591769790
IV. DØD OG BEGRAVELSE.
M an saa, om jeg saa maa sige, mere naturhistorisk paa Liv og Død i de Tider end nu. Døden var den uundgaaelige Afslutning, som det ikke nyttede at krybe i Skjul for, og var den i Anmarch, skjulte man det ikke for Ofteret; der var ikke Tale om at skaane, man sagde den døende det lige ud; Præsten blev hentet og berettede den syge, og havde han noget at ordne, gjorde han det. Fra det Øjeblik, Døden var indtraadt, var Legemet kun en Ting; man sagde ikke »han« eller »hun« om den døde; det var kun Liget, der var igen, og det omtaltes altid med det lidt hjerteløse »det«, som nu vilde skurre i vore Øren. Og som det var med Døden, saaledes var ogsaa de Ceremonier, der fore gik ved Begravelsen, langt forskellige fra vore, og de var, om der end paa mange Maader gjordes mere af Stadsen, i høj Grad stødende for vore Følelser. Men derfor var vel dog ikke Datidens Sorg mindre end vor. — Allerede den Tid paa Dagen, hvor Be gravelsen foregik, var en anden. En Modebog fra 80’erne siger, at »Ligbegængelser er mest modenske om Morgenen mellem 8 og 9, mindre brugelige om Eftermiddagen mellem 3 og 4 og gemene om Middagen mellem 11 og 12 Slet.« Werlauff siger, at han fra
Made with FlippingBook - Online Brochure Maker