591737236

Det kunde man da forstaa, men saa var der andre, der raabte noget meget mærkeligt: „Moos, Moos, Moos, Moos-ling! Her er Moos-ling!“ De fremmede, der kom til København, havde ikke let ved at begribe, hvad det var, der blev tilbudt, og de spurgte sig selv, om Københavnerne da mon virke­ lig spiste Mus. Saadan lød det. Der var ingen, der rig­ tig kunde lide Muslinge-Bønderne. De blev mistænkt for at snyde, naar de maalte ud, og Folk havde faaet den mærkelige Idé, at det spaaede daarligt Vejr, naar man hørte dem paa Gaden. Mens Muslinge-Mændenes „Moos, Moos“ lød uhyre tungsindigt, smeldede Rejesælgernes Raab rapt og liv­ ligt: „Rejer er godt, tyve Skilling en Pot.“ Det var næsten altid Sømænd, der kom til Staden med de smaa, lækre Skaldyr. De bar dem i det store Net, de var fanget i, og de maatte bruge deres Stemme godt, for lige i deres Kølvand kom Krabbe-Konerne: Ved bestemte Gadehjørner stod Jøder og handlede i deres lange, sorte Frakker, der naaede næsten lige til Jorden. Det var „Sjakrejøderne“, som de blev kaldt. De afsatte gamle Klæder, Barometre, Urnøgler og den Slags Smaating. Jøderne blev haardt trængt af andre handlende. Madammer med Legetøj, Naalema- gere med deres Naale, Børstenbindere og Kedelflikke­ re blandede sig mellem de spadserende. Der var nogle, „Her er kogte Kra-ber! Her er varme Kra-ber! Her er friske Kra-ber!“