591177427
MT BROCKSKE LEGATS \
I KJØBENHAVN.
ETÆNKN ING OG G RO G R AM .
K o l d i n g . KONRAD JØRGENSENS BOGTRYKKERI VED H. P. l^ARBERG, 188(5.'
TRYKT SUM MANUSKRIPT.
^Efterat det af afdøde Grosserer Niels Brock ved Testament af 19. Februar 1796 stiftede Legat, hvorom Bestemmelsen er sålydende: »Til Begyndelse og en velment Grundsten til en »G ro s se re r -Sk o le s B y gn in g , eller at leje Værelser »dertil, hvor en retskaffen Undervisning, foruden »Kristendom, Skrivning og Regning, udi tysk, engelsk »og fransk Sprog at tale og skrive, saa vel som Bog- »holderi m. v. kunde læres for Grosserer og andre »Reelhandleres Børn og deres Pårørende (som udi »England, Hamborg og andensteds haves). gives »Renterne af den Kapital, som bliver til Fond, »10,000 Rdl., skriver Ti Tusinde Rigsdaler D. C. »Hvilken Kapital udbetales til Formanden og de »fire Ældste for Stadens Grosserere, som paa deres »samtlige An- og Tilsvar besørger samme paa bedste »og muligst sikkerste Måde udsat, og Renterne »som formeldt efter bedste Overlæg anvendte. Dog »om nogen af min eller min salig Kones Families »Børn skulde blive ansøgende at nyde Undervisning »i dette Institut, da indtages disse for ha l v Be-
o »taling imod andre, årlig indtil Aret efter de haver »været til Konfirmation. »Udi denne Gård, hvor bemeldte Skole skulde »blive anlagt, kunde og DHrr. Grosserere have deres »Samlings Sal og behøvende Værelser derved til »Bøgers og Dokumenters Bevaring; ligesom Skolc- »holderen da og, når måtte behøves, kunde skrive »for dem udi deres Forsamlinger og besørge et Bud »til Samlingernes Indbydelse —« nu har opnået en Størrelse af 308,000 Kr., har Legat bestyrelsen ment at burde træffe Foranstaltninger til en selvstændig Anvendelse af Legatet i Overensstemmelse med Testators Villie. Den opfordrede i denne Liensigt Lir. Lløjskolefor- stander L. Schrøder til at foretage en Rejse for at gjøre sig bekjendt med lignende Anstalter i Udlandet og derom at afgive Beretning og Betænkning; dels på Grundlag af denne, dels efter Samråd med Lir. Over lærer Pullich har den besluttet Oprettelsen af en Real skole med 4 Klasser for 20 Elever i hver, samt 2 Forberedelses Klasser, i Overensstemmelse med det ved føjede Program, og 1. Maj 1887 at lade dem træde i Live med en Forberedelses- og en Realklasse. Handelshøjskolen så vel som den foreslåede Forbe redelsesklasse for den samt Aftenskolen ville da blive oprettede, efterhånden som der er uddannet Elever og tilvejebragt fornødne Lærerkræfter til disse.
REALSKOLEOGHANDELSHØJSKOLE.
BETÆNKNING OG PROGRAM.
O m en
HANDELSHØJSKOLE I KJØBENHAYN
OG DK FORNØDNE
FORBEREDENDE SKOLER.
EN BETÆNKNING AF
L u d v ig S c h r ø d e r .
har hidtil været Skik at drage et skarpt Skjel imellem det lavere og det h ø je re Skolevæsen og ved det sidste udelukkende at tænke på Universitetet og de lærde Skoler. Kun den, som havde gjennemgået en lærd Skole og derefter havde studeret ved Uni versitetet, kunde regnes til dem, der stod på det højere Dannelses trin. Højere Dannelse og lærd Dannelse, højere Dannelse og akadem isk Dannelse agtedes i Regelen for enstydige Navne. Det har på mange Måder grebet forstyrrende ind i vort Samfundsliv, at det Skolevæsen, som var beregnet på at uddanne Embedsstanden og — ved Siden af den — den lille Skare Mænd, som egnede sig til et strengt videnskabeligt Arbejde, havde fået Eneret på den Ære at kunne meddele en højere Dannelse. Det har efterladt Bitterhed i manges Sind, når „Filisteri1* eller „Spidsborgei’lighed1 blev brugt som Kjendingsnavne på dem, som ikke havde fået den akademiske Dannelse. Det har gjort ubodelig Skade, når der af en gammel Akademiker blev skreven om en seminaristisk dannet politisk Modstander, at han „led under Halvdannelsens Forbandelse1. Får en Gang Regnskabet skal gjøres endelig op over, hvad der har fremkaldt den heftige politiske Kamp i vort Fædreland, og hvad der har gjort den så bitter, så vil det med Rette fremhæves som en Hovedgrund til disse ulykkelige Forhold, at den Eneret, som den akademiske Dannelse har fået på Navn af højere. Dannelse har draget on dyb Kløft igjennem vort Folk, og at mange af dem, der er skilte ved denne Kløft, ikke kan råbe hinanden op, fordi Skils-
missen har fremkaldt Mistænksomhed, og Mistænksomheden har døvetørerne. Hvem der ønsker en fredelig Udvikling i vort Folke liv, har al Grund til at slutte sig til og støtte Bestræbelserne for, at „Monopolet1 på Navnet den højere Dannelse kan blive hævet, og selv de, der ellers føler Ulæmperne ved „den fri Konkurranses1 udelukkende Herredømme i den udvortes Verden, kunde maske bevæges til at støtte Arbejdet for, at der kunde blive eu levende Kappestrid imellem Embedsmænd og næringsdrivende Borgere, imellem Kunstnere og Håndværkere, imellem Byfolk og Landboere, imellem Videnskabsdyrkere og „praktiske Mennesker1, om hvem der i rigeste Mål kunde siges at besidde en højere Dannelse eller, hvad der er det samme, en ægte menneskelig Oplysning. Indretningen af en Handelsskole, som omfattede mere end den blotte Fagdannelse, idet den satte denne i et levende Forhold til en rig Oplysning om det historiske Menneskeliv og om den ud vortes Verden, eller, for at bruge de gængse Kunstord, tog don humane og realistiske Dannelse med på en vidt favnende og grundig Måde, — Indretningen af en sådan Skole vilde være et væsentligt Skridt imod det Mål at bryde det akademiske Monopol og med det samme et B id ra g til at løse den p o litisk e og s o c ia le Knude.
for selve Handels-Virksomheden som for alle andre prak tiske Virksomheder farlig Følge af, at den højere Dannelse er ble ven gjort til ét med den lærde Dannelse, er den, at den største Del af de Drenge, som tidligt røbede gode Anlæg, nar Forældrene kun paa nogen Made havde Penge til det, blev satte til at studere. „Jeg har lidt hårdt nok under det, at jeg ikke var Student, mine Sønner skal ikke være udsatte for det samme; har de kun Evner til det, skal jeg søge at fadem frem ad den Vej.“ Ytringer af den Slags kan man høre den Dag idag, og det er vitterligt, at mange af dem, der har måttet høre ilde for, at de kun var „lialv- dannede“ , er aller ivrigst for at fa deres Sønner ind på en Bane, hvor de ikke er udsatte for at blive stemplede på denne Måde. Men tænker man særligt på Handelsstanden, da er det en Kjends- gjerning, at vi her til Lands ikke har et eneste stort Handels hus, der er gået i Arv og er bleven fortsat med Dygtighed i flere end tre Slægtled. Den fremragende Handelsmands Sønner går i såre mange Tilfælde over i Embedsmændenes eller i de akademisk dannede Godsejeres Rækker; i forrige Hundredår søgte den rige Handelsmand ofte at blive adlet og forlod dermed selv sin Stand. Det er ikke tilfældigt, at mange af de dygtigste Handlende i vort Land hører til dem, der selv har smeddet deres Lykke (homines novi, selfmade men). De har ikke haft mange Medbejlere imel- * lem dem, der havde flere Slægtleds Arbejde at bygge på som den solide Grundvold for deres egen Virksomhed. Men der er ikke gode
Udsigter for den danske Handelsstand, dersom det fremdeles kun skal være en Undtagelse, at en vel begavet Yngling, der er Søn af en rig Handelsmand, vælger sin Faders Levevej af Lyst, medens det ellers kun er dem, som „ikke bar Hoved til at studere" eller ikke har Flid og Udholdenhed til at nå frem ad den boglige Yej, der skal være den faste Stok imellem vore Kjøbmænd, så man for øvrigt må stole på, at der nok fremdeles skal være vel begavede og llittige unge Mennesker, der bliver Ivjøbmænd, fordi deres Forældre er fo r fa t tig e til at lade dem studere, og at der imellem dem skal være Genier, der kan bane sig Yej til en Førerstilling trods de ringe Kår, hvormed de må begynde. Hvem der har Øjet åbent for vor Tids Ejendommelighed, kan ikke være blind for, at der stilles og efterdags endnu mere vil blive stillet store Krav til alle næringsdrivende Borgere i et Land. For nogle Ar siden kunde man høre det sagt af en Fader eller Moder: „Min Søn er kun dårligt begavet; han skal derfor være Landmand". Men den, der kjendcr de Forhold, hvorunder Landmændene må arbejde i vore Dage, vil næppe mere kalde Agerbruget en Stilling for uvidende Dummcrhovedcr. Styreren af den offentlige Handelsskole i Drcs- den, Professor Dr. Albert Benser, skrev for få Ar siden: „Des værre er endnu stedse den Tro udbredt i mange Kredse, at enhver, som mangler åndelig Begavelse, Flid og Virkelyst, dog endnu kan være god nok til at blive Kjøbmand"*). Men den hårde Virkelighed vil uden Tvivl snart vise den rige Fader, som vælger Ivjøb- mands-Virksomheden til Livskald for en dum, doven og sløv Søn, at han har sørget dårligt for ham og selv har de bedste Udsigter til at miste, hvad han ejer. I samme Grad som det bliver erkjendt, at det at blive Kjøbmand ingenlunde er en sikker Yej til Guld gruben**), men at det netop i vore Dage er en såre vanskelig Vej for den, som ikke møder vel udrustet til at tage Kampen op med alle Vanskeligheder, i samme Grad vil det også sandes, at
*) A. Iiensor. Die theorctisclie und praktische Ausbildung fiir den kaufmiinnischen Beruf. Bresdon, 1880. S. 33. Smlgn. It. Kaluiuls Udtalelse jiii Handelsmifdet i Kjøbenhavn i Septbr. 1881. Beretningens Side 00.
Spørgsmålet om en bedre Uddannelse for de vordende Kjøbmænd er et af de allervigtigste, Handelsstanden har at overveje.*) Kan det med Lethed påvises, at der også i mindre vanske lige Tider end de nærværende her til Lands har været en Tilbøje lighed hos Kjøbmænd såvel som hos andre næringsdrivende Borgere til at lade deres Sønner studere, så er der naturligvis endnu mere Fristelse til at gjøro det i Tider, da der bestandig opstår ny Vanskeligheder for Forretningslivet i alle dets Skik kelser. Det er slet ikke til at undres over, at man i Dage, da den fri Konkurranso har sprængt Lavs-Væsenet og til Dels ogsaa Kjøbstad-Privilegierne, da den umådelige Udvikling af Kraft- Maskiner og Arbejds-Maskiner har forøget Vare-Produktionen, og endelig Udviklingen af Midlerne til at bringe selv de fjærnesto Lande i let Forbindelse med hverandre har tiltaget så vidunder ligt, — det er ikke til at undres over, at mange fristes til at for tvivle over Fremtids-Udsigterne, og, om de ikke selv kan trække sig tilbage fra det fri Forretningsliv til en fast lønnet Stilling som Kæmner eller Hospitalsforstander eller Havnefoged i deres By, dog i alt Fald kan ønske at åbne deres Sønner Udsigt til et fast Leve brød. Det spørges fra alle Universiteter, at Tilstrømningen af studerende er i en overordentlig Tilvækst. Medens man her i Landet for en Del Ar siden nedlagde den ene Latinskole efter den anden (i Vordingborg, i Slagelse, i Kolding), så oprettes der nu mange ny (først og fremmest i Kjøbenhavn, men for Eksempel både i Vejle og Kolding). Og hvor der ikke er Latinskole, skal der i alt Fald være Realskole (ny Skoler af denne Art er nylig oprettede i Herning, Silkeborg og Skanderborg). Denne Bevæg else er ved at gå fra Byerne ud på Landet. Og når der så spørges, hvad Forældrene tilsigter med at sætte Børnene i disse Realskoler, da vil Svaret i ni Tilfælde af ti blive dette, at de skal have Pradiminær-Eksamen, for det er dog det første Skridt til at nå frem imod en Ansættelse i Jærnbanens Tjeneste eller et andet lille fast Levebrød. Denne Feber for at skaffe sine Børn Eks aminerhænger sammen med en F ryg t for — det er tit en F lu g t
*) li. Bierfreunds Udtalelse ved samme Møde. Beretningens Side 102.
fra — Kampen med de Farer og Vanskeligheder, som i vore Dage åbner sig for det fri Forretningsliv. Det var mandigere, om man mistede sig til at tage Kampen op. Men det kan man kun ved at sætte langt større Kraft ind på at oprette Skoler, der har disse fri Virksomheder til deres bestemte Mål, end man hidtil har gjort. Og der er da med god Grund fremhævet, at man allermest har forsømt Handelsskolerne, skjønt den stærke Udvikling af Industrien og af Samfærselsmidlerne, som der ovenfor er peget på, netop har stillet Kjøbmændene en hel Række ny Op gaver. Særlige Selskaber og offentlige Myndigheder, Kommunal- Styrelser, Rigsdag og Regering har, om end sparsomt nok, støttet Uddannelsen af Landmænd og Håndværkere; men man har her til Lands næsten udelukkende overladt til Enkeltmand at tage sig af de vordende Kjøbmænds særlige Uddannelse.*) At en Privat anstalt som det griinerske Handelsakademi, der blev stiftet allerede 1848 og under sin nuværende Bestyrers Ledelse (fra 1858 til 1885) har undervist 1471 Lærlinger, har havt en frugtbar Virksomhed, kan i fuldeste Mål anerkjendes. Men den i den sidste Årsberet ning anførte Kjendsgjerning, at „Frckventationstiden var i Gjennem- snit for samtlige Elever 1.1.,73 Måned, og for dem, der have bestået xVfgangsexamen, 1 2 , Måned1, viser tilstrækkeligt, at Anstalten ikke kan tilsigte en meget omfattende Dannelse. I den seneste Tid har Faren for, at de dygtigste Kræfter udelukkende skulde drages hen til Embedsvejen, altså til den lærde Dannelse, vist sig på en ny Måde. Det hedder sig, at et ægte demokratisk Samfund bør være indrettet således, at Vejen til de højeste Stillinger kan stå åben for alle Landets Børn, enten de så er fødte i en Husmandshytte eller på en Herregård, på det usle Kvist kammer i et Baghus i Borgergade eller i Beletagen på en af Bredgades største Gårde. Og for denne lige Adgang til Væddekampen om at komme højest til Vejrs skal Skolen åbne Vej. Der skal være Sammenhæng imellem Almueskolen og Middelskolen (Realskolen), og imellem den og den lærde Skole. Den menige Soldat i Bonapartes *) Smig. L. Hansens Bemærkninger på. det nævnte Møde om „det Offentliges1 førskjellige Forhold til „den tekniske Skole1 og til Handelsstandens Uddannelse. Beretn. S. 104.
Hær skulde „bære Marskalkstaven i sit Tornyster11; det gjaldt kun om, at lian var et lyst Hoved, modig og pligttro, og han havde Udsigt til at fa den i Hånden. Hver lille Dreng, som efterdags kom i Skolen, skulde have Minister-Porteføljen i Lommen; det gjaldt kun om, at han var et lyst Hoved, flittig og udholdende, og han kunde gå frem ad Samfundsstigen lige til de Trin, hvorfra Land og Rige styres; det skulde ikke gjørc noget, om han var fattig; Staten skulde træde hjælpende til, for at alle de mest opvakte Hoveder kunde komme i dens Tjeneste. Der er noget tiltalende i dette Fremtidsbillede. Men det har ogsaa sine store Skrøbeligheder. Et Skolevæsen, der på denne Måde var ordnet til en organisk Enhed, kunde med god Grund sammenlignes med en Jærnvcj, der havde sin Endestation i den højeste Styrelse af Landet. Den, der trådte ind i Pogeskolen, fik Billet til denne Station. Men selvfølgelig var der kun fa, der skulde eller kunde nåden. Nogle kom ikke længere end igjennem den almindelige Børneskole. Andre kom også Middel- skolen igjennem. Atter andre kom halvvejs gjennem den lærde Skole, som knyttede sig dertil. Nogle nåede helt frem til Studenter- Eksamen osv. Der var mange Stationer på denne Jærnvcj. Hvem der ikke kunde vinde med, blev sat af på en af.de mange Mellem stationer; men det er ikke heldigt, at blive sat af undervejs, når Hanen er anlagt alene med deres Tarv for Øje, der skal nå frem til Endestationen. Det vilde være langt heldigere, om Skolevæsnet lignede en Jærnvcj, der på et vist Punkt delte sig i flere. Barne- naturen har samme Trang, og den ene Børneskole må gjærne ligne den anden. Men der kommer et Tidspunkt, hvor Forskellig hederne vil gjøre sig gjældende, og hvor Ensformigheden må brydes. Det er rimeligt nok, at som de virkelige Forhold nu er, vil dette Tidspunkt komme omtrent ved det fyldte tolvte Ar, og at det vil være uheldigt, om man fra den Tid af lader de Børn, der viser Anlæg i bestemt praktisk Retning, få selvsamme Undervisning som dem, hvis Evner tyder på, at de skal have mod Loglig Syssel at gjøre som deres Hovedsag. Det er sikkert med god Grund, at del er klaget ovor, at Forbindelsen mellem Realskolen og Latinskolen har ført til, at hin kom til at træde i Skygge for denne — „det var næsten en Skam for en Dreng at komme i Realklassen, thi det
botød i Regelen omtrent det samme som, at det var en dårlig be gavet eller i alt Fald en doven Dreng"*)—, og at den fristede til at tilsidesætte de Færdigheder i Skrivning og Regning, som Kjøb- mæiulene sætte særlig Pris på hos deres Lærlinger.* **) Så længe Undervisningen for Drenge (og Piger) i Alderen fra 12 til 10 Ar er anlagt, som det nu er almindeligt i de offentlige Skoler, vilde det sikkert være heldigt, om Skolen for dem, der vilde have med det praktiske Livs Sysler at gjøro, blev frigjort fra al Afhængighed af „den lærde Undervisning". I Lande som Holland og Belgien, der igjenném Hundreder af År har blomstret så godt som udelukkende ved deres Handel og Industri, synes der vod Ind retningen af Realskolerne at være taget mere Hensyn til dem, der vælger en praktisk Livsstilling. I Amsterdam er Handelsskolen med sit toårige Kursus sat i Forbindelse mod „en højere Borger skole", der har tre Klasser. „Det kongelige Athenæ.um" i An t- v er pen, der har så stolt en Skolebygning, som man sjælden finder, er delt i liere jævnsides løbende Linjer. I den, som er beregnet på at optage vordende Handlende, undervises i Handelsvidenskab, Handclsgeografi, Handelshistorie og Statsøkonomi. Skolen har et Museum til Undervisning i Varekundskab. Og dog er det i den samme By, at der ved Myndighedernes Medvirkning underholdes en af de betydeligste Handelsskoler for vok sn e Mennesker, som findes noget Sted i Verden. Men endnu mere end at følge et sådant Eksempel ved Indretning af Drengeskoler, vilde det dog have at betyde, om der for Alvor blev — ikke begyndt på, thi der er gjort Begyndelser i den Retning hor til Lands, men — arbejdet videre frem imod det Mål, at der med Føje kunde tales om flere Slags højere Dannelse, at det ikke skulde skyldes Selvstudium alene og høre til Sjældenhederne, når man udenfor do akademiske Borgeres Tal kunde finde højt oplyste Mænd og Kvinder, men at en virkelig ægte og omfattende Dannelse kunde være lige så almindelig hos Kunstnere som hos Vidonskabsmænd, hos Kjøbmrend, Håndværkere og Agerdyrkere som hos Læger og Embedsmænd.
li. Hansen pa ilct nævnte Mddo. Boretn. S. lhs. **) K. Kålunds Udtalelse ved (Siddet, lleretn. S. 9‘J.
Hvad der skulde nås ved den demokratiske Skole, som nu svæver som et Ideal for mange, kunde lige så godt og måske bedre nås ved en sådan Deling af Oplysnings-Vejen. Minister- Porteføljen har ikke hidtil været forbeholdt Mænd med en særegen Fagdannelse, og den vil ventelig blive dot endnu mindre i Frem tiden, og det samme vil gjælde de højeste Poster i Regerings- Kontorerne. Kravet vil med hver Dag blive større på, at den sæ r lig e Sagkundskab kommer til sin Ret i Styrelsen af forskjellige Ting. Man har længe fundet det rigtigt, at de militære Ministe rier lededes af militære Fagmænd. Men det Spørgsmål står nu på Dagsordenen, om den juridiske Eksamen er den rette Forberedelse til at styre, hvad der vedrører Agerbrug og Handel. Der er Tale om Ønskeligheden af et Agerbrugs-Ministerium og et Handels- Ministerium eller om, at der bør ansættes en D ir e k tø r for A g e r b r u g e t og en D ir e k tø r fo r H andelen under Inden rigsministeriet. I hvert Fald vil der tidlig eller sent blive Brug for højt dannede Fagmænd fra disse Erhvervsgrene til at tage Sæde i den øverste Bestyrelse. Der vil da ikke være Grund til at sige, at man ved Skolens Deling forsynder sig imod det demokratiske Princip, i Kraft af hvilket man har opstillet Kravet på den „organiske Forbindelse mellem Almueskolen og den højere Skole1. Men det er klart som Dagen, at hele Sam fundet vilde vinde ved, at der blev en Mangfoldighed indenfor den højere Dannelses Område i Steden for den nuværende akademiske Ensidighed. Mår der her er peget på det ønskelige i, at vi som i andre Bande fik et særligt Handelsministerium, Handels-Direktorat eller Handels-Departement mod „en kommercielt dannet Mand i Spid sen1*), da er med det samme nævnet en af do særlig i Øjne faldende p ra k tisk e Grunde, som må anføres til Støtte for Forslaget om Oprettelsen af en Handelsskole, der kunde meddele en omfattende Oplysning. D e t kan v ist nok ikke stæ rkt n ok frem hæ ves, at d ot er og må b liv e en sådan Sk oles H o v e d fo rm å l at
*) So Forhandlingen om denne Sag pii Haudelsmtfdct i 1884, navnlig Sido 5(5—57 i Beretningen.
danne v irk e lig e K jøbmænd. Men i samme Grad, som den gjør dette til Gavns, vil den også udvikle Mænd, der egner sig til at tage Sæde i den Regerings-Afdeling, der skal varetage Handelens Tarv og derfor bestandig må forhandle med Kjøbmændenes Repræsen tanter. Derfor kan det til Oplysning om Handelsskolens Formål fremhæves, at Opgaven for den først da vil være løst, når en frem tidig Handelsminister eller Handels-Direktør med sine Hjælpere, i Handelsskolen kunde få alle de Kundskaber, de behøvede til at røgte deres Hverv til Gavns, for så vidt disse Kundskaber theoretisk kan erhverves, eller at de i hvert Fald kunde få alle nødvendige Forudsætninger for at kunne erhverve sig de nævnte Kundskaber. Der er nogle andre Livsstillinger, som kan nævnes for at give en Antydning af Højdemålet, hvortil en sådan Handelsskole måtte stræbe. På samme Tid, som Kravet gjøres på et særlig handels- kyndigt Led i den højere Bestyrelse herhjemme, bliver det også gjort gjældende, at der ved vort Lands Repræsentation i fremmede Lande kunde udrettes langt mere til Fremme af vor materielle Udvikling, end dot nu er Tilfældet.*) Det or rimeligt nok, at vi ilden Skade kunde lade en Del af de Forretninger, der nu er hen lagt til Gesandtskaberne i fremmede Lande, gå over i G e n e ra l k on su lers og K on su le rs Hænder. Men der or ikke Tvivl om, at de Mænd, der under disse Navne varetager vort Lands Interesser iblandt de Fremmede, kun da gjør fuld Fyldest, når de jævnlig i udførlige Beretninger giver sådanne Vink, som vor hjemlige Han delsstand kan nytte til at skjønne, hvad den med Iver skal kaste sig over, og få de af sine Landsmænd, der driver Industri eller Agerbrug, til at sætte Kraften ind på. Men for til Gavns at varetage et sådant Hverv, hører også et vidtskuende Blik, og dette kan i det mindste skærpes under en omfattende Fordannelse. Endelig skal det nævnes, at der er god Grund til at sætte sig det til Formål at uddanne virkelig oplyste H an d e lslæ re re , som kunde påtage sig at lede Handelsskoler omkring i Landets forskellige Byer.
*) Smign. Forhandlingen på, Handelsmødet i 1884 om „udsendte Konsuler". Beretn., S. 70, f.
Om der i Danmarks Hovedstad blev en Handels- Højskole med det Mål at uddanne virkelige Kjobmænd-, der også som Ledere a f større dermed- beslægtede Virk somheder som Banker, industrielle Anlæg, Rhcdcrier og Assurancc-Selskabcr kunde gjøre fu ld Fyldest, og som, for så vidt de var bosatte i fremmede Lande og ud nævnte til danske Konsuler, med- Dygtighed kunde vare tage vore Handelsinteresser, — men som tillige, i del Tilfælde at de passede mindre godt til Kjobmandens egentlige L avs kald, havde Betingelserne fo r at kunne gjøre et dygtigt Arbejde i et Handelsministerium eller Handels-Direktorat, eller som Handels-Lærere udenfor Kjobenhavn at kunne virke fo r at hæve hele den danske Handelsstand, — kun da var Opgaven lost, som Tids- forholdene nu stiller.
uj^Når der lier er givet nogle Vink om de praktiske Opgaver, som skulde kunne løses af dem, som fuldt ud benyttede den påtænkte ny Handels-Højskole, og det dermed tillige er antydet, at (len fag lige Dannelse matte meddeles i et videre Omfang, end der har fundet Sted ved nogen af de hidtil bestående danske Handelsskoler, så må det straks tillige fremhæves, at denne .Fagdannelse bør gå Hånd i Hånd med en omfattende almon-menneskelig Dannelse. Når der arbejdes på at nedbryde den lærde Dannelses Eneret på at hedde højere Dannelse, da er det ikke Målet at støtte Udviklingen af et nyt Stændervæsen, men meget mere på at samle alle fra de for- skjellige udvortes Stillinger i Følelsen af, at de tilhører og skal tjene det samme fælles Folkeliv. Til Mærkerne på den ægte Dan nelse hører det, at den ikke blot er en Udvikling af Forstanden, men at den også tager alt andet med, som hører til det ægte Menneske liv. Synskredsen skal udvides fra det enkelte til det hele, fra det små til det store. Viljen skal styrkes, så Mennesket med Snar rådighed kan tage sin Beslutning og med Udholdenhed forfølge sit Mål. Men Sansen skal også vækkes for dot store Samfundsliv, så den enkelte kan lægge sin lille (tjerning ind under den store Ud vikling, og under Arbejdet for sin egen Velfærd stile efter at ramme det hele Samfunds Vel. I Tyskland, hvor man i Udviklingen af Handelsskolerne har vundet et betydeligt Forspring for os danske, har den almen menneskelige Dannelse fra første Færd gået Hånd i Hånd med den
særlige Fagdannclse. Det er ikke tilfældigt, at den første Handels skole, der liar vundet et Navn, stiftedes og blomstrede i H am borg på en Tid, da denne gamle Hansestad ikke blot var den største, rigeste og, udvortes set, livligste By i Nord-Tyskland, men tillige hvad Literaturen angår, Nord-Tysklands, ja hele Tysklands Hoved stad.*) Der var et Theater, som havde en stor Kunstner og en stor Kunstnerinde i sin Tjeneste, og for at Skuespilkunsten yderligere kunde blive udviklet, formåede man 1787 den berømte Æsthctiker og Digter L e s sin g til at flytte til Hamborg for at udgive et Tidsskrift (Dramaturgien), der skulde handle om Skuespillene og deres rigtige Udførelse. Aret efter blev en andenSkjønånd, M a tth ia s C laud iu s, knyttet som Medarbejder til Hamborgs „Adresse-Kontors Efterretninger1'. Men foruden disse to Digtere der havde taget Bolig i Hamborg i Arene nærmest før 1770 — senere tog Klopstock fast Ophold der — var der mange andre Mænd samlede med Sans for Poesi og Oplysning**), og imellem dem nævnes da ogsåMathe- matikeren J. G. Biiseh, som 1707 gjorde Forslag til Stiftelsen af et Handelsakademi og et Par Ar efter trådte til som Bestyrer af det. Endnu da Frederik Perthos 1703 kom til Hamborg, var Biiseh’s Hus et Samlingssted for alt, hvad der udmærkede sig ved Vid, And eller Lærdom-}-). — Fra det Forhold, hvori Biiseh stod til Lessing, Claudius og mange flere af Samtidens betydeligste Mænd, kan der drages Slutninger med Hensyn til Grundprægct, ved hans Handelsskole. Det var, skriver en af Claudius’ Levnedstegnere, Grunddriften i Biiseh’s Liv og Virksomhed, at han vilde knytte Dannelsen til L iv e t og til dets Tarv og Trang.ff) Til hans Lærlingcr hørte den berømte Geograf Alexander von Humboldt og den lærde Historieskriver B. G. Niebulir. „Hvem véd", sagde Direktøren for det tyske Handels-Akademi i Prag ved dets 25. Ars Fest 1881, „hvem véd, om Alexander von Humboldt så tidlig havde vendt sit ø je imod Sydamerika, der skulde åbne ham hans første åndelige Arbejdsmark, dersom han ikke, før han begyndte sine viden- *) Salodes nævnes don af Vilhelm Hcrlist i lians H or om Matthias Claudius, S. CO. *♦) S iii I rh . li. Petersens H or om Matthias Claudius, S. 00 il', t) l*’r. Pertlics’ Leben 1, S. 40. tt) Ilerbst, S. 57.
IH
skabeligs Studier, havde besøgt det Handelsakademi, som det tyske Handelsskolevæsens Grundlægger Biisch havde oprettet i Hamborg, og dér havde gjort Bekjendtskab med de nyere Sprog, som det den Gang ikke var let at fa Lejlighed til at lære, selv i de større Stæder, og med Forholdene i de fremmede Lande?1*) Den næste Hovedmand for den tyske Handelsskole, som også var den første, der trådte i Biischs Spor som Forfatter af tyske Bøger om Handelsvidenskaben, var David A u g u s t S ch ie b e , der blev født i Strasborg 1779. Han var Student og vilde have været Læge. Men under de vanskelige politiske Forhold mistede lians Moder, som var Enke, sin Formue, og da var det, at Sønnen for så hurtigt som muligt at kunne ldive i Stand til at ernære hende, gav sig i Lære hos et Handelshus i Strasborg. Efter endt Læretid, levede lian en Tid som Handelsrejsende, og derpå arbejdede han først for et Hus i Strasborg, så fra 1800 til 1807 for en Bankier i Frankfurt a. M. Men den boglige Syssel, han fra ung af havde haft Lyst til, fik Overtag hos ham. Da han var vendt tilbage til Strasborg, prøvede han at forene praktisk Virksomhed som Kjøbmand med en Lærergjerning for yngre Handlende. Og da hans Lærlingers Tal tog til, opgav han helt sin Handels-Virksomhed og stiftede en stor Handelsskole. Den gik i nogle År. Men så kom der i 1817 og 18 særlig vanskelige Tider. Kjøbmændene måtte indskrænke sig, hvor de kunde. Schiebes Handelsskole gik i Stå, og det var kun med Pennen, han kunde fortsætte sin Virksomhed for at oplyse Handelsstanden, indtil Kræmmerlavet i L e ip z ig tog ham til Leder for den „offentlige Handels-Læreanstalt1 der i Byen, som blev åbnet den 23. Januar 1831. I Heglerne for Undervisningen i denne Skole blev der fra første Færd indført „almen dannende Discipliner1**). Schiebc trak sig tilbage fra sin Gjerning 1850 og døde Arot efter i sin Fødeby. Men hans Efterfølgere, Stoinhaus (1850—62), Odermann (1863—78) og Wolfrum, fortsatte i samme Spor. „Som Schiebe1, skriver den sidste, „på sin geniale Måde havde opfattet *) Karl Aronz: 26de Årsberetning fra Prager Handels-Akademiet, S. 9. **) Wolfrums Festprogram til Leipzigcr Skolens Halvhmidrediirs-Fest 1881, S 27 Fra samme Skrift er Oplysningerne taget om Schiebes Liv.
Anstaltens Bestemmelse, og fastslået Undervisningsplanen for den højere Afdeling*), lå Tyngdepunktet vist nok i den Undervisning, der idev meddelt i Handelsvidenskaberne; men der var også taget Hensyn til den almindelige Dannelse. Undervisningen i det tyske og i de moderne Sprog var ikke tilspidset efter Kjøbmandens nøjeste Trang. Han sørgede for dygtig Indøvelse i Grammatiken og for Øvelse i frie Foredrag, han førte Lærlingerne ind i den klassiske L ite r atur og udviklede deres Sans for og Duelighed til at tinde velordnede Udtryk for, hvad de tænkte. I den øverste Klasse blev der stedse ikke blot oplæst nogle fremragende Værker af tyske og udenlandske Digtere; men de blev også oplyste med Hensyn til Form og Indhold, så at de unge Hjærter kunde blive gjort modtagelige for det store og skjønne. Skolen var, som dot fremgår af tidligere Lærlingers Udsagn, så lykkelig til forskjel- lige Tider at have Lærere, som forstod at gjøre Sprog-Undervis ningen frugtbar i sædelig Retning. Også Historie-Undervisningen kunde, skjønt den ikke favnede vidt, ikke forfejle at virke paa And og Gemyt ved livfulde Billeder af enkelte store Kultur perioder, når Læreren kun forstod rigtig at meddele dem.“ Der er efter Sehiebes Bortgang fra Skolen indtrådt et Fod bold, som nødvendig yderligere bar måttet skærpe Skolens Om sorg for de mere almen-dannende Fag. Den har ligesom de lign ende Skoler i Dresden og Chemnitz fået den Ret, at de af dens Lærlinger, som bar bestået Afgangsprøven ordentligt, bar Lov til at melde sig som etå rige F r iv illig e ved Hæren. Den Be stemmelse, der er gået over fra den prøjssiske Hærordning til de andre tyske Hærordninger — og for øvrigt også til den øster- rigske, — at Mennesker med en mere omfattende Dannelse kan slippe for don trykkende treårige Krigstjeneste imod at holde sig selv med al Ting som etårige frivillige, har øvet en mægtig Ind flydelse på Skolevæsenet i Tyskland. Men navnlig er det da bleven en Livssag for sådanne Skoler, som de højere Handels skoler, at tilfredsstille de Krav, som Regjeringerno stiller til „de
*) Således kaldes den egentlige Handelsskole i Modsætning til Undervisningen for Handelslærlinger.
etårige". Der er ingen Tvivl om, at Skolerne har fået en væsent lig Tilgang af unge Mennesker, der vil opnå denne Ret. Og derfor er den Retning, hvori Schiebo havde ført Skolerne ind, bleven fastslået og til Dels yderligere udviklet. Dette Forhold kan måske bedst oplyses ved at se et Øjeblik på den med Leipziger-Skolen beslægtede Skole i Dresden . Di rektøren for Christiania Handelsgymnasium, Chr. Lars sen, som, inden han begyndte sin Virksomhed der, foretog en længere Rejse for at gjøro sig bckjcndt med lignende Læreanstalter i Ud landet, og som har offentliggjort en Beretning om de Indtryk, han modtog, skriver således om Skolen i Dresden: „Som bekjendt er Dresden en By med stærkt udpræget Skjønheds- og Kunstsans. Det sachsiske Kongehus har mange Generationer ned igjenncm ud mærket sig ved en vis Tilbøjelighed til Pragt og en udviklet Smag for det skjønno på Kunstens forskjelligo Områder, hvilke Inter esser store, nedarvede Rigdomme har tilladt Fyrsterne at følge. De forskjelligste Samlinger og Indretninger vidner om Kongernes utrættelige Iver i at realisere sin Tilbøjelighed: Maler- og Musik akademiet står i Flor, „Grimes Gewolbe" indeholder Juveler, Smykker og middelalderlige Kunstskatte af uvurderlig Værdi, og fremfor alt stråler Zwingeren’s pragtfulde Bygningskompleks med Samlinger af mange Slags og med Perlen blandt dem alle, det verdensberømte Dresdenergalleri. Når hertil kommer Byens maleriske Beliggenhed på begge Sider af Elben og lige i Nær heden af det vidunderlig skjønne sachsiske Schweitz, vil det ikke synes underligt, at Dresdcnerboorens Øje alt fra en tidlig Alder af er opladt for det skjønne, at han sværmer for det, der tilfreds stiller hans medfødte ideelle Trang, og derfor overalt gjennem Til fældighedernes tilsyneladende Virvar søger de evige Loves Harmoni. Denne æsthetiserende Retning, der på så mange Måder kommer til Syne i Dresdonerlivet, har også uvilkårligen påtrykt Under visningen i Dresdener Handelslæreanstalt sit Præg. Jeg har der ved den dagligo Undervisning hørt Foredrag i Kulturhistorie, i Kunsthistorie, i æsthetisk Kritik, som kunde hævde sin Plads fra ot hvilket som helst Universitets Lærestol; jog har der hørt de spredte merkantile og økonomiske Fænomener sønderlemmes, sigtes
og atter sammenføjes til organiske Enheder med en dialektisk Fin hed, der ikke skulde gjort nogen Rhetor til Skamme, kort sagt — der gik gjennem den hele Undervisning en vis velgjørende åndig Duft, som gjorde den behagelig og tiltrækkende, og som knyttede Lærere og Elever til hverandre med alle Sympathiens og Agtel sens Bånd. Denne Undervisningens idealiserende Retning, der kan synes noget fremmed for en på det realistiske rettet Fag skole, men som med forstandigt Mådehold holdtes indenfor de rigtige Grænser, har vist nok bidraget til at gjøre Dresdener- skolen afholdt i videre Kredse.1'*) Siden Påske 1870 har Dr. C h ristian Sem ier været Lærer — dog ikke Enelærer — i tysk Sprog, Geografi (ikke Handels geografi) og Historie ved den Dresdéner Handels-Læreanstalt, og det er formodentlig ham selv, der har givet nogle Oplysninger om sin Undervisning i den sidste Årsberetning, der tillige indeholder en Afhandling af ham om „Goethes Clavigo og Digterens sædelige Verdensanskuelse". Det hedder således om Undervisningen i tysk Sprog og Literatur, hvortil der i det forberedende Kursus er hen lagt 5, i tredje (nederste egentlige) Handelsklasse 4 og i de to øverste Klasser hver 3 ugentlige Timer: „I det forberedende Kursus og i den tredje Klasse bliver der ugentlig brugt eu Time til at tale om og gjennemarbejde de vigtigste Dele af det tyske Sprog: Til at indøve Ortliografion bliver der af og til skrevet Diktatstile. Oplæsningen af gode Prosastykker, som falder vor Ungdom så svær, fordi den så sjælden finder Opmuntring og så sjælden bliver indøvet i Forældrenes Huse, kan hel godt forenes med Undervisningen i Historie og Geografi; i de lavere Klasser frem- byder Læsebogen**) tilstrækkeligt Stof. For øvrigt benyttes særligt klassiske Digtninger til Oplæsning. Af sådanne bliver der i hver Klasse årlig oplæst og forklaret tre eller i det højeste fire. For at betegne Landingernes Standpunkt anfører vi de Digtninger, med hvilke vi plejer at veksle i Årenes L øb : v
*) Larssens Årsberotn. fra 1870. **) Denne bruges ikke i Klasserne II og I, og i TC1. III kun ved Sidon af Wio- dasch’ Oversættelse af Odysseen.
Det forberedende Kursus: Gocthes Reineckc Fuchs, Scliillors og Uh- lands Ballader, Schillers 'Wilhelm Tell o. s. v. Prosastykker af Læsebogen. Kl. III: Schillers Lied von der Glocke, Gocthes Giitz von Berlichingen, Leasings Minna von Barnhelm, Schillers Wilhelm Tell, Homers Odyssé, Prosastykker af Læsebogen. Kl. I I: Goetlies Hermann und Dorotliea og Egmont, Schillers Wallenstcin, Heinrich von Kleists Prinz von Homburg, Shakespeares Julius Cæsar, „Som man behager", Henrik IV, første Del, o. s. v. Kl. I: Lessings Nathan der Weise, Heinrich von Kleists Zcrbroclioncr Krug, Goethes Iphigenia og hans lyriske Digte, Torqvato Tasso, Sophocles’ Antigone, Shakespeares klassiske Dramer. Tysk Sprog og Literatur må, med Hensyn til den hum an istiske Opdragelse yde Handelsskolen Erstatning for Undervisningen i Latin og Græsk, som Gymnasierne gjør til Hovedgrundlaget derfor.l‘ Angående Øvelsen i at skrive tysk Stil gjøros den Bemærkning, at den rolige og sikre Måde at fortælle på falder meget svært for de nordiske Ynglinger, der ikke i deres Hjem har lært at fortælle Æventyr, som den unge Goethe øvede sig i hos sin Moder, og dog er denne Kunst meget nødvendig i Livet. Undervisningen i Lite- raturhistorie må ikke blive en Samling af Kundskaber, der svæver i Luften. Dot gjælder meget mere om en p å lid e lig V e jle d n in g til Læ sn ing af p oetiske M estervæ rker. „Homers Odyssé baner Vej for Goethes Hermann und Dorotliea og Iphigenia, og Shakespeares Henrik IV, Julius Cæsar og Macbeth kan sikkerligt bedre fremme Ungdommens humanistiske Opdragelse end en Sam ling af biografiske og kritiske Notitser om den gammeltyske Litera tur eller om Opitz’ Levetid. Ungdommen skal ved Hjælp af de bedste Værker lære at lejende, hvad der i Sandhed er skjønt; den skal derved opnå at få en med lleligionen beslægtet ideal Verdens botragtning og fra Skolen af medbringe til det senere Liv Glæden ovor solid Læsning. Ved Siden af Fortolkningen af Digterværkerne indøver Læreren den dialektfri, rigtige og smukke Op læ sn ing, for at vække Kunstsansen og Forståelsen af Digterværkernes Fremstilling på Skuepladsen. Læsningen fører også ind på Betragtninger over den plastiske Kunst. Odysseen, Hermann und Dorotliea så vel som Iphigenia opfordrer til Betragtningen af Skulpturer og Gibsafstøb- ninger, og Shakespeares realistiske Stil er i Slægt med den nederlandske Skole. Dresden giver sa god Anledning, som man
kan ønske sig, til sådanne Sammenstillinger, og Besøg i Gallerierne under Lærerens Vejledning efterlader blivende Indtryk.“ Meddelelsen om den historiske Undervisning, som særligt dvæler ved Nutiden, og som søger at hjælpe Lærlingerne til at fa en klar og bestemt Livsanskuelse og en rigtig Målestok for Opfattelsen af Samtiden, er skrevet ligeså fornøjeligt som den om Undervisningen i tysk Sprog og Literatur. Samlingerne benyttes til at oplyse svundne Tiders Kulturhistorie, Bygninger i Freiburg og Meissen til at oplyse den romanske og gotliiske Bygningsstil, Slottet i Dresden til at oplyse den florentiske Paladsbygning ved Begyndel sen af Renaissansen, „der Z\vinger“ til at oplyse Barok-Stilen o. s. v. Ikke mindre opfordres Ungdommen til under Besøg i Billedgalle: riet at agte på Raphaels, Tizians og Correggios ideale Stil så vel som på Holbeins, Rubens’ og Rembrandts Realisme. „Således knytter vi os til det nærliggende, vækker Lysten til at gjøre Iagt tagelser og opliver Sansen for Menneskehedens uforgængelige Skab ninger. “ Man vil sé, at Direktør Larssens Skildring af sine Indtryk fra Dresdens Handelslæreanstalt passer godt nok med den Fore stilling om Undervisningen i Modersmålet og Historien, som Pro- grammet uvilkårlig fremkalder. Jeg skal tilføje, at jeg har haft Lejlighed til at overvære tre Undervisningstimer på denne Skole, og at jog særlig har haft stor Glæde af at høre Dr. Chr. Semier fortælle om „Kanonaden ved Valmy“ , hvorom Goethe, der var Øjenvidne, samme Aften sagde, at med den begyndte en ny Epoke af Verdenshistorien, og om hele det prøjssiske Felttog mod Frankrig i 1792, som sku ld e mislykkes, for at ikke de ved Revolutionen rystede middelalderlige Statsforhold skulde blive gjenoprettede og befæstede. I de to andre Undervisningstimer, jeg overværede, blev der med øverste Klasse talt om Handels-Geografi og om Handels-Ret, og begge do to Lærere (Direktøren, Prof., Dr. Benser, og Vice direktøren, Prof. F indeisen ) gjorde Indtryk på mig som dygtige Mænd, der havde fuldt Herredømme over deres Stof og stor Iver for at skaffe Lærlingerne en sikker og klar Opfattelse af det. Efter mit Skjøu er der da ikke mindste* Grund til at frygte ut det
vv
dygtige Arbejde, der af Mænd som Dr. Semier bliver gjort for gjermem Oplæsningen og Tydningen af Digterværker og gjennem Historie-Undervisningen at påvirke Læi’lingernes Sjæleliv ved at vække og nære deres Sans for, hvad der er sandt og skjønt, stort og ædelt, — der er ingen Grund til at frygte, at dette Arbejde hæmmer den Undervisning i de nyere Sprog og de egentlige Handelsfag, der giver Skolen i Dresden sin Karakter som Fagskole. Og hvad der gjælder om Skolen i Dresden, gjælder sikkert også om de to andre betydelige sachsiske Skoler, i Leipzig og Chemnitz. Men d et var jo mu ligt, at der kunde findes et b ed re M id t punk t for den alm endannende Op lysn ing end F o r d y b e l sen i P o e s i og K un st; disse store Sider af Menneskelivet bør sikkert ikke overses; men et andet Spørgsmål er, om man ikke i Tyskland er tilbøjelig til at trække dem for stærkt i Forgrunden. Dog derom senere. Der er en anden Ting, som jeg straks vilde indvende imod de sachsiske Skoler, og det er, at de er anlagte på at have Lær linger i Alderen fra 15 til 18 Ar, ikke på mere udviklede Mennesker. De Lærlinger, jeg så på øverste Klasses Skolebænke i Dresden, forekom mig ikke en Gang at være så gamle som Disciple i øverste Klasse i en dansk Latinskole. Med den unge Alder følger så ad skilligt mere. Vist nok ikke i Historietimen, men i begge de andre Undervisningstimer, da jeg var til Stede, indøvedes Stoffet ved en Overhøring som i en Drengeskole — dog så jeg ikke noget til Karaktergivning — ikke ved Foredrag som i en virkelig Skole for voksne Mennesker. Tallet på Lærlingerne i en Klasse-Afdeling er begrænset til 24, hvad der ingen Grund er til i virkelige Fore dragstimer, så rigtigt som det end er i Timer, da der skal under vises i Sprog eller i at arbejde med Handelsbøger. Der er meget nøje Bestemmelser, hvorefter Lærlingerne må rette sig i deres hele Vandel, og øves overhovedet en Skoletugt som over for Drenge, som ikke kan tåle den Frihed, der for Eksempel indrømmes Stu denter*). Og hvad Lærerne angår, da er i Leipzig 22 det regel- *) I Direktør Wolframs Festskrift fra Leipziger Læreanstalten, S. 30, stilles ud trykkelig Tilsynet med Skolens Lærlinger i Modsætning til den Frihed, der kan indrømmes de åndeligt og legemligt mere udviklede „Akademikere1.
mæssige Tal på ugentlige Timer, enhver fast Lærer skal have. En sådan Lærer er, også hvad Løn angår, omtrent stillet som en Lærer ved en lærd Skole. Han har ikke Tid til at fordybe sig således i sit Stof som den, der skal røgte sit Hverv til Havns ved en virkelig videnskabelig Højskole. Når mange af Lærerne ved de sachsiske Skoler desuagtet har fundet Lejlighed til at yde forholds vis store Bidrag til Literaturen, særligt til Handels-Literaturen, da rnå de være i Besiddelse af stor Flid og Arbejdsdygtighed, som vi også stundum finder det hos en Latinskolelærer, der kan være virkelig Videnskabsmand samtidig med, at han er praktisk Skole mand, inen som vi ingenlunde kan vente, vil være noget almindeligt. Skal det Mål nås, der oven for er betegnet som det, man må tilsigte med en Handelshøjskole i Kjøbenhavn, at der på den kan forberedes virkelige Kjøbmænd, der også kan gjøre Fyldest som Ledere af større med Handelen beslægtede Virksomheder som Banker, industrielle Anlæg, Rhederier, Assurance-Selskaber, så vel som Mænd, der er skikkede til en frugtbar Virksomhed som Konsuler, Mænd, der er skikkede til at virke i Styrelsen af et Handelsdepartcment, og Mænd, der selv kan gjøre Fyldest som Lærere på Handelssko ler, da kan man ikke nøjes mod at indrette Skolen for Lærlinger på en Alder fra 15 til 18 Ar, og da kan man ikke nøjes med at have Lærere, som kan give en solid Undervisning i henved fire Timer daglig, men hos hvem man ikke har Lov til at kræve Evne til se lv stæ n d ig grundig Fordybelse i deres Undervisningsfag. Der blev ved Handelsmødets Forhandling i 188-1 om, hvad der skulde gjøre s for en bedre Uddannelse af vordende Kjøbmænd, med Føje fremhævet, at det især gjaldt om, at de unge lærte selv at lære. Det er vist nok Mærket på al god Skolegang, at man der- igjennem skal nå Erkjendelsen af, at man a ld rig b liv e r fæ rd ig med at lære, men hver Dag trænger til at lære mere, og det gjæl- der så om med Trangen til at lære, så længe man lever, at have fået F o ru d sæ tn in g en for stad ig at kunne udv ide sine Kundskaber. Men gjælder dette i sin hele Almindelighed, så gjælder det ganske særligt om Kjøbmænd, at de trænger til at have lært, hvordan de ved Selvarbejde bestandig kan lcomme videre. De må kunne „følge med Konjunkturerne". De må kunne agte
på do Bevægelser, der foregår på Handelsmarkedet og i den industrielle Yerden, men også med dem, der foregår i det politiske Liv, i det nære og i det fjærne. En god Kjøbmand må være årvågen og lydhør og liave en vid Synskreds til alle Sider, som Nordboerne fremstillede Hejmdal. Han må ikke blot forstå at gribe Øjeblikket og smedde, mens Jernet er varmt; men han må også have Drift til at følge Tidens Omskiftelser og Evne til at forstå, hvad Forandring do vil frembringe på den Plads, hvor han har sin Virksomhed. Det er et Tegn på en vel oplyst Handels stand, hvor der er Deltagelse for sådan Tale og Skrift, som har til Mål at, oplyse, hvad der bevæger sig i Samtiden. Men det er intet godt Tegn, når et Foredrag i en Handelsforening, boldt af en dygtig Afrika-Rejscnde og bestemt til at oplyse Forholdene i hine Egne, på hvilke Tysklands Opmærksomhed ved Bismarcks Kolonialpolitik særlig er bleven henvendt, kun kan samle en 18 til 22 Tilhørere. Når sligt, som jeg bragte i Erfaring, kan hænde i en stor Handelsby, hvor man i en lang Årrække har holdt Handelsskole for Lærlinger i cn Alder af 15 til 18 Aar, af hvilke der nu ventelig er et stort Tal, som er selvstændige Forretningsmænd og Medlemmer af Kjøbmands- foreningen — så turde det hænge sammen med en Fejl ved Sko len, og navnlig da den Fejl, at den tager sine Lærlinger i for ung en Alder, inden der hos dem selv er vågnet en Række Spørgsmål, hvormed de kan møde på Skolebænken. I samme Grad som dette er Tilfældet, i samme Grad vil også Spørgsmålene blive besvarede, og det vil blive en frugtbar Erfaring for Lærlingernc, at der i Handelsskolen og i den Kreds, der slutter sig om den, vil være Svar at finde på de Spørgsmål, der også siden vil dukke op hos dem. Med Øret kan de opfatte disse Svar ved at samles om Fore drag, som der må kunne holdes, og Forhandlinger, som der må kunne føres, om de Ting, som til enhver Tid bevæger Handels verdenen, og med Øjet må de, når de bor langt borte fra Handels skolen, kunne følge noget af det samme. Thi hvor der virkelig bliver samlet en Kreds af dygtige og grundige Lærere om en Skole af denne Slags, der vil det nødvendig afføde den Handels-Literatur, som nu savnes, da vil der blive Mænd til at skrive de stadige Artikler om Handels-Spørgsmål, som det på Handelsmødet i 1885 m
viste sig, der var Trang til, nar (ler spurgtes om et særligt Organ for Handelsstanden. Vil man have en Skare Kjøbmænd opdragne, som har Trang og Evne til at blive ved at lære, og vil man have Mænd, der kan give en Håndsrækning til at tilfredsstille denne Trang, da må man ikke nøjes med efter tysk Forbillede at stifte en Handels skole, der kan gå jævnsides med de tre sidste Klasser af en Latinskole; men da stile man efter en v id en sk a b e lig H ø jsk o le for H an d lende, der delvis kan gå jævnsides med den lærde videnskabelige Højskole, en Læreanstalt, der i alt Fald for sine bedste Lærlinger virkelig kan fortjene Navnet „Handels-Akademi1 eller „Handels- Universitet11; thi disse Navne betyder det selvsamme. For øvrigt er det vel bedst ikke at bruge Navnet, men at gjøre Gavnet. Der er endnu en Hoved-Indvending, jeg har at gjøre imod, at Handelsskoler som de sachsiske og flere andre, der nærmest er dannede efter deres Forbillede, væsentlig er beregnede på Lærlinger i Alderen fra 15 til 18 Ar. Ved disse Skoler vil der nødvendig uddybes en Kløft imellem Detaillister og Grossister, imellem Butiks handlende og Kontorfolk. Det er det gode ved at tage den almen menneskelige Dannelse op i den særlige Fagdannelse, at den kan bidrage til at afværge, at Handelsstanden som Stand skiller sig ud fra andre Stænder — i det menneskelige og folkelige, i Beundringen for det sande og det skjønne, det store og det ædle, bør man kunne mødes fra de forskjellige Stænder. Men det er såre uheldigt, om der så skal dannes en ny Kløft, således at der ganske- vist bliver Adgang til højere Dannelse for Handlende, men da også kun for dem, der fra D ren g eå ren e af væ lger K o n to r -Y e je n . Det vil næppe kunne undgås, at der i Tyskland vil komme store Vanskeligheder ud af den Kløft, som Bestemmelsen om „de etårige frivillige1 har draget i Samfundet, og det står som meldt i Sammen hæng med denne Militærlov, at der bliver en Kløft imellem dem, der besøger den treår ige Handelsskole, til dels for at kunne blive etårige frivillige, og dem, der må nøjes med et e tå rig t indskræn ket Kursus (som det dresdenske „kaufmånnischer Kurs"), mon så bag efter må være Soldater i tre Ar. Der har her*til Lands i sin Tid været -og er måske enkeltvis .endnu Kirurger, som ikke har
taget Studenter-Eksamen; de blev ikke regnet stort af de studerede Læger. Der har heller ikke altid været det hedste Forhold mellem „danske1 og „latinske1 Jurister eller imellem Kadetakade miets Officerer og den militære Højskoles Elever. Den Slags Misforhold kan ikke helt undgås. Men man skal betænke sig vel, inden man uden tvingende Nødvendighed fremkalder, hvad der kan give Anledning til slige uheldige Forhold. Dersom Handelshøjskolen kunde anlægges på at tage imod Lærlinger, der havde fyldt atten År, så vilde den kunne indrømme disse al den Frihed, som kan forenes med ordentlig Skolegang, så måtte den anlægge en væsentlig Del af Undervisningen på at med deles gjennem fri Foredrag, så måtte den stille det Krav til Hoved lærerne, at de var Videnskabsmænd, hver i sit Fag, og — så kunde den tage imod sådanne Lærlinger, der havde gjennemgået en Læretid i en Butik, lige så fuldt som dem, der kun havde Kontorvejen til deres Mali Under Forudsætning af, at der kan blive Enighed om, at det er heldigt, om Handlende af begge Slags kan mødes i det mindste i nogen Tid i Handelshøjskolen, kan der atter spørges, om den kunde indrettes således, at de. der i Løbet af det første Ar blev klare over, at de skulde vende tilbage til Butiken, virkelig samtidig kunde få som et samlet Hele, hvad de især trængte til som Detaillister, medens dette Ars Undervisning desuagtet kunde danne et heldigt Grundlag for dem, der vilde gå videre og i Løbet af det andet Ar erhverve sig en kommerciel Dan nelse som den, man må ønske hos Ledere af Grosserer-Forretninger, — og der kunde spørges, om man kunde nå endnu videre, eller om der skulde et tred je Ar s Undervisning til at krone, hvad der var arbejdet på i de to, ved at føre til det Mål, som i det foregående flere Gange er nævnt som det, der må tilstræbes ved Hjælp af en virkelig videnskabelig Handels-Højskole, at den store Skibs- Rheder og Lederen af et omfattende industrielt Foretagende ikke mindre end Bankchefen og Konsulen, Direktøren i Handclsdepartc- mentet og Bestyreren af en Handelsskole iblandt dens Lærlinger kunde finde dygtige Hjælpere. Det må gjemmes til Udviklingen af Planen i det enkelte at besvare disse Spørgsmål. Rimeligvis vil kun Erfaringen give et fyldestgjørende Svar. Men det må straks
Made with FlippingBook - Online magazine maker