591771124

vækkelser. Det var præget af almindelig gammeldags folkekirkelighed, dog med et par kredse, der havde en vis tilknytning til indre mission. Og nogle få familier, der havde tilknytning til det grundtvigske navn­ lig gennem højskolen. Men Lund-Sørensen fik som sagt samlet en menighed og lagt et spor, som vi andre har kunnet følge sidenhen. Der kom mange fremmede og gode talere i disse første år. Og der blev begyndt med menighedsmøder og med møder for konfirmander, bl. a. I 1933 var der kransehejsning på den store kirke. Det var atter én af de store dage. Jeg var selv med fra tidlig morgen til sen aften som ordensmarskal ved de forskellige arrangementer dagen igennem sam­ men med en snes andre studenter fra studenterkredsen. Lund-Sørensen’s år ved Grundtvigskirken sluttede i virkeligheden med indvielsen af den store kirke den 8. september 1940. Det var i besættelsens første år, og det blev en dag, der samlede hele folket. Ude i landet sad vi ved radioapparaterne og fulgte med. Jeg husker tydeligt, hvor stærkt det hele virkede på os. Denne dag var Lund-Sørensen manden, der sagde hvad der skulle siges til Danmarks konge og det danske folk og forkyndelsen var stærk og central. Kort efter denne dag søgte Lund-Sørensen embedet som sognepræst ved Frederikskirken. Der var begyndt på Bispebjerg så andre kunne fortsætte. Jeg kan tænke mig, at han har gjort op med sig selv; enten skal jeg blive her alle mine dage, eller også flytte nu. Der kom næsten 25 gode år i Frederikskirken. Stedet her glemtes dog ikke. Lund-Sørensens blev også boende her­ ude. Efter sin afsked i 1966, prædikede han nogle gange her. Og der var ligesom en fornemmelse af, at han følte, at han var kommet hjem. Oluf Olsen var sognepræst fra 1941-1952. Barndomshjemmet var på gården Rørdal ved Nr. Sundby, og dette hjem betød alle dage noget meget væsentligt for ham. Hans vej til præstegerningen gik ikke ligefrem den normale vej. Han sad på ét af Københavns kommunes tekniske kontorer, da han

40