591737236

og var saa store, at „man udenfra kan se de derinde staaende Damer og Kavalerer i fuldt Corpus“. Da de gammeldags Butikker forsvandt, var Kram­ bodssvendenes Tid forbi. *1 deres Sted kom de pyntede og næsten alt for vel friserede Kræmmersvende. De optraadte altid yderst høfligt overfor Kunderne — særligt de kvindelige. I Hostrups Komedie „Genbo- erne“ fortæller Amalie Krapylius om Mandrup — „ham, der staar hos Davidsen. lian for op og ned ad Hylderne og krammede meget mere op end jeg havde Brug for, og tænk, han gaar i Butikken med ombøjede Mansketter. Ja, jeg ved saamænd mange Damer, som handler hos Davidsen bare for hans Skyld . . . . naar for Besten Varerne er gode, saa kan man jo gerne tage den Fornøjelse med“. Mandrup „stod hos Davidsen". Kræmmersvendene var ikke ansat, de „stod“ hos den eller den Principal. Det var ikke for ingen Ting, de tit blev kaldt for „Di- skenspringere“. Efter enhver Ekspedition skulde de nemlig med et flot Spring sætte op paa Disken, dreje hurtigt rundt med samlede Ben og skynde sig hen for at aabne og lukke Døren for Kunden. Tæt ved Strøget, i selve Kirkemuren ved Helliggejst ud mod Niels Hemmingsensgade, var der indrettet nogle mærkelige Butikker, der kaldtes „Lærredsbo- derne“. De havde ingen Vinduer, Lyset kom ind igen­ nem Ruder i Døren, saa de var halvmørke, og de ko­ stede derfor kun nogle faa Rigsdaler i aarlig Leje. Her blev handlet med gamle Klæder, og det var her, Pro­ fessor Knud Lyhne Rahbek forsynede sig med Tøj, naar hans Hustru, Kamma Rahbek, syntes, at hans gamle Dragt var bleven for fæl at se paa. Først i 1880 forsvandt „Lærredsboderne“ ved Helliggejst.