591170171

10 den, og det er ikke just de Steder, hvor Bestem­ melserne om vor Bys Vel træffes, den sætter sine skønneste Blomster. Det var et alvorligt Indhug i alt det, der bidrog til at give København et Særkende, der skete, da man i 60—70’erne rev Voldene ned og fjernede Portene. Det var ikke nok med, at man, som Kaa- lund sagde, røvede det grønne Bælte, der kransede Byens Lænd; nej, man gav det andet i Stedet. Uden om de gamle Voldes Plads rejste der sig paa Frederiksbergs, Vesterbros og Nørrebros frie og luftige Grund et Stenbælte, en Ørken af Sten, der i sin Mangel paa Skønhed — Arkitektur var der nu slet ingen Tale om — raabte mod Himme­ len, og som i Stedet for at være Lunger for den store, voksende By med det tunge Aandedræt blev en Sump for Uhygge og Fattigdom, hvis Duft vi nu saa inderlig godt kender fra Baggaardene i Ve­ sterbros solforladte, farveløse Sidegader. Læser man Bladene fra hine Tider, da de rev Voldene ned, finder man et Suk efter det, der svandt; det er maaske ikke saa meget selve Vol­ dene som Kirsebærgangen og Filosofgangen, man siger et rørt og resigneret Farvel; og der hæver sig ogsaa Røster, der kræver, at man som et kul­ turhistorisk Minde skal bevare i det mindste een af de gamle Porte. Men der hjalp ingen »kære Mor«. Da man ved Loven af 6. Januar 1852 havde opgivet Demarkationslinien, var faktisk-alt opgi­ vet; det blev kun et Tidsspørgsmaal, naar Hoved­ staden vilde sprænge de hæmmende Skranker, og de, der i 1843 havde rystet misbilligende paa Ho­ vedet, fordi Carstensen havde faaet Lov til at aabne sit Sommertivoli paa Glaciets, altsaa den hidtil ukrænkede og ukrænkelige Fæstnings Grund, saa nu med Sorg de gamle, ærværdige Byporte falde.