591174207

der der Tirsdag Aften høre nu allerede til det fast- slaaede. Der byde vi Soldaterne ind til Underhold­ ning, Foredrag, Sang og Musik, thi det, som det især gjælder om, er, at lade alt blive saa hjemligt som muligt der. Vi have haft mange glade Timer med Alvor ogGam­ men der, og naar vi have bedt vor Aftenbøn og sunget vor Salme til Slut, tror jeg, at en eller anden ung Mand atter har lært at folde Hænderne og bede Barne- bønnen. Der har været saa stille om os, indtil vi saa atter spredtes under Retrætens manende Toner. Disse Tirsdagsmøder paa Soldaterhjemmet ere om Vinteren hver fjortende Dag Bibellæsninger, hvor ogsaa den hele Menighed er velkommen. Mens jeg her taler om vore egne Soldater, mindes jeg en lille Styrke paa et halvthundrede Mand, der bleve mig kjære, medens de vare indkvarterede her. Nu ere de paa Danmarks fjærne Øer i Vestindien. Ogsaa de befæstede mig i Troen paa, at vor største Fejl som Kristne er „at vi ere lidettroende". Disse vestindiske Soldaters sidste Søndag i vor Kirke og Altergang vandt dem Menighedens Forbøn, og nu sender jeg dem en Hilsen med Bøn om, at de maa være under den Almægtiges Vare­ tægt. Vi kunde ikke følge dem til Øerne i At­ lanterhavet, men vi prøvede paa at vinde lidt med,

41