591176978

Brystet, er af en saadan Beskaffenhed, at Barnet ikke taaler den. Barnet har Intolerans overfor Moderens Mælk. Det er dette, som populært udtrykkes ved, at Mælken er usund.« Jeg har tidligere ikke været klar over, at Barnet ikke alene ikke taaler sin egen Moders Mælk, men ogsaa har Intolerans overfor en hvilken som helst Ammes Mælk. Fejlen ligger i Barnets For­ døjelseskanal, ikke i Moderens Bryst. Man kan sige, det er lige­ gyldigt; men for mange Modre vil det dog være en stor Trøst, og de vil lettere forsøge at give Nr. 2 Bryst, naar de er overbevist om, at det ikke var deres Skyld, al det brast for Nr. l ’s Vedkommende. Navnlig det sidste vil have stor Betydning for os i det daglige Ar­ bejde. Det er nødvendigt her at gøre opmærksom paa en sygelig Til­ stand hos Barnet, som netop hyppigt falder paa samme Tid, som Intoleransen overfor Modermælken bliver aabenhar, men som er af en ganske anden Oprindelse. Det er Forsnævringen af Mave-Tarmmunden (Stenosis pylori). Den er i sine imkomplette Former ikke sjælden i vort Klientel, i sine komplette naturligvis meget sjældnere. Vort Ledemotiv for Behandlingen er med største Taalmodighed at holde fast ved Die- givningen med korte, hyppige Diegivninger, og mit Indtryk er, at den i de fleste Tilfælde svinder, uden al Diegivningen behøver at afbrydes. I de faa, sværeste Tilfælde er Barnet som Begel bleven indlagt paa Hospitalet, men ogsaa her har man søgt at holde fast ved Diegivningen. Alle disse Overvejelser gælder kun Barnets Ernæring i de første ca. 6 Uger af dets Liv. Del er den Periode, hvor den primære Mælkemangel gør sig gældende, og hvor det altsaa i visse Tilfælde viser sig, at Barnet ikke kan taale Moderens eller Ammens Mælk. Disse Tilfælde, hvor vi altsaa meget hurtig har maattet afbryde Diegivningen og gaa over til kunstig Ernæring, er dem, vi paa vore Aarsoversigter kalder »ikke gennemfort Diegivning«. Ved at gaa Aarene igennem faar vi en gennemsnitlig Procent af 3, som altsaa angiver Antallet af de Børn, som vi kun har kunnet holde ved Brystet i nogle faa Uger. Her inaa det dog erindres, at de Modre,