545498685

Et fristed Alligevel vidste folk, at kirken var deres kirke, og det kom så til udtiyk på den måde, at de havde en usædvanlig stor tillid til, at kirkens præster og medar­ bejdere var deres “fristed”, hvor de kun­ ne få hjælp, når problemerne brændte på. De mange, mange samtaler på to­ mandshånd, de mange ønsker om besøg i hjemmene og på plejehjem og hospita­ ler var udtryk herfor, og lykkeligvis var der altid medlemmer a f menigheden, som forstod deres ansvar og hjalp til med den del af kirkens arbejde. For præsten var det en stadig udford­ ring og en stadig påmindelse om kollat­ sens ord: “Præsten er pligtig til, at yde enhver i menigheden, der er stedt i ån­ delig og timelig nød al den bistand han formår.” Det lykkedes nogle gange at tage udfordringen op. Andre gange mis­ lykkedes det, fordi der var så mange, og der var så lidt tid til det opsøgende ar­ bejde. En af de forandringer der også kunne mærkes i det daglige arbejde, var Dia­ konissernes forsvinden fra sygeplejen i sognet. Diakonissen var i mange år kir­ kens repræsentant især blandt de kro­ nisk syge. Ansat af sognets menigheds­ pleje og delvist lønnet a f kommunen, der betalte for besøget hos kronisk syge. Søster Agnes og før hende søster An-

mennesker fik et barn døbt, men inden der var opnået yderligere kontakt, var de allerede flyttet igen. Til gengæld var der mange af de fra­ flyttede, der løste sognebånd til deres gamle sogn, og de kom gennem mange år trofast og vedholdende til den kirke de kaldte “Deres kirke” . En af dem ud­ trykte det på denne måde: “Det er min kirke - jeg har selv været med til at bygge den.” Vedkommende havde givet en dagløn som sit bidrag til kirken. Det androg i 1915, 2 kr. som var indtjent ved at vaske storvask i de fine huse på Vesterbrogade. Min kirke! Det kunne godt stå som overskrift over sognebeboernes forhold til kirken. De havde selv været med til at betale den, da den blev bygget og i den havde de oplevet mange af deres livs store øjeblikke. Der havde de holdt de­ res børn over dåben, fået deres unge konfirmeret og deres ældre begravet. Mange var også blevet viet i deres kirke. Den var en del af deres liv, selv om der aldrig blev den store gudstjenestefej­ rende menighed. En kirkegangsprocent på 0,5 - 2 % er ikke noget stort tal, og man kunne godt tænke sig, at professor Hal Koch havde gjort studier i bydelen, da han skrev: “Danskerne har æren af at have opfundet dogmet, man kan godt være en kristen uden at gå i kirke.”

21