591175998

tilladelse til at ansætte Giescmann som adjunkt maatte som lovstridig og til fornærmelse for re- servekirurgerne blive afvist, men at derimod den dueligste af de virkelige reservekirurger maatte efter forordningens bydende blive ansat i denne post. Som grunde derfor anførte de, at forord­ ningen tillod akademiet at udnævne en eller to af dets reservekirurger til adjunkt med den for­ sikring, at ingen let vilde blive beskikket til pro­ fessor, som ikke i forvejen havde været adjunkt og gjort sig værdig i denne post, samt a t D. M. haabede, at reservekirurgerne vilde kappes i flid, da adjunkturen ikke skulde forlenes den ældre, men den værdigere; at adjunkturen følgelig af D. M. selv var fastsat som en opmuntrende be­ lønning for udmærket flid og adgangen til samme alene skænket reservekirurgerné; at akademiet ogsaa havde betragtet det saaledes tidligere. I den henseende oplyste de, at da regimentskirurg Fenger, efter at akademiet var oprettet, ansøgte om adjunkturen, kunde han ej komme i betragt­ ning, fordi han ej var reservekirurg, og at Ilerholdt havde faaet det svar, at det var aldeles stridende mod forordningen at udnævne en, der ikke var eller som havde ophørt med at være reservekirurg. De formente derfor, at det vilde være mod D. M.’s forordning og vise hensigt samt for fremtiden for­ ringe kappelysten blandt reservekirurgerne og blive en haard krænkelse for disse samt opvække en ydmygende fordom imod dem, ifald en, som ikke var eller som var ophørt med at være reserve­ kirurg, blev ansat som adjunkt, især dersom denne endnu ikke offentlig havde som videnskabsmand udmærket sig frem for dem paa nogen særdeles fordelagtig maade. Til bevis paa deres flid og