591169572

m

tilbørligt begrændses, behøver det offentlige Fattigvæsen i sin Virksomhed væsentligt kun at lade sig lede af Hensyn til, hvad den absolute Nødvendighed kræver, medens det under de nuværende Forhold rnaa svinge holdningsløst frem og tilbage mellem Politivæsenet, som det ifdlge sin Natur tilhorer, og Barmhjertighedsretningen, som Omstændighe­ derne foreskrive det. Men den ovenfor antydede Ordning af Fattigforsorgel- scn er betinget af, at der ved Siden af det offentlige Fattig­ væsen staaer et frivilligt af tilstrækkeligt Omfang og med de fornødne Midler, og at disse to Former af Fattigforsør­ gelsen arbeide Haand i Ilaand. Der måa bestaa et saa- dant Forhold mellem det tvungne og det frivillige Fattig­ væsen, at hiint kan henvise Individer, der falde ind under Begrebet „værdige Trængende^, til dette, og at det frivillige Fattigvæsens Anmodninger til det offentlige imødekommes med den samme Tillid, hvormed de blive fremsatte. Det offentlige og det frivillige Fattigvæsen skulle ikke have no­ gen Hemmelighed for hinanden ; de maa betragte hinanden som Virksomheder, der ikke kunne undvære hinanden, uden at hver af dem vil savne sin naturlige Begrændsning og sit nødvendige Supplement. Den offentlige og den private Fattigforsørgelse bor altsaa underholde en stadig gjensidig Forbindelse. Her moder imidlertid den Vanskelighed, at der endnu ikke bestaaer noget frivilligt Fattigvæsen i Kjobenhavn. Der ydes af Private en overordentligt stor Rum mellem A a r og Dag til de Trængende, deels under Form af tilfældig A l­ misse, dels gjennein Legater og andro Stiftelser, dels ende­ lig ved Understøttelsesforeninger af forskjellig Art. A lt dette er M om e n te r af et frivilligt Fattigvæsen, men heller ikke mere. De mange Kræfter, der i saa Henseende ere virksomme, arbeide nemlig aldeles uafhængigt af hverandre og uden gjensidig Kontrol, saaledes at den ene vel- gjørendo Institution ikke veed, hvad den anden gjør.