591173456

Landets faa større Klædefabrikker, at have naaet en langt større Udvikling end alle de andre«. Og disse andres Beskjæftigelse »bestaar kun i at farve mindre, uensartede Partier af forskjellige Varer og for en stor Del i at om­ farve brugte Tøjer. At fordre af Bestyrerne af saadanne Anlæg som Betingelse for Tilladelse til at udøve deres Profession, at de skulde besidde mange teoretiske Kund­ skaber, vilde være at opstille Fordringer, som ej staa i Forhold til deres Industris og sandsynlige Erhvervs Stør­ relse«. Fik Landet en virkelig Textilindustri, mente Kollegiet, vilde vore Farverier af sig selv hæve sig. Det henstillede derfor at lade Sagen gaa sin naturlige Gang, og hertil sluttede Kancelliet sig. Farverne fik ikke den ønskede Examen, der vilde have givet deres Virksomhed et bestemt Præg, hvad den hidtil fuldstændig havde manglet. 1812 skriver Kancel­ liet, at Privilegier til Farveriers Drift »som en Gren af Fabrikindustrien« herefter skal udfærdiges gjennem Kom- merce-Kollegiet, men 1833 bestemmer det samme Kan­ celli, at da Farverne ere Professionister og ikke Fabri­ kanter, kan der ikke paalægges dem nogen Pligt til at føre Handelsbøger. Og paa lignende Maade findes der modsigende Bestemmelser om Farvernes Handelsret. De vare ikke helt Fabrikanter, men heller ikke helt Profes­ sionister, i ingen Henseende holdtes de kort sagt sam­ men ved noget bestemt Baand. Enhver maatte nærmest lade og gjøre, som han selv vilde. Og hertil kom saa yderligere den ovenfor nævnte Forskjel mellem Fabrik­ farvere og Bondefarvere, en Forskjel, der vel delvis fal­ der sammen med Tyskernes Skjelnen mellem Schonfar- berei og Schwartzfårberei. Det første var den frie Kunst, det sidste det professionelle Lav — ganske som hos os paa den Tid de frie Kunstdrejere stod overfor de lavs- bundne Trædrejere. Og det synes endelig, som om Schwartzfarbernes Lavsvæsen har været endog godt kjendt imellem en god Del af de danske Farvere, hvad der selv