591165550

de PIaab, at jeg saa snart bliver frisk; men jeg troer neppe jeg har Kræfter endnu. — Ach nei, Hr. Etatsraad, bered Dem til Reisen i Evigheden. •— Jeg haabede. — Ja, ja, De er virkelig en farlig Patient. Den bestandige Afmagt og Medicinens slette Virkning er Dådens visse Forløbere. — Bevare mig Gud, Pir. Doctor, jeg kan umuelig døe, jeg kan jo leve længe endnu. — Got, Hr. Etatsraad, fornøi Dem ikke for meget i det uvisse Haab, for Gud er intet umuelig. Lad Deres Skriftefader kalde. Ach nei, (med et forvildet Øiekast), intet Haab, Gud! her brast han i Graad, og halv rasende gav han mig sine Nøgler, at jeg skulde hente ham sine Vexel-Obli- gationer og Documenter. Plans store Pengekiste maatte bringes til Sengen, dette skulde være hans Trøstere, men forgieves; dette formerede hans Uro, og ængstede hans Hierte endnu haardere. — Store Gud! alt dette skal jeg forlade, døe skal jeg , gyselige — skrækkelige Tanke. Giør deres F lid , kiere Pir. Doctor, der er dog PIaab, de seer jo jeg kan betale. — Kiere Hr. Etatsraad, PIaabet vil jeg ingenlunde betage Dem , men bedrøv Dem ikke saa meget. — Jeg — skulde ikke bedrøve mig, Gud! det er umuelig. — O ja , vi maa alle døe, og be­ tænk, Pir. Etatsraad, alt dette er forgængelig, og efter dette Liv bruger De jo intet, aldeles intet. — En elendig Trøst, Hr. Doctor. Gud! jeg kunde dog længe leve endnu, endnu længe have Fornøielse af min Formue; tilstaae det, ikke sandt? — Giv Dem til Roe Pir. Etats­ raad. — Her faldt han i Afmagt, en dyb Hulken og en hvid Fraade skummede ham ud af Munden. — Doctoren gik. — Klokken slaaer allerede 12. Vægterens hule Lyd , — Nattens skumlende Susen, — og disse gyselige Forestillinger, — byder mig at nedlægge min Pen, med det velmeente Ønske, at enhver Riig og Gierig, følesløs Siel vilde tage denne græsselige Scene til Eftertanke, hvor Tanken af det følgende giør mig angest, som jeg skal have den Ære i næste Skrivelse at fortsættes. Imidlertid henlever jeg stedse med al Høiagtelse etc.