591173456

hos en Svend, der saa meget blød og vemodig ud og altid læste meget længe til- og frabords med foldede Hænder. Mestersvenden, der »var en ægte Troels i Barselstuen eller Henrik i Kandestøberen, paa det nær at han ikke var vittig«, vilde gjærne spase med Madamen og kalde hende »Moer« paa gammel Vis og »I«, men det kunde hun ikke lide, navnlig ikke naar der var Frem­ mede tilstede, og det synes der oftere at have været. Mdm. Møller var; efter Øhlenschlæger, en rig Kone, men desuagtet var hun altid klædt i hjemmegjort Hvergarn, og hun gik helt op i sit Farveri. Hun blev stødt, naar den vemodige Farversvend, der var en Slægtning af Pro­ fessor Riisbrigh, blev drillet med, at han var bleven Farver, fordi han ikke havde Hoved til at studere. Mdm. Møller, der agtede sit Hverv ikke blot som Haandværk, men ogsaa som Kunst, bemærkede da, at der ogsaa hørte Hoved til at være Farver. — Det var denne For­ retning, som Farver C. P. W. Holst senere overtog. Trods Mdm. Møllers store Virksomhed og høje Tan­ ker om Farvekunsten, stod denne dog næppe synderligt højt hertillands. 1815 hedder det, at vi langt fra her kunne farve Bomuldsgarn med alle de Nuancer som i England, Preussen, Sachsen o. fl. Lande, og i Begyndelsen af Trediverne lyder Dommen saaledes: Farverierne her i Landet drives især i mindre Værksteder og beskjæftige sig udenfor Kjøbenhavn næsten udelukkende med Farv­ ning af Husflidsfrembringelser; de større Klædefabriker have deres egne Farverier, medens Farvningen af Bom­ uldsgarn udføres i særskilte Farverier, hvoraf enkelte fortrinsvis kun beskæftige sig med visse Farver og saa­ ledes opnaa en større Øvelse i disses Behandling. Men Dommen bliver endnu strengere 1843. Farver N. Chr. Lind skriver i det nævnte Aar til Fabrikdirektør Rawert : »Vor Kunst er i Forfald, og det eneste Middel til at op­ hjælpe den, er vistnok en Examens Indretning«. Det er betegnende, at en jysk Husmoders Maade at