591169602

synes at godfgjore, at et tilstrækkeligt Antal af frivillige Undersogere let vil kunne faaes. Kommunens lonnede For­ standere, der sandsynligvis ligeledes ville behbve cn Mængde med de Trængendes Forhold fortrolige Hjælpere, bor om muligt til denne Gjerning benytte de samme Personer, der fungere som Undersogere ved det frivillige Fattigvæsen. Naar nu et Individ begjærer Hjælp, indhenter vedkommende Undersoger personlig alle fornodne Oplysninger om hans Forhold, og efterat have modtaget Beretning herom afgjor Bestyrelsen af Distriktets Understottelsesselskab, om det frivillige Fattigvæsen vil og kan antage sig den Trængende. Finder Bestyrelsen, at det paagjældende Individ ikke egner sig til at hjælpes ad privat Vei, eller — i modsat Tilfælde — er Bestyrelsen ude af Stand til at skaffe ham det For- nbdne, henvises den Trængende til Kommunens Fattigfor­ stander. Naar nu tillige det ovenomtalte for det hele private Forsorgelsesvæsen fælles Organ og den kommunale Fattig­ bestyrelse stadigt arbeide Haand i Haand, raadende, vejle­ dende og stbttende hinanden efter bedste Evne, vil man opnaa en dobbelt Forbindelse mellem de to Hovedformer af Fattigforscirgclsen, en Vexelvirkning, der gjbr sig gjæl- dende saavel paa Administrationens bverste Trin som i den praktiske Undcrsbgelses daglige Virksomhed. Med en saadan Ordning af Forholdet mellem de to Arter af Fattigunderstøttelse er imidlertid Forstandervæsenets Indretning efter de foran givne Grundsætninger noie for­ bunden. Ved Siden af de bvrigo Fordele, som det herhen- horende Forslag formeentligt besidder, skal Udvalget derfor fremhæve den, at det kun ved en saadan Indretning bliver muligt at gjennemfore Grundprincipet i al rationel Fattig- forsdrgelse: en organisk Forbindelse og derpaa bygget stadig Samvirken mellem det offentlige Fattigvæsen og de af den private Vclgjorcnhed skabte Institutioner.