591170171

50 Vending, den Yttring, han som god Fangst havde trøstet sig til at bringe sin Mester. Endelig kom den medreisende Ven, at mælde, at hans Vogn var kiørt ud til Mødesledet, og at det var paa Tide at tiltræde Reisen. Den sønderrivende Afskeed m. v., kan jeg intet sige om; i mit eget Bryst giæredes for meget til, jeg skulde have Sands for, hvad der i det Øieblik foregik udenom mig; det er mig midlertid som en Drøm, at jeg, uden just at lægge særdeles Mærke dertil, havde seet et Par af de Tilstedeværende løbe nedtil Vognen, komme op igien, hviske til hinanden o. s. v., uden at jeg dog giorde mig Tanke derom, uden Tvivl i den Mening, at det var Væirliget og Mørket og andet deslige, Reisen og Kiørselen ved­ kommende, der sysselsatte dem; og nu tænke man sig min Forundring, da vi kom ned til Karethen og fandt den omgiven af Mennesker. Da det midlertid i Kiøbenhavn, som vel i alle store Stæder, er sæd­ vanligt, at, saasnart to eller tre blive staaende, at stirre efter Noget, flux flere stimle til for at gabe paa, hvad disse vel gabe efter, faldt det mig ikke saa uforklarligt, at, da man vidste, Heiberg i de Dage skulde reise, skiøndt selve Dagen og Tiden, saavidt jeg mindes, skulde være en Hemmelighed, — rigtignok af de offentlige — man ved at see en Kareth holde seent paa Aftenen udenfor hans Bo­ pæl, kunde fristes til at ville see, hvad det havde at betyde. Men til min store Overraskelse vedblev denne, som det for mig lod, stedse tiltagende Vrimmel, under bestandig Støi og Skraal at omgive Vognen, standsede den idelig, dog uden forsætlig at ville formene dens Fart; man fik nu Øie paa mig, der sad paa Forsædet ligeoverfor Heiberg, som maatte have Vinduet nede, deels for at tage imod de utal­ lige, hiertelige Farvel, som her bleve ham bragte,