591174207

handling er efter hans egne Ord „ikke andet end en Udvikling af de Regler, efter hvilke jeg selv søger at indrette mine offentlige Taler." Vi kunne derfor se Bastholm selv saa tydelig for os ud fra det Billede, han selv har tegnet. Nu kommer han frem paa Prædikestolen, med Bladkraven over Præstekjolen og Parykken med Krøller ved Ørene. Tilhørernes Øjne rettes paa ham, men selv ser han ingen; han har nedslagne Øjne, „hvorved han røber en Slags Undseelse, der smigrer hans Tilhørere og lader dem ane, at hans Sjæl er gaaet tilbage i vigtige Betragtninger. Men han vogter sig vel for ej at staa for længe saaledes, thi det vilde røbe Mangel paa Opdragelse og han vilde komme i Miskredit paa Grund af et sky og barnagtigt Væsen". Selv en døvstum vilde kunne fatte Meningen af hans Tale, thi naar han løfter Hovedet, gjælder Ta­ len Gud, og naar han lægger det lidt til venstre Side mod Skulderen, er det bedrøvelige Ting, han taler om. Det, som vi nu smiler ad, gjorde sikkert den Gang Indtryk, og der er en god Portion af sund Sans i de Fordringer, han stiller til en god Taler. Han skal besidde et godt Pund af Skarpsindighed, en levende Indbildningskraft, Klogskab, en flydende Tunge, en god Hukommelse, en hellig Nidkjærhed

28 -