591165550

istemme Tonen imod Bogholderen, hed det sig, at de havde taget Parti mod deres Kolleger. Misstemningen fik Tilvæxt, da Misundelsen over Meinigs Valg til Formand paa Oktobermødet 1789 kom til. Agent Meinig var en alvorlig og moden Personlig­ hed, der i en Række af Aar havde været de frie Rigs- stæder Liibeck, Bremen og Hamburgs Resident i Kjø- benhavn, en anset Mand med gode Forbindelser, forstan­ dig, uegennyttig og human. lian havde fra første Færd med en mønsterværdig Energi antaget sig Selskabets Anliggender, hvis raske Fremvæxt for en overvejende Del skyldtes hans utrættelige Bestræbelser.*) Med Und­ tagelse af Karlebye, som havde overtaget Opsynet med Selskabets trykte Sager, og Muller, hvem Kassererforret­ ningerne vare bievne overdragne, synes den øvrige Direk­ tion at have taget sig Hvervet let. Ikke desto mindre fandt den sig fornærmet, naar Meinig handlede for den og klagede over en egenraadig og fundatsstridig Be­ styrelse af Selskabets Sager. Striden tilspidsedes efter Kirkefesten i April 1790, hvorved liere af Direktørerne synes ikke at have spillet en saa fremtrædende Rolle, som de ønskede. Efter Fundatsen skulde Direktionen ordentligvis sam­ menkaldes hver 14de Dag, men det er oven for vist, at Selskabets Anliggender endnu kun gave ringe Anledning * Heinrich Carl Meinig, Son af Livlæge hos Storhertugen af Mechlen- borg1, var født i Domitz (Mecklenburg) den 25 Marts 1736 og havde modtaget sin Uddannelse paa Gymnasiet i Altona. I 1775 var han bleven Ilansestædernes Agent og Resident i Kjbhvn. efter 2 Aar forinden at have ægtet Charlotte Amalie Kønemann, der fødte ham 3 Sønner og 3 Døtre. Hun afgik ved Døden i Kjøbenhafcn 1787, 42 Aar gammel. Rigsstædernes Indlemmelse i Frankrig 1810 gjorde Meinig brødløs. Den virksomme Mand maatte i sin høje Alder ty til Kongens Naade og henlevede sine sidste Dage i trykkende Kaar, ernærende sig af en lille Understøttelse, som Frederik VI havde skjænket ham. Han døde den 23 September 1812, 77 Aar gi., i Kjøbenhavn. Dødsanmeldelsen i Adresseavisen siger om ham: »Tro og med Udmærkelse og Redelighed opfyldte han sine Embedspligter i mere end 5 ° Aar, indtil Tidsomstændig­ hederne satte ham i den nagende Forfatning, der gjorde hans sidste Dage saa kummerfulde«.