591175998

have stor ære af, at den nu liendøde fejde ikke med et ord blev erindret, ligesom og det hele col- legium medicum var indbudt og havde indfundet sig. Nulla sålus bello.« Tode har ret i, at hverken kantaten eller Kølpins tale med et ord sigtede til den store fejde, der nylig havde hersket mellem kirurger og læger. I Kølpins tale ligger der maaske dog en lille brod, men i kantaten sandelig ikke. Denne kan ikke andet end synes os nærmest smagløs med sin vidt­ løftige omtale og ros af kongen, som paa det tids­ punkt, kun 38 aar gammel, var ganske sløv. Men tidens aand fordrede vel denne form, og kun i ringe grad kunde takken henvendes til kronprinsen. Trods kantatens ringe værd skal den dog gengives her: F o r T a l e n : Chor. Lyd i harmonisk Chor Tilfredsheds muntre Stemme! Lyd om Christians Huld, om vor festlige Lyst, At den undrende Skye maae vor Glæde fornemme; Lyd højt! Din Røst er tusindes Rost. En Slemme. Han sorger, som en kierlig Fader, For sine Sonners Vel, Og Nordens sidste Æt skal Hans Erindring giemme. Lyd i harmonisk Chor Tilfredsheds muntre Stemme! Lyd høit! Din Rost er ti tusindes Rost. Chor. Lyd i harmonisk o. s. v. En Stemme. Som Vaarens Soel med sin qvægendc Varme Lokker Engenes Blomster frem; Vinterens Kuld og Stormens Harme Borlvender, hvad dem skader, Ja stifter selv Ufoddes Held: