591948873

havde slaaet sine 12 rungende Slag, begyndte han at Syilge' Ho, Vægter! Klokken er slagen Tolv!

Det var om Midnats Tide Vor Frelser, han blev fodt, Til Trøst al Verden vide, Soin ellers var forødt. Vor Klokke er slagen Tolv.

Med Tunge og Mund Af Hjærtens Grund Befal dig Gud i Vold!

Da han var færdig med at raabe, var han kommet ud for Koutrups Gaard, men bliver da bestyrtet staa- ende, thi han horte en underlig knitrende Lyd, medens samtidig en Regn af Ildgnister dalede ned for hans Fodder. Han saa op og opdagede da, at der stod en Ildsøjle over Koutrups Gaard, ligesom en kvælende, branket Røg allerede begyndte at lægge sig over Gaden. Øjeblikkelig peb han i sin Fløjte, dunkede i Sten­ broen med sin Stav og raabte med sine Lungers fulde Kraft »Brand, Brand!« Oppe paa Ivirketaarnet var Taarnvægterne alle­ rede blevet opmærksomme paa Branden, havde hængt Lygter udenpaa den Side af Taarnet, som vendte mod Brandstedet, samt klemtede med Klokken. Fra de tilstødende Gader skingrede nu de andre Vægteres Fløjter, og man hørte Brandtrommens dumpe, buldrende Lyd. De omkringboende Husværter skyndte sig at sætte Brandkarrene udenfor deres Huse, Bryggernes SlufTer med Vandtønder kom skumplende over de