591173456

kaldes geskovet eller opsat, med mindre det forhen er vorden efterset, hvor meget det med Krap er farvet og ophøjet« (1705). Det Klæde, der farves to eller flere Gange, skal ved Enden saaledes indbindes, at hver Farve for sig er at kjende; det, som farves sort og grønt, skal halles, saavel naar det første og anden Gang er »stahlet«, som naar det endelig tilsidst er ganske færdig farvet (1739, 1769), o. s. v. Ogsaa i Silkevævernes Lavsartikler (1741) nævnes Farverne. Paa det tilbageleverede, farvede Silke skal der, hedder det, godtgjøres Silkefarverne 1 Lod paa Pun­ det til Afgang, men skulde noget i Farvningen være for­ dærvet, forbrændt eller forskaaret, bliver saadant for Farvernes egen Regning. Forøvrigt kom Tidens Told­ beskyttelses-System Farverne tilgode. 1740 forhøjedes Tolden paa fremmede farvede Lærreder, og Aaret efter blev disses Indførsel fuldstændig forbudt. Men hvad der ikke forbødes, var Indvandring af fremmede Farvere- Løber man de Privilegier igennem, der fra 1737 ere givne til at drive Farveri og Trykkeri — disse to Ting vare nemlig hyppigt forenede, ikke at tale om, at Kattun- trykkerierne og de større Klædefabriker ofte havde deres egne Farverier — træffer man ganske mærkeligt ikke faa engelske Navne: John Becket (1737), John Smith (1739), Eduard Bonshaw (1745) og John Burley (1760), foruden selvfølgelig en Del tyske. Men hvor de end kom fra, har der sikkert været en kun uforstaaet fagmæssig Rutine hos dem. I en fransk Forfatters Skrift, der 1778 blev oversat paa Dansk af en Fagmand, hedder det, at Farverne bilde sig ind, at deres Lykke beror paa Recepter, som det gjælder at holde hemmelige, og at der i intet Haandværk er flere ind­ bildte Hemmeligheder med deraf følgende indbyrdes Nid. Det vilde imidlertid være urigtigt derfor at bebrejde Far­ verne Noget. Videnskaben stod endnu væsentlig frem­ med for deres Fag, og det nævnte Skrift, der ved Rege