591737236

oven. Her lagde Sandprammene til og lossede deres Last, og her mødte Byens Sandmænd med Hest og Vogn og købte ind. Saa gik de Gade op og Gade ned og raabte: „Sa-and! Sa-and! Her er Sa-and!“ Der var ogsaa nogle, der sang: „Her er — Guldsand!“ Det betød dog ikke, at der var blandet Guldkorn i Sandet; men „Guld“ var bare en „finere“ Udtale af „Gulv“. Det var dengang almindeligt med hvidskurede Gulve, og til at holde dem rene og til at bestrø dem med blev der brugt meget hvidt Sand. Naar Tjeneste­ pigerne hørte Sandmanden komme, stak de Hovedet ud af Vinduet og gav ham Besked: „Hej, du Sandmand, kom op med en Skæppe.“ Skønt det var forbudt Visekællingerne at gaa rundt paa Gaderne og falbyde deres Viser, var der dog ad­ skillige Koner, der trodsede Forbudet. De var saa pjal­ tede og snavsede, at de lignede omvandrende Fugle­ skræmsler. Deres Kurve var fyldt med Viser og Even­ tyr og Historier, og naar de gav en Prøve paa Varerne og med hæs Bøst sang en Visestump, blev de altid om­ ringet af en stor, lyttende Klynge. Saa snart der skete et eller andet mærkeligt, blev der straks digtet Skil­ lingsviser. Saadan blev de kaldt, fordi de kostede et Par Skilling. De var alle sammen „trykt i dette Aar“. Det var snildt, der stod saadan, saa blev de aldrig for gamle. Det var tit fæle Ting, der blev besunget: Mord og Brand og Hekseri. Men Folk holdt mest af den ly­ stige Slags, og Fastelavnsviserne var allerbedst f. Eks.: „En ny Vise om Fastelavns-Glæden hos Ungdommen.