591167820

vitterligt, at der var udbrudt Kolera, trængte ind blandt den i de fattiges Huse sammenstuvede Befolkning, lader sig ikke be­ skrive. Men naar de da saa, at der var dem, som istedenfor at sky dem uopfordret traadte dem nær forat opmuntre og styrke dem, hjalp allerede dette utroligt til at oplive Modet, og de forstode, at de vare ikke forladte af Gud, siden endog- saa Menneskene vilde træde dem nær og tage sig af dem. Be­ retningen 1852—53 fortæller da ogsaa flere rørende Træk, der staa som Vidnesbyrd om den fattiges Hensynsfuldhed lige- overfor dem, der tage sig af ham. En fattig Haandværker, som i flere Aar havde nydt Foreningens Understøttelse, skrev til Forstanderinden for at underrette hende om, at der var ud­ brudt Kolera i Huset, hvor han boede, hvad han ansaa for sin Fligt at melde hende, forat hun ikke som sædvanligt skulde komme derhen. Da hun alligevel kom nogle Timer derefter, blev hun modtaget af et Overraskelses- og Glædes-Udbrud, som ikke lader sig beskrive. Der var andre Steder, hvor et af Børnene var stillet uden for Døren, forat advare hende. Det var imidlertid dog ikke særdeles mange af Foreningens fattige, der hleve Oflre for Koleraen, kun 6 af de 25, som i det Aar afgik ved Døden. Imidlertid var Bevidstheden om, at Plejeforeningen burde begrænse sig til Udøvelsen af Sygeplejegerningen, for inden for denne Grænse ret at kunne udfolde en omfattende og velsignet Virksomhed trængt igennem, og man ser som en Følge deraf, i hvilken forbausende Grad Antallet af de syge, som den hvert Aar tager sig af, vokser; i Regnskabsaaret 18G2 steg det endogsaa til GIO (blandt hvilke 330 Barselkoner), saa Spørgs- maalet maatte sættes under Overvejelse, om det ikke var rigtigst at indskrænke Antallet noget, for saaledes at sættes istand til i det enkelte Tilfælde at yde en tilstrækkelig Pleje.