591954903

9 sige som Tjener for Staten og Statsteatret, blev dennes og dettes loyaleste Tjener og gæveste Beskytter. Undertegnede, der netop i Byskovs Ministertid efter Forhandling med denne blev hentet til Det kgl. Teater som Operaleder under Direktør W il­ liam Norrie, husker fra den Gang hans store og varme Interesse for det Teater, han var sat til at værne. — Men saa gik Aarene, og med dem for­ svandt Byskov fra sin høje Tjenerpost i Statens Administration. Og nu tro­ ede vi alle, at Byskov aldrig mere vilde være at finde blandt Teatrets An­ gribere. Hvad skildrer saa vor Overraskelse — nej, Bestyrtelse, da den fhv. Un­ dervisningsminister Byskov forleden pludselig dukker op igen paa Krigs­ stien — ikke i Odense som sidst i Venstrefolkets faste Borg — men i Aar­ hus i Højrefortet »Jyllandsposten« med en ny Bombe og et nyt Varselsskud i Form af en Kronik om Det kgl. Teater for at faa dette sprængt i Stum­ per og Stykker. Det er aabenbart blevet Taktik hos Byskov at ville erobre og sætte sig fast i Udenomsværkerne først. Vel er Bomben denne Gang som de gode Apotekerpiller indsukret med nogle søde Venligheder som disse: »Jeg er ikke uvenlig stemt over for Det kgl. Teater, aldeles ikke«, og »Jeg spaar, at Pengene bliver bevilget (Talen er om det ved de særlige Forhold nødvendiggjorte større Statstilskud), saa der ikke sker Teatret noget — .« Men ellers er Kronikens Sprængladning kraftig nok, kraftigere, end man før var vant til fra Byskovs Haand. Idet han hentyder til en Udtalelse af afdøde Undervisningsminister Fr. Borgbjerg ved Fremlæggelsen af Teaterordnings-Forslaget i 1929, som lød saaledes: »Det maa staa alle klart, at gaar dette Forsøg, der nu anstilles, som kan gaa, og som skal gaa, og som ogsaa efter min Mening vil gaa, ikke, vil det være den nærmest liggende Udvej for Regering og Rigsdag at lade Det kgl. Teater gaa over til Privatdrift. Jeg afskrækkes ikke fra den Ud­ vej,« skyder Byskov følgende løs: »Forsøget gik ikke, og de senere »Ord­ ninger« gik heller ikke. Jeg vilde mene, at der nu er gjort Forsøg nok og lavet Ordninger nok. Og navnlig mener jeg, det er vanskeligt i Tider som disse at forlange, at Folket skal ofre et Par af de saa haardt tiltrængte Mil­ lioner paa denne Anstalt. Jeg synes ikke, man kan være det bekendt. Hvad Følgen vilde blive af, at Rigsdagen tog den Beslutning, ved jeg jo ikke. Nogle Følger, ogsaa af beklagelig Art, vilde det faa. Jeg tænker her særlig paa, at Balletten sagtens vilde forsvinde eller i alt Fald vilde faa vanske­ ligere og ringere Levevilkaar. Skuespillet vilde nok klare sig; de udmær-.