591165550

saa rige og anseelige Belønninger for deres Arbeide, da de glimrende Udsigter ere forsvundne, mislykket og ud­ falden til almindelig Tab. Han indseer nu for sildig sin Feil, og spørger sin Skipper og Styrmænd til Raads, der endnu ere snedige nok til at smigre ham med det uvisse Haab. Han forestiller dem kierligen og fornuftig Tidernes Forandring, at der er ikke mere den Fortieneste, som har været, henviser dem til Virksomhed og Arbeide; giver dem Udsigter og Løfter, der ere ham ikke muelige at opfylde. De ere glade i Iiaabet, giøre Gieid, søge Udflugter, for at fornøie deres gode Smag, og leve glade paa andres Bekostning, og vente, som de sige, bedre Tider. Arbeidet bliver dem daglig besværligere, og Fortienesten utilstrækkelig. Skipperen og Styrmændene, som have vidst at benytte sig af deres Herres Godhed, søge deres Fordele, og aagrer med deres Fortienester. Herren sætter aarlig til, kommer i Gieid, bliver dem skyldige og forbundne, og nu ere de virkelige Herrer, og behandle Mandskabet efter eget Gotbefindende. Disse ere gieldbundne, og synke daglig dybere, tabe Lyst og Arbeidsomhed, og henfalde til Udsvævelser. Skibet forfalder, og bliver ubrugelig, her skal en Hoved­ reparation til, det koster store Penge, og hvor faae vi dem fra? Herren har ingen, han maa paa nye giøre Gieid, Folkene trænge til ham om Forskud, han er ædelmodig og ømhiertet, men i Gieid ligesom hans Folk. Han udstæder Vexelbreve til dem, de maa give uhyre pro Cento for at anbringe dem, baade han og hans Folk tabe deres Credit. Han foregaar dem med Exempel paa Tarvelighed; men det har kun liden Virk­ ning. Folket er misfornøiet, Skibet bliver liggende, og venter paa sin Skiebne, som intet kan udrette uden Folk, og med misfornøiede, modløse og forgieldede Folk er intet stort at udrette. Det er altsaa ikke Skibets Skyld, at det ligger unyttig, og ikke giør den Tieneste det burde og kunde, at Eieren er sat i Forlegenhed, og Folkene uden Næring. Men er det da Eierens Skyld,