591165550

Vel forbinder min sidste Skrivelse mig at oplyse, og give Dem Efterretning om Jødernes uindskrænkede Fri­ heder; men desuagtet De tager mig det ikke ugunstig, at jeg som Ven udtrykker min til Taare rørte Siel, og jeg finder Lettelse i at skrive, og til hvem, uden Dem, ædle Ven! Desuden er jeg Dem en Skrivelse skyldig for sidste givne Efterretning. Jeg vil da give min Pen frit Løb ; jeg veed De elsker, De kiender Mennesket, De kiender mine ømme Følelser, og forundrer Dem ikke at jeg er rørt, naar jeg siger Dem, at jeg kommer fra en Dødsscene, ja fra en Bekiendter, om ikke Ven; thi Ven er ham formodentlig ikke bekiendt. Gud! hvilket Øje­ blik at døe, hvor Skræk og Angest raser i Sielen med Gysen hvert Øieblik tilbage til sine Skatte, der nægter dem al Trøst, skielvende ved Tanken, at skal forlade dem. Store Skaber, — at skrækkes for din Domstoel, — skrækkelige Øieblik for en Døende, der kiender ingen Gud uden Guldet, og aldrig erindrede, at det er kuns et Laan, der ved Døden (skrækkelige Død) skal tilbage leveres. En saadan Scene har jeg været overværende ved. Forestil Dem, ædle Ven, Hr. Etatsraad R . . . . m skal døe, og maa døe, — De kiender ham, De veed han er rig, gierig, følesløs, dog smigrende, en Meen- eedere, en Religions Bespottere, en Aagerkarl, og kort til alle Laster ferdig, naar de kuns indbringe ham Penge. Det er Dem vel ikke ubekiendt, hvorfra han havde sine første Midler, — ved at giøre sin ærlige og agtede salig Fader til en Bedragere i sin Grav, og tilegne sig sine øvrige Sødskendes retmæssige A rv , desuagtet foragter han dem endog til denne Time, og jeg troer ikke de arve en Skilling efter ham. Han har giort sit Testa­ mente, som ligger under Forsegling, saa Gud veed hans Penges Skiebne, hans halvraadne Legeme og fortørrede Been overgives til Forraadnelse, — hvor Sielen bliver,