens bredde 12 m, dens højde 9 m. Nye Scene: scenerummets bredde 22 m, dybden 16 m, højden 22 m, sceneåbningens bredde 12 m, dens højde 9 m. Historisk materiale På et par områder nyder teatret godt af at være en gammel institution. Dets samling af kostumer betragtes som ganske ene­ stående. I fyldte garderobemagasiner opbevares ca. 30.000 drag­ ter fra teatrets forestillinger helt tilbage til det 18. århundrede. Ved opførelsen af Holberg-komedier anvendes stadig i visse til­ fælde disse gamle kostumer, hvis kostelige gedigne materialer synes uforgængelige, og som har været båret af skuespillere og skuespillerinder, der levede samtidig med Ludvig Holberg. T id­ ligt blev det sædvane inde i kostumet med blæk at skrive navnet på den kunstner, der har anvendt det. De slidte bukser, som alle fremstillere af Holbergs Jeppe på Bjerget har haft på, bærer så­ ledes navnet Gielstrup, den mand der spillede rollen i 1787. En særlig patina findes også over en del pragtfulde hofdragter, der efterhånden er blevet testamenteret til teatret; stadig bruges den mørklilla „gesandtdragt“ , som den danske minister har båret ved

3 1

Regieprotokol. På de opslåede sider findes notaterne om Beaumarchais’ Figaros Giftermaal fra og med førsteopførelsen 1786. De forskellige kolonner giver op­ lysninger om rollebesætninger, dragter, rekvisitter, dekorationer, opførelsesdatoer og regissørens opgaver. (Det kgl. Teater)

Napoleon den Førstes kejserkroning. Et tiltrækkende materiale for historikere, og samtidig en levende bestanddel af Det konge­ lige Teater. Af endnu større teaterhistorisk interesse er det skriftlige mate­ riale, der findes på teatrets regissørkontorer og dets bibliotek. Den protokol, hvori stadig aftenens forestilling og eventuelle ændrin­ ger i rollebesætningen antegnes, kan i visse tilfælde være påbe­ gyndt omkring 1780. I disse tykke folianter noteredes i gamle dage, til støtte for regissørens hukommelse, oplysninger om deko­ rationer, om dragter og rekvisitter m. m. På teaterbiblioteket, der tillige fungerer som studielokale for de teaterhistoriestuderende 32

ved Københavns Universitet, forefindes endvidere regiejournaler fra ca. 1780 og videre frem: regissørernes dagbøger, hvor oplys­ ninger er at finde om det daglige prøvearbejde og tillige om de enkelte spilleafteners forløb. Yderligere er man i besiddelse af inventariefortegnelser lige fra teatrets første tid og af nogle små maskinmesterbøger fra tidsrummet 1820-74, dels anvendt af sce­ nemesteren, dels bag scenen af det tekniske personale. Ved hjælp af dette materiale, hvis lige ikke findes mange steder, er det mu­ ligt for teaterhistorikeren at udlæse meget om teatrets opførelses­ praksis gennem 200 år. Fra senere tid findes et rigt materiale af instruktionsbøger, de­ korationsudkast og sceneplaner, bl.a. til Bournonvilles balletter; særlig værdifulde er de instruktionsbøger, der fortæller om Ibsen- forestillinger fra slutningen af det 19. århundrede og Holberg- forestillinger fra begyndelsen af det 20., udarbejdet af den store realistiske iscenesætter William Bloch, danskernes Stanislavski, der tidligere end russeren, men ud fra de samme forudsætninger udførte et instruktionsarbejde af lignende karakter. Teaterhistorikeren kan desuden hente værdifulde oplysninger fra den del af teatrets arkiv, som nu er placeret på Rigsarkivet og på Det kongelige Bibliotek, hvor også en del af kapellets enestå­ ende nodemateriale er opbevaret. For det teaterinteresserede pu­ blikum er der rige indtryk at hente på.Det danske Teatermuseum. Det har til huse i et lokale, der i sig selv er et museum: Christian V I I’s føromtalte gamle hofteater, hvor kongens franske trup spillede fra 1768 til 1772. Lokalet har siden da ført en broget til­ værelse; i visse perioder (1772-85 og 1804-16) fungerede det som anneksscene til Det kongelige Teater, der desuden i lange tider benyttede det som undervisnings- og prøvelokale. 1842 gen­ nemgik dets tilskuerplads en ombygning, hvorved lokalets rokoko­ præg forsvandt. Til gengæld har det siden da ikke været ændret og rummer nu en særdeles rig samling af dansk teaterhistorisk materiale, samlet siden museets oprettelse i 1922 af en enkelt mand: dr. Robert Neiiendam. En meget stor del af dette mate­ riale vedrører teatret på Kongens Nytorv.

5

33

Christopher Pauli Rose (1723-1784) Den første i rækken af Det kgl. Teaters elskere. På dette maleri fra 1750erne ses Rose med et rollehefte i hånden, muligvis alluderende til hans Leander i Holbergs komedie Hexeri. (Teatermuseet)

Kunstnerne Der er opgaver, som forfatteren til denne lille bog må lade ligge, hvis ikke dens rammer ganske skal sprænges. Det kan ikke næg­ tes, at hvad der i det foregående er gjort rede for, mest har været institutionens ydre rammer, mens det væsentligste er forblevet unævnt: den indre historie, selve ånden i teatret, således som den manifesterer sig i det repertoire, der vælges, og den måde, det fremføres på af teatrets kunstnere. Specielt når det gælder en præsentation af disse mænd og kvinder, viser opgavens håbløs­ hed sig. Det er et galleri af fysiognomier og skæbner, hvor valget er umuligt og faren for en katalogopremsning uundgåelig. Hvilke store Holbergskuespillere skal for eksempel nævnes? Der var nok

34

Utilia Lenkiewitz (17 11-17 70 ) Den første, der på Det kgl. Teater spillede Holbergs komiske koneroller (Magdalonerne, Nille). Maleriet fra 1750erne er tilskrevet Carl Gustav Pilo eller Peder Als. (Det kgl. Teater)

at vælge imellem fra den lystige Harlekin-skikkelse Gert Londe- mann i Holbergs sidste tid til den gigantisk vitale Olaf Poulsen fra årtierne før og efter 1900. Eller hvilke betydelige tragikere skulle omtales fra Peter Foersom og dr. Ryge op til nutiden? Foersom, der i årene efter 1800 med stor dygtighed oversatte en række af Shakespeares skuespil og indledede hans æra på Det kongelige Teater med i 18 13 at spille Hamiets rolle - efter kun at have haft de tre prøver, som man på den tid anså for tilstræk­ keligt; og Ryge, der samme år, 33 år gammel, forlod sin praksis som provinslæge for at levendegøre de patetiske skikkelser i Oehlenschlågers tragedier. Og hvilke af teatrets kunstnere fra dette århundrede skal næv­ nes? Der er navne fra dette århundrede, som teatrets publikum nødigt vil savne, selv i den mest kortfattede navneliste: fra ope- 5 * 35

Michael Rosing (1756-1818) Rosing var elskeren og helten i 1700-tallets føl­ somme tid og tillige en fin karakterskuespiller. Jens Juels pastel viser ham utvivl­ somt i en rolle - ifølge overleveringen i et skuespil fra 1800. (Kunstmuseet) råen Vilhelm Herold og Tenna Kraft, fra balletten Hans Beck og Margot Lander, fra skuespillet Bodil Ipsen, Johannes Poulsen, Thorkild Roose og Holger Gabrielsen. Og endelig må de to næv­ nes, der 83 år gamle med bevaret kunstnerisk kraft optræder på den danske nationalscene: Clara Pontoppidan, den store karak­ terskuespillerinde, som for snart 75 år siden, i 1892 kom til Det kongelige Teater som elev på balletskolen; og Poul Reumert, Danmarks største nulevende skuespiller, til hvis mange triumfer har hørt den aften i 1925, da han på Théåtre Frangais spillede Tartuffes rolle sammen med de franske skuespillere på Moliéres eget sprog. Men hvor skulle man slutte præsentationen? Det er rimeligst at bruge synspunktet fra Det kongelige Teaters særlige fremkal­ delsesreglement: teatret er en helhed, hvorfra enkelte kun und­ tagelsesvis kan drages frem.

36

ti

Bodil Ipsen (1889-1964) som dronning Elisabeth i Schillers tragedie Maria Stuart, en rolle hun ud­ førte i perioden 1928-40. (Mydtskov fot. 1934)

Holger Gabrielsen (1898- 1 9 S 5 ) som Oldfux i Hol­ bergs komedie Den Stun- desløse, en rolle han ud­ førte i perioden 1928-49. (Mydtskov fot. 1948)

37

Skuespillet

Vanskelighederne bliver dog ikke mindre, hvis man vil søge at karakterisere denne helhed indenfor de enkelte kunstarter. For skuespillets vedkommende er det et fremtrædende træk, at man har villet undgå enhver form for ensidighed. Teatret er forpligtet til at give et gyldigt udsnit af det bedste indenfor det klassiske repertoire - dansk såvel som internationalt, og tillige af det vær­ difulde nye, der kommer fra udlandet og tilbydes fra de danske dramatikeres hånd. Man bestræber sig for at løse denne omfat­ tende opgave indenfor de givne rammer. Af nye danske dramatikere, som teatret har spillet i de tre sidste tiår, kan nævnes Ka j Munk (med 11 skuespil) og Kjeld Abeli (med 9 skuespil), endvidere Sven Clausen, Soya, H .C . Branner, Knud Sønderby, Finn Methling og Ernst Bruun Olsen. Af aktuelle internationale navne vil kun få savnes på teatrets spilleliste; John Osborne og Harold Pinter findes ved siden af Brecht og Durrenmatt, Ionesco og Beckett. Men det kan nok betragtes som et symptom, at den moderne dramatiker, der med sine 10 skuespil står øverst på listen, er Jean Anouilh. Der er for­ mer for modernisme, som ikke rigtig egner sig for Det kongelige Teaters scenerum. Teatret savner i høj grad den lille scene, hvor man på naturlig måde kunne arbejde med et ekspcrimental- teaters opgaver. Hvad angår det klassiske repertoire, har man oftere spillet Hol­ berg end Oehlcnschlåger, oftere Moliére end Shakespeare, og oftere Shakespeares komedier end hans tragedier. Nogle statistiske oplysninger om opførelsestal fra den første sæson 1748-49 til og med den 218. sæson 1965-66 vil kunne give indtryk af spillelistens karakter. Man må i forbindelse hermed tage i betragtning, at et reper­ toireteater kun langsomt når de høje opførclsestal. Tilmed var det i første halvdel af teatrets historie sædvanligt, at hvert stykke, også utvivlsomme successer, kun blev opført få gange i hver sæ­ son; en af teatrets største triumfer, Holbergs „Jeppe på Bjerget” , opnåede i løbet af de første 90 år at blive spillet i over 60 sæso-

38

Clara Pontoppidan og Poul Reumert (begge født 1883) som ægteparret Levin i Henri Nathansens skuespil Indenfor Murene. (Mydtskov fot. 1956)

ner, men kunne dog i hele denne periode ikke komme højere end til et sammenlagt opførelsestal på 99. Øverst blandt de danske dramatikere står naturligvis Ludvig Holberg med 4167 opførelser, derefter følger J. L. Heiberg med 3033, Henrik Hertz med 1565, Chr. Hostrup med 1417 og som den femte i rækken Adam Oehlenschlager med 1016 opførelser. Blandt de udenlandske dramatikere har Moliére været opført 1440 gange, Shakespeare 1392 og Ibsen 812 gange. Som en ku­ riositet må nævnes, at to tidsbestemte teaterskræddere i virkelig­ heden besætter første- og tredjepladsen: Scribe med 1535 opfø­ relser hovedsagelig mellem 1830 og 1860, (skulle hans operatek­ ster regnes med, ville tallet komme op på ca. 2500), og Kotzebue med 981 opførelser, hovedsagelig mellem 1790 og 1820; i forbin­ delse med disse sidstnævnte høje cifre bør det ikke glemmes, at en

39

Henrik Ibsens Et dukkehjem, 1879 Fotografi fra skuespillets verdenspremiere på Det kgl. Teater. Slutningsscenen af 3. akt med Emil Poulsen (Helmer), Betty Hennings (Nora), Peter Jerndorff (dr. Rank) og Agnes Gjorling (fru Linde).

meget stor del af både Scribes og Kotzebues produktion bestod af enaktere. Rækken af de enkelte skuespil, der har opnået de største opfø­ relsestal i løbet af de 218 sæsoner former sig således: Heibergs festspil ,JZlverhøj“ 9 11, Drachmanns eventyrkomedie „Der var engang —“ 440, Hostrups studentersangspil „ Genboerne “ 429, Hostrups sangspil „ Eventyr på Fodrejseri “ 418, Heibergs vaude­ viller „N ej“ og „Recensenten og Dyret “ henholdsvis 372 og 371, Henri Nathansens familieskuespil „Indenfor Murene “ 371, Hol­ bergs „Jeppe på Bjerget “ og „Henrik og Pernille “ begge 354. Den tilsvarende række udenlandske skuespil ser således ud: Shakespearcs „Helligtrekongers Aften“ 256, „En Skærsommer­ nats Drøm“ 207, Moliéres „Fruentimmerskolen11 og „Den Ger­ rige1‘ henholdsvis 204 og 203. Herefter følger, hovedsagelig frem­ ført af skuespillets personale, Gilbert-Sullivans operette „Pina- foreu, som siden den danske førsteopførelse 1956 er nået op på 198 opførelser; det danske publikum var velforberedt takket være den hjemlige vaudeville.

40