591174207

nietræerne udfoldede deres Knopper den 18. Maj 1851, kom han ensom ind ad Porten og kastede et stjaalent Blik over Pladsen for mulig at opdage „hende* mellem de Tilhørere, der i Dag samledes om ham. Maaske sang de hans Yndlingssalme: Staa fast min Sjæl, staa fast i Herrens Krige; og under det sidste Vers: Det er en liden Tid, saa har jeg vundet, saa er den ganske Strid med et forsvundet — besteg han Prædikestolen, og slog sikkert Øjnene ned, thi han „havde lidt meget i Forvejen af al mu­ lig Anstrængelse, som altid, naar han skulde bruge sin legemlige Personlighed*. Men hør, nu beder han: Du Uforanderlige! Du i Kjærlighed uforander­ lige, som just til vort Bedste ikke lader Dig forandre, at vi ogsaa maatte ville vort eget Vel, ved Din Ufor­ anderlighed lade os opdrage til i ubetinget Lydighed at finde Hvile og hvile i Din Uforanderlighed. Ikke er Du som et Menneske; skal han bevare blot nogen Uforanderlighed, maa han ikke have formeget, der kan bevæge ham, og ikke lade sig formeget bevæge. Dig derimod bevæger, og i uendelig Kærlighed, Alt; endog hvad vi Mennesker kalde en Ubetydelig­ hed og gaa ubevægede forbi. Spurvens Trang, den bevæger dig; hvad vi saa ofte næppe paaagte, et menneskeligt Suk, det bevæger Dig, uendelige Kjær-

- 31 -