591170171

15 langt nedhængende Buskads, i hvilket den blodige Indianer ligger skjult.« Og da Vennen smiler en Smule ironisk hertil, føjer han ivrigt til: »Jeg elsker delle Sted; Him­ len maa vide, hvorfor; maaske min Moder har for­ set sig herpaa, medens hun bar mig under Hjertet. Eller maaske er det bare, fordi jeg ikke har Raad til at tage tit i Skoven og derfor maa hjælpe mig med Kirsebærgangen. Men jeg elsker dette Sollys, disse Skygger og dette Grønne; det er, ligesom Hjertet til sidst skulde smelte, naar jeg vedbliver at stirre derpaa. Saadan maa man være til Mode paa den yderste Dag, naar der i den tidlige Mor­ genstund bliver blæst til Salighed: Alle Hjerter op­ løses, Menneskene synke hinanden i Armene og forgaa af Henrykkelse.« Selv det uhyggelige Druknehus nede ved Lange­ bro betager ham ikke Stemningen, og han nyder den friske Natur, da han højt oppe fra Pælen styrter sig i de blinkende Bølger. Paa Hjemvejen er det, at han, der er bleven sulten af det friske Bad, køber de to Firskillings Boller hos Kagekonen i Filosofgangen. Ak, hvilken Duft af svunden Kø­ benhavnerpoesi rummer ikke de ellers saa prosai­ ske Ord: Firskillingsboller og Kagekone! Man kunde fristes til at ønske, at Moderen til den Mand, der først undfangede den djævelske Ide at udrydde alt det idylliske og hyggelige, der den Gang særkendte vor By, havde forset sig paa disse Steder, medens hun har ham under Hjertet; saa havde København maaske endnu bevaret lidt af den grønne Bys Hygge og Ynde, som vi nu saa bitterligt maa savne! Og selv om Lucie-Møllen — Lusse-Møllen, som den da mindre smagfuldt kald­ tes, — laa i Vejen, havde vi dog maaske haft Lov til at bevare blot en eneste af de herlige gamle Møller, der prydede Voldene.