545498685
KØBENHAVNS HADHU88IBU0TBK
f a '
Gethsemane Kirke 100 år 25. februar 1994
Tak til alle, der har bidraget til udgivelsen af dette jubilæumsskrift. En særlig tak til Erling Olesen for teknisk assistance og til fotograf Mette Kjær
Jubilæumsskrift. Gethsemane Kirke 100 år, 1994.
Udgivet af Gethsemane sogns Menighedsråd, København. Redaktion: Menighedsrådet, Helen R. Christensen (ansv.). Oplag: 3.000 eksemplarer. Tryk: Håndværkskolens Bogtryk/Offset. Sats: Erling Olesen, Hove Offset.
2
Indholdsfortegnelse Forord, sognepræst Jenny L iisb e rg ..................................................................... 5 K irkens historie, menighedsrådsformand Helen R. C h r is ten s en ................. 7 Gethsemane sogn, pastor Lissy Ch r is tensen .................................................... 19 Hvordan Gethsemane Kirke fik to orgler, organist Ole O le s e n ..................... 29 Pigeklubben, Grete P a lsgaa rd .............................................................................. 36 FDF/FPF - K 34, V illy Bruun-Madsen ............................................................... 40 Fortegnelser: S ogn ep ræ s te r ......................................................................................................... 44 Residerende k ap e llan e r ...................................................................................... 46 H jæ lp ep ræ s te r ...................................................................................................... 46 O rgan is ter ............................................................................................................... 46 Kordegne ..........r .................................................................................................... 46 For tiden ansatte ved kirken og menighedsrådets m ed lem m e r ................. 47
3
1944. Festgudstjeneste ved kirkens 50 års jubilæum, hvor Biskop H. Fuglsang Damgaard prædikede.
4
Forord I hundrede år har der ligget en kirke i Dannebrogsgade. Mennesker er kom met der i glæde, når et lille nyfødt barn skulle bæres til dåb, og i sorg, når et elsket menneske var lagt i kiste. Og søn dag efter søndag har klokkerne ringet for at invitere til gudstjeneste, med tid og rum til eftertanke, drøm og fælles skab omkring det, som er større end os selv. Hver og en a f de mange, som igennem årenes løb har haft deres gang i det smukke kirkerum, såvel som i menig hedslokalerne i krypten, har været med til at forme Gethsemane Kirkes historie. Og ved så stort og rundt et jubilæum som vores er det naturligt at vende blik ket tilbage, ikke i nostalgi, men i vished om, at det er vigtigt for vores fælles fremtid. En a f de mange ting, som Bibe len lærer os, er nemlig, at vi skal huske på vore rødder:
den lange sang, som Moses stemte i, da han og folket stod ved grænsen til Det forjættede Land. En helt ny fremtid skulle begynde, men Moses standsede op for at synge om fortiden. Midt i nu tidsopbruddet og forvirringen ville han minde om, at de alle var en del a f en lang og farverig historie, rig på fortællin ger om, hvad der er vigtigt her i livet og værd at kæmpe for i fremtiden. Også Gethsemane Kirke er rig på så danne inspirerende fortællinger. De handler om mennesker, der har haft vil je og mod til at gøre evangeliets bud skab om kærlighed og omsorg nærvæ rende og konkret her i dette lille sogn i hjertet af Vesterbro. Hver enkelt har gjort det på sin egen måde, nogle i det ubemærkede, andre mere åbenbart, men alle har sat deres uundværlige spor. Med disse mennesker i vores fæl les erindring er der håb om, at Gethse mane Kirke også må få en lys og spæn dende fremtid til glæde for menighed og sogn. En stor tak til alle, og hjerteligt til lykke med vores kirke!
»Tænk på fortids dage, giv agt på slægternes år, spørg din far, lad hamfortælle, lad de gamle berettefo r dig.«
Ordene er hentet fra Det gamle Testa mente og er blot et lille brudstykke af
Sognepræst Jenny Liisberg
5
ze& vjjL'ri' •se£r?nu£ aj^ ^ratrs’ai*/(jYc^t ii/ng/}z ipva o en trwæ t'eiiue ^/^ipsw Sngomav Pedersens Hniiiativ et snurfif grundmuret Haam, som S&egyn, delse -til en ny Jfinf(e, ogJpr at denne /(unde Blive g jo r t fil setvsfam * dig Vdnfie. 9ette s\ete rf r a og m ed c Sen hJi J a n u a r l ? O i . &fter d j yo es 3~ortof> nar denne midlertidige Hf/r'Be 'Saa $fyrofrelig. at den it[f{e lam gere Futide tjene fil Sudsijencsfelig Uartig. §3 en J*- Tipn i Spis — 2 fsn Paas Bobag. fioldies den sidste SuhKffeneste i dette m eget ta rvelige Sttds 9 (ti n s — spol ris fa ld e t „Sia l åen"—f>vis 5 Srng, (Tfeniglyebens Hfet'ro fia vbc ved f{enå l s ig . Sfir^en. der nu s\at r e js e sig. goa delte Bied, er te g n e t o f BilaJsarfjtelit 'Lt/nigfjt, d e n B liver opfort v e d J r iv i ilig e Saver; rc e so n liig f i m (A {e n ig B pd er p a a 'V e s te r b r o . S o s io rm enig t} eden v e d &fias%irl{eti Dav g å e t en s æ r lig S a v e . ^ # ^3 9 (Tim.2 , 19 sØoa fnffc cftrundoatø ffnar 03 ijar fiptte *,<3$*rren fen&er fine." 3li«ftty. 26 , 59 : 5)øa tFfø føm i ?5 fil,tuen føm fltt bil. 3 ftaltty. 2 6 , 41 : Uanset* 05 fce&et*. Uetlføbenfjatmff’e 3$t*feføtt& ejer ^ ir f r t t . Jflirrfniu^SHjibrtlgel for Iftbmtfcnt ^fCiil^førclfe nf øn ltpÆrflfcmitncl^irfe I 3 L*^iitttr ilffønfl dT^rrftian bett 10 «nm fy a_f K^erm^^aar øa 3 £
■
dfrSA. (firøtfttn.
^nsneyræff.
Xfabrifaut.
Grundstensdokumentet
6
Kirkens historie
om sommeren hedt som i en bageovn. Når drengene fra de dengang ubebygge de nabogrunde kastede sten på taget under gudstjenesten, lød det, som om dommedag var kommet, og det hele skulle styrte sammen. Der var et lille stykke jord ved siden a f kirken som Pa stor Th. Petersen kaldte “Gethsemane Have” og hvor han indbød menigheden til kaffebord.
Af MENIGHEDSRÅDSFORMAND HELEN R. CHRISTENSEN
Det siges, at Gethsemane Kirke er opført på en ø i Kalvebodstrand, og det er ikke helt ved siden af. Indtil midten af det 18. århundrede gik kystlinien helt op til husrækken til venstre for kirken. Foran denne strand kant lå der en lille græsbevokset 0, der netop dækker det areal, der senere blev opfyldt, og hvorpå kirken er bygget. Jernkirken Den første Gethsemane Kirke, den så kaldte Jernkirke, blev indviet den 25. febr. 1894. A f hensyn til den ovennævnte bygge grund var det nødvendigt at opføre den på et solidt betonunderlag. Selve kirken var ellers yderst beskeden, et jemskelet med bølgebliktag og indvendig træbe lægning. Kirkens omkostninger med grund, bygninger og inventar beløb sig til ialt 54.012,96 kr. Om vinteren var der isnende koldt og
Den gamle kirke set indefra
7
har været brugt op til i dag i krypten, når kirkerummet har været under repa ration. Men derfor var glæden over Gethse mane Kirke, hos den der forstod, ikke mindre end over Marmorkirken. Alle kirkesagens venner frydede sig den vinter-søndag da den gamle Biskop Fog, under stor deltagelse fra den kø benhavnske gejstligheds side og under overværelse af Kronprinsen og kron prinsessen, deres børn og Prins Valde mar, indviede den nye kirke. Kirken kunne rumme næsten ligeså mange mennesker som Marmorkirken nemlig ca. 1000. De næste 7 år Kirken blev regnet for et missionshus i de borgerlige kredse, den kunne absolut ikke være en folkekirke og så med det navn, det plejede at være sekterne der brugte stednavne fra Biblen, som ken dingsnavne for deres kirkehuse. I begyndelsen var der en kamp for at eksistere og få lov til at være til, alene at kunne nå ud til alle folk i distriktet. De borgerlige ønskede ikke at deres børn skulle døbes eller konfirmeres dér, og helt utænkeligt var det, at en mand af ære ville tillade at hans datter lod sig vie sådan et tarveligt sted.
En præst på Vesterbro, Pastor Basse, sagde da også engang om den, at den kun var et par hyldebærbuske der skjulte en rusten jemstald, hvortil Pas tor Th. I. Petersen svarede: - Ja, ja, skal den kirke kaldes en stald så lad den det, Jesus lod sig føde i en stald, så kan jeg vel også være præst ved en stald.
Hverken konger eller rigmænd
Det var hverken konger, rigmænd eller staten, der bekostede den første kirke, som tilfældet var med Marmorkirken, der blev rej st i Hovedstadens fornemme kvar ter. Byggeriet startede i 1749 af Kong Frederik den V, men blev standset af Struensee og blev først fuldført i 1894, den kostede 11/2 mili. kr. Vedrørende Gethsemane Kirke var det 7 jævne lægmænd, der udgjorde et ud valg for KIRKESAGENS FREMME, der blev dannet i oktober 1890 for at skaffe fattigkvarteret denne Missionskirke. De havde så igen bag sig troende mænd og kvinder fra Bethlehems Kirken. Indvendig var kirken meget spartansk, den havde ingen malerier og statuer som i Marmorkirken, kun et lille alter bord hvor der stod et nøgent forgyldt kors, som eksisterer den dag i dag og
8
Alene 2500 altergæster inden for det første år taler sit eget sprog. De første 7 år har virkelig været en kamp for Pastor H.J. Mygind og menig hed på grund af ministeriets regulativ for kirken, om at alle kirkelige handlin ger skulle bestilles og betales i Matthæ us Kirken og dermed gik størstedelen af pengene til denne kirke.
Det første år blev kun 17 børn døbt i Gethsemane Kirke, der var 175 konfir mander og 11 begravelser og det er jo ikke mange kirkelige handlinger, når man tænker på, at distriktet dengang rummede 8000 mennesker. Men efter hånden fyldtes kirken med mennesker fra hele Vesterbro, de havde fået en Mis sionskirke, den eneste på Vesterbro.
Gethsemane Kirke 1894
9
le man anbringe dem, når man fik dem. Menigheden havde tænkt sig nogle høje træstabler op til 5. sals højde eller et trætåm, men det ville bygningsadmini strationen ikke høre tale om. Så var der ikke andet at gøre end at bygge et stentårn. Først prøvede man, om det kunne lade sig gøre at bygge et tårn i stil med kirken, men dette måtte opgives. Man tog en hurtig beslutning og henvendte sig til Arkitekt H. Wright (en bror til Missionær Wright, der var den første der tog et lægmandsarbejde op på Vesterbro) og bad ham om at udarbejde en tegning til kirketårnet og menighedslokaler, men det vigtigste var at få rejst et tårn, som man savnede mest. Man satte alle sine kræfter ind for at skaffe de fornødne penge. Gode venner af kirken blev opsøgt og præsterne for ud over landet og talte Københavns kir kesag, men endte altid med at fortælle om tårnets uundværlighed. Pastor Fibiger ved Maria Kirkesal gjor de sagen til deres. Der skulle rejses et tårn ved siden a f den fattige kirke og flot skulle det være. Mange kloge folk lyste de på hovedet og tænkte, nu er de blevet gale ved Gethsemane Kirke, siden at de ville bygge et tårn, når det i virkelighe den var en ny kirke, de havde brug for. Det nye tårn blev indviet den 25. no-
Endelig efter 7 års forløb, efter man gang på gang havde opsøgt ministeriet for at få ændret bestemmelsen om ret til at være en selvstændig kirke, uden boy kot og chikanerier fra alle sider, be gyndte det at kunne mærkes på de kir kelige handlinger. Nu var man kommet op på 405 barnedåb efter stavnsbånds løsningen i 1901. Det distrikt, som kom under Gethse- mane Kirke, var kvarteret mellem Isted- gade, Sønder Boulevard, Oehlenschlå- gersgade og Absalonsgade, et fattigkvar ter med meget sygdom, elendighed og sult. Kirketårnet Efter Pastor H.J. Mygind rejste i 1897, kom en ny Sognepræst ved navn Th. Ingomar Petersen, han kom fra landet og savnede et kirketårn, hvorfra der kunne ringes ud over kvarteret. Der hang en slags kirkeklokker på nogle træstammer ved siden af kirken, men de kunne ikke høres, de virkede som små klimt i forhold til Skt. Matthæus kirkens, der kunne høres langt ud over husrækkerne. Endelig i året 1900 rejstes det ejen dommelige landsbykirke tårn, men først efter utallige bryderier. Man havde fået samlet 1156,- kr. ind til de nye større klokker, men hvor skul
10
Det nye tårn blev indviet 25. november 1900
11
Kirke på nær Pastor Mygind, der var i Syrien, var mødt op, tillige med Stift provst Ussing, Pastor Fibiger, Kirkefon dets sekretær Pastor Seidelin og m.fl. Kirkens Krypt var ikke helt færdig ved indvielsen, man manglede gulvbelæg ningen og kakkelovne, som man brugte dengang. Det lod menigheden udføre si den hen på egen bekostning. Derimod er kirkens tårnur skænket af en ano nym giver. Den første større forandring i kirkerummet skete da den nye altertav le, der er malet af Professor Oskar Matt- hiesen, blev indviet den 1. september 1929. Kakkelovnenes tid ophørte i 1955, da man fik indlagt oliefyr i kirken. Der er selvfølgelig sket mange forandringer i kirken gennem årene og et af de helt store arbejder var for et par år siden, da man fik installeret en elevator til glæde for dårligt gående kirkegængere og for personalet ved for eksempel begravel ser, det var virkelig vanskeligt at komme op ad trappen, der er temmelig stejl. Menighedsrådet kom i vanskeligheder, da elevatoren skulle indgå i kirken, man havde nemlig valgt lige det hjørne, hvor grundstenen var lagt. Det er jo en alvor lig affære, da en grundstensnedlæggelse er en højtidlig handling, men med Kø benhavns tidligere Biskop Ole Bertel- sens velvillige tilladelse åbnedes den 4.
vember 1900, hvor 2 kraftige klokker lød ud over husrækkerne, men menig heden havde en gæld på 8.000,- kr. - tårnet havde kostet 20.000,- kr. og der gik 8 år, før man fik gælden betalt. Den nye kirke Den gamle kirke med jernskelettet og bølgebliktaget kunne simpelthen ikke mere i 1915, men hvor skulle man få midlerne til en ny kirke? Det var i anledningen af Kirkefondets 25 års jubilæum, at Pastor H. N. Han sen foreslog at bygge en ny kirke som jubilæumsgave til Kirkefondet. Dette forslag faldt i god jord og især hos en enkelt mand Fabrikant Laurits Knud sen. Han gav en meget stor gave på 50.000,- kr., men ved indvielsen viste det sig, at han havde betalt 13.000,- kr. udover de 50.000,- kr. Stadsarkitet Wright, der havde tegnet det nye tårn, blev også sat til at tegne den nye kirke. Byggeriet varede 1 1/2 år, og ved ind vielsen den 24. september 1916 var kir ken gældfri. I strålende solskin blev kir ken fyldt til sidste plads og en proces sion på 25-30 præster med Biskoppen og Overpræsidenten i spidsen trådte ind på kirkeklokkernes sidste slag. Alle tidligere præster ved Gethsemane
12
oktober 1990 under tidligere Provst Jør gen Jessens overværelse den tilloddede blykapsel som indeholdt grundstens dokumentet for Gethsemane Kirke. Åb ningen af kapslen foregik iøvrigt under overværelse a f foruden Provsten også af Sognepræst Jenny Liisberg, tidligere Menighedsrådsformand Poul Lillelund, Kirkeværge Jens Olsen og Annie Wils- dahl. Blykapslen indeholdt foruden glasbe holderen med selve grundstensdoku mentet et dokumentpapir skrevet af Sognepræst A. Fibiger, der i 1915 var præst ved Eliaskirken. Efter fotografering af grundstensdoku mentet blev der indlagt en skrivelse af Menighedsrådsforrnanden samt nogle af de i dag gængse mønter, en skik som kendes allerede hos Assyrerne. Åbningen og lukningen af blykapslen blev foretaget af Blikkenslagermester B. Barndorph Bendtsen og blev atter ind muret på sin plads i murværket. Kirken har i liere år haft ønske om at få en ny løber og menighedsrådet havde i tankerne, at den skulle være færdig til kirkens 100 års jubilæum, og det lykke des at få Væversken Eva Liechti til at specialfremstille en løber. Derfor vil gæster og menigheden være med til at indvie den ved Kirkens Jubilæums gudstjeneste den 27. februar 1994.
Vi håber, at den vil blive brugt flittigt af flere og flere kirkegængere i vort sogn. Jeg har forsøgt at ridse kirkebygnin gens historie op gennem de 100 år og slutter med de bedste ønsker for vor kirke og sognets fremtid.
Kirken idag tegnet afRasmus Biisschou-Rasinussen
13
Glimt fra menighedslivet før og nu
Kaffebord med Pastor Obdrup
14
t.v.: Travlhed i basarens café Øverst t.h.: Basarens loppemarked Nederst t.h.: Skovturen 1993
15
Kolonihavebesøg
Ungdomsklubben 1990
Tage Palsgaard viserJilm
16
Basarkredsen
18
Gethsemane sogn
der havde et varmt og spændende lokal miljø. Folk trivedes, og da der i slutnin gen af tresserne blev givet grønt lys for at opdele den bedste del a f boligmassen i ejerlejligheder, blev der liv som sjæl dent før. Unge og gamle moderniserede og reparerede, som om de skulle bo i bydelen resten af deres liv. Men lykken blev kun kort. I begyndel sen af halvfjerdserne stod det klart, at der skulle saneres. Det var også påkræ vet i den ældste del af ejendommene, korridorer og baghuse var ikke veleg nede til bolig. Men den totalsanering, som blev det færdige resultat i gaderne omkring Oehlenschlågersgades skole, var intet mindre end en katastrofe for de mange, som havde købt deres egen lej lighed. Men lige meget hvad der blev sagt og hvad der blev skrevet om den sag, så blev husene revet ned, og bebo erne flyttet. Nogle så langt som til Ishøj og Ballerup. Revalsgade forsvandt. Est- landsgade og Saxogade blev stumper af det oprindelige. Kristeligt Studentersett lement samt Kirkens Korshærs bygnin-
Af PASTOR LISSY CHRISTENSEN Forandring I 1966 var Gethsemane sogn at se til omtrent som da den nuværende kirke blev indviet i 1916. Fra kirkens tårn så man ud over en skov af skorstene og hustage, og i gaderne var husrækkerne så tætte og høje, at man kun kunne se kirken i sin helhed ét sted fra, nemlig førstesalen Vesterbrogade nr. 66. Der var forsvundet enkelte baghuse, men de fleste stod tilbage forbundet med korri dorer, hvor der var små et-værelses lej ligheder. Man får bedst et indtryk af befolkningstætheden, når man ved, at der fandtes 4 bagere, 6 slagter- og vik tualieforretninger, 2 isenkramforretnin- ger, 3 ismejerier, 2 købmænd og diverse kiosker, foruden tapethandel, rullefor retning og naturligvis et par blomster handlere. Kul og koks forretning var der også, samt en fem-seks værtshuse. Det var en del a f byen, som var med til at give bydelen sit særpræg som et sted,
19
Sanering omkring Kirken
ger blev jævnet med jorden, og da de omsider dukkede op af støv og mur brokker, var det som skygger af det op rindelige. “Jesu små søstre”, som boede i Dannebrogsgade, måtte også finde sig et andet sted, selv om de udgjorde en del af det bedste i miljøet. Senere forsvandt andre huse og gårde, og i begyndelsen af 80erne var der intet, der mindede om gamle dages tætte kvarter. Det skulle da lige være baghu sene i Dannebrogsgade 46. Da sanerin gen nåede sin foreløbige afslutning, var
der flyttet omkring 4000 mennesker og kommet mindre end 1000 til. Det forandrede naturligvis sognets struktur. Hvor der før var en ret homo gen befolkning med solide fastansatte familier i forhusene og enlige og ældre, ofte problembørn i de små lejligheder, der kom der nu en højst uensartet be folkning, af alle nationer og tungemål. Mange boede kun kort tid i sognet, og den nære forbindelse mellem sogn og beboere blev af løsere karakter end før. Det skete ikke så sjældent, at unge
20
Et fristed Alligevel vidste folk, at kirken var deres kirke, og det kom så til udtiyk på den måde, at de havde en usædvanlig stor tillid til, at kirkens præster og medar bejdere var deres “fristed”, hvor de kun ne få hjælp, når problemerne brændte på. De mange, mange samtaler på to mandshånd, de mange ønsker om besøg i hjemmene og på plejehjem og hospita ler var udtryk herfor, og lykkeligvis var der altid medlemmer a f menigheden, som forstod deres ansvar og hjalp til med den del af kirkens arbejde. For præsten var det en stadig udford ring og en stadig påmindelse om kollat sens ord: “Præsten er pligtig til, at yde enhver i menigheden, der er stedt i ån delig og timelig nød al den bistand han formår.” Det lykkedes nogle gange at tage udfordringen op. Andre gange mis lykkedes det, fordi der var så mange, og der var så lidt tid til det opsøgende ar bejde. En af de forandringer der også kunne mærkes i det daglige arbejde, var Dia konissernes forsvinden fra sygeplejen i sognet. Diakonissen var i mange år kir kens repræsentant især blandt de kro nisk syge. Ansat af sognets menigheds pleje og delvist lønnet a f kommunen, der betalte for besøget hos kronisk syge. Søster Agnes og før hende søster An-
mennesker fik et barn døbt, men inden der var opnået yderligere kontakt, var de allerede flyttet igen. Til gengæld var der mange af de fra flyttede, der løste sognebånd til deres gamle sogn, og de kom gennem mange år trofast og vedholdende til den kirke de kaldte “Deres kirke” . En af dem ud trykte det på denne måde: “Det er min kirke - jeg har selv været med til at bygge den.” Vedkommende havde givet en dagløn som sit bidrag til kirken. Det androg i 1915, 2 kr. som var indtjent ved at vaske storvask i de fine huse på Vesterbrogade. Min kirke! Det kunne godt stå som overskrift over sognebeboernes forhold til kirken. De havde selv været med til at betale den, da den blev bygget og i den havde de oplevet mange af deres livs store øjeblikke. Der havde de holdt de res børn over dåben, fået deres unge konfirmeret og deres ældre begravet. Mange var også blevet viet i deres kirke. Den var en del af deres liv, selv om der aldrig blev den store gudstjenestefej rende menighed. En kirkegangsprocent på 0,5 - 2 % er ikke noget stort tal, og man kunne godt tænke sig, at professor Hal Koch havde gjort studier i bydelen, da han skrev: “Danskerne har æren af at have opfundet dogmet, man kan godt være en kristen uden at gå i kirke.”
21
"Min Kirke"
22
na var velkomne gæster rundt om i hjemmene, og de formidlede mange og gode kontakter, når patienterne ønske de besøg a f præsten. Med den nye bi standslov fra 1973 blev deres arbejde overtaget a f andre, og fra 1976 var al menighedssygepleje ophørt. Søster Ag nes blev dog ved med at komme som en god ven af huset, så længe kræfterne slog til, og det er der endnu nogen der husker med taknemlighed, men også det hørte op, og først senere begyndte tankerne om en form for sognediakoni at tage form. Gethsemane sogn var med til den førs te spæde begyndelse og har haft glæde af mange unge praktikanter, som prøve de kræfter med de praktiske diakonale opgaver i et sogn. Men først de allerse neste år er det blevet klart, at sognedia konerne er kommet for at blive. Det er dog sådan, at de sogne, der ansætter en sognediakon, gør det for egen regning og risiko. Et embede som sådan er endnu ikke oprettet. Menighedsplejens historie i Gethse mane sogn er næsten lige så gammel som kirken. Den uhyre fattigdom som var fremherskende i de første mange år af kirkens liv, gjorde den til en nødven dighed. Mangelen på en god hjemmesy gepleje gjorde menighedssøsterens ar bejde lige så nødvendigt.
Med diakonissehusenes velvilje, søs trenes arbejde og menighedens bidrag lykkedes det i alle årene at støtte og lindre der, hvor der var behov. Da det med sociallovgivningen fra 1937 blev bedre at være borger i Danmark, kunne man tro menighedssøstrenes tid var for bi, men det viste sig, at der vedblev at være mennesker, der havde det svært, der vedblev at være fattige, der vedblev at være syge, og der var mange ensom me. I begyndelsen a f tresserne kom der også narkomaner til, og lidt senere de mange indvandrere. Hver gruppe havde sine problemer, og det var dejligt at kunne medvirke til deres løsning. En af de beboere der fik en håndsrækning i en krisesituation, blev så glad for hjælpen, at han testamenterede sin formue til menighedsplejen. Den skulle bruges til glæde for de ældre i sognet. Planen var at bygge et ældrecenter sammen med Eliaskirkens menighedspleje, men den nye politik med “Ældre længst muligt i egen bolig” gjorde disse planer umulige. Gennem mange år kom en stor del af bidragene til menighedsplejen fra med lemmer af menighedssamfundet. Sam fundet var en sammenslutning af menighedsmedlemmer, der ønskede kirkelivet udformet i et fællesskab, hvor man både kunne yde og nyde. Der var indtil udflytningen tog fart et stort og et
23
derne at tjene andre, kun sig selv. En rest blev der dog tilbage, som forsøgte at bevare fællesskabet under de ændrede forhold. En anden del af kirkens ansigt blev vist af Menighedsbørnehaven. Det var en glæde at arbejde sammen med de forskellige medarbejdere, som i alle de år den har eksisteret, forstod at gøre “det med kirken” til en naturlig del af hverdagen. Selv i de dage, da en mini-
godt samfund som gav af tid og kræfter til kirkens arbejde og gav af deres løn til opretholdelse af kryptlokalerne, og til de forskellige frivillige arbejder blandt børn, unge og ældre. Men netop her mærkedes forandringerne i sognet mere end noget andet sted, for dem der kendte de mange sider af menigheds samfundets virke forsvandt og de nye, der kom til, var opvokset i en helt anden tradition, hvor det ikke længere var mo
Menighedsbømehaven underholder i Krypten november 1991
24
Støvsugerbanden Inspiration kunne der nok være brug for i en kirke, der oplevede så store forand ringer som Gethsemanekirken. Det var ikke så meget de ydre forandringer, dem lærte man at leve med. Men det der især tog tid og kræfter i de senere år, var de tanker og ideer, der med mellemrum kom fra Kirkeministeriet. Først blev det i 1972 foreslået, at der skulle nedlægges præstestillinger på Vesterbro. Saneringen var på det tids punkt dårligt nok begyndt. Så blev der lavet statistikker, holdt møder og skre vet rapporter, der med tørre tal kunne bevise, at den ide var dårlig. Man gik i 1972 stadigvæk ud fra de samme tal, som kirkefondet havde brugt 80 år tidli gere. Tal som var urealistiske, hvis der skulle være en chance for at møde men nesker, når de havde behov derfor. Ar bejdet lykkedes i første omgang. Sin dene faldt til ro og saneringen tog fart. Det bevirkede, at Kirkeministeriet i 1976 nedsatte en kommission, som skulle kulegrave det kirkelige behov i København. Kommissionen fik senere kælenavnet “Støvsugerbanden”. Den barslede med sit forslag til en ny struk tur i juli 1979. Kort fortalt indeholdt det planer om at nedlægge eller omdanne 7 kirker i København. En a f dem var Gethsemane Kirke. Det kom som en
ster kom i tanker om, at man vist burde forbyde børnehavepersonale, at have en livsholdning og vise den, lykkedes det for børnehaven at bevare sin identitet som en kristen institution. De særlige børnehavegudstjenester var festlige, ikke mindst om julen, med krybbespil, forældre, søskende og beds teforældre som glade deltagere. Tradi tionen med at slukke præstens juletræ den 6. januar var fornøjelig, og turene på sommerlejrene i Liseleje og i Selcha- ushus gav sundhed og røde kinder. Se nere mødte vi børnene igen, når de kom og blev konfirmeret og senere igen viet i deres barndoms kirke. Som tidligere nævnt forblev Kristeligt Studentersettlement i sognet. Det var mindre end før, men med forskellige forstanderes flid og energi, kom det til at ligne sig selv. Der var mange gode tilbud til hele bydelen og vi benyttede os i kir kens sammenhæng især af socialrådgi veren, som i mange tilfælde kunne lette en socialbetonet sag ved at finde de rig tige paragraffer i sociallovgivningen. Og Settlementet benyttede os til de hel- el ler halvårlige gudstjenester, der ofte var spændende og fyldt med livsglæde. Samværet i krypten bagefter bød mange gange på en musikalsk underholdning, der fik hele forsamlingen til at leve med. Det var inspirerende.
25
havde ikke opdaget, at det var den alle rede. I de sidste sætninger kom det dog frem, at bladet syntes ideen var dårlig, men det var der ikke ret mange der læste, så i lange tider kom sognets be boere og spurgte til, hvornår det skulle ske.
bombe for alle implicerede. Kun Køben havns biskop, der var formand for støv sugerbanden kendte til planerne. Den lokale avis skrev på forsiden, at kirken skulle lukkes, og foreslog den omdannet til Medborgerhus - journalisten der skrev
Ind underju l
26
sagen rejste. Mangen gang tænkte en og anden: “Mon vi når at fejre 100 års da gen.” Det var tænkt med en vis bitterhed imod en kommission, som ikke havde opdaget, at Gethsemane Kirke var en kirke rejst af de beboere, som skulle bruge den. En Folkekirke i ordets bedste forstand. Lidt godt skete der dog i 80erne. Kir ken fik i 1986 for første gang besøg a f Dronning Margrethe. Det skete som led i en af Dronningens Kirkefondsture. Be søget viste Dronningens interesse for kirken og dens befolkning. En interesse som kun kunne vække glæde hos dem, der var med. I samme årti var der også mange gæs ter fra østlandene, tit og ofte til en guds tjeneste, med efterfølgende samvær un der en eller anden form. Det var givende at høre om helt andre forhold, hvor det især var et gennemgående træk, at me nigheden havde det fulde ansvar for, hvordan kirken skulle fungere under ofte meget vanskelige forhold. På genbe søg blev det konstateret, at det lykkedes over al forventning. Der var noget at lære. Og så gik dagene med alle de forskelli ge gøremål, der hører kirken til sammen med trofaste og dygtige medarbejdere, sammen med de mennesker der levede i sognet. Det var en god tid. Nu nærmer
Der kom mange møder og meget skri veri ud a f den sag. Noget af det mest glædelige var de breve som et par af sognebørnene skrev direkte til kirkemi nisteren, heri gav de udtryk for deres protest mod den foreslåede lukning. Det var også glædeligt, at blive bakket op på anden måde, for eksempel gennem Kris teligt Dagblad. Og endelig var det dejligt at mærke den fælles lyst til at kæmpe for en sag, som alle syv implicerede sog ne syntes det var nødvendigt at kæmpe for. Resultatet kom i september 1980. Kirkerne forblev som de var. Her i de seneste måneder, har en ny kirkeminister taget de gamle ideer frem igen, men Københavns biskop har alle rede udtalt, at det bliver ikke med hans gode vilje, der skal nedlægges kirker i København. Årsagen til de gentagne trusler var og er spareiver, for at holde kirkeskatten i København nede. Et pro blem som bør klares på andre måder. Måske kunne man lære et og andet ved at skæve til andre kirker eller til frikir kerne. For den, der var dybt involveret i hele problematikken, var det en meget mær kelig fornemmelse, at skulle bruge tid og kræfter på at gendrive slige teorier. Det var opslidende og tog alt for meget tid fra det egentlige arbejde i sognet. Dertil kom den usikkerhed som hele
27
givet al magt i himlen og på jorden! Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem i Fade rens og Sønnes og Helligåndens navn, og idet i lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet Jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”
jubilæet sig, skal jeg ønske noget for Gethsemane kirken i den anledning må det være, at der altid må være menne sker, der kender den som “Min kirke”, og at der altid vil være medarbejdere, der kommer mennesker i møde i tro skab mod Hans ord, som sagde: “Mig er
"I det i døber dem..."
"i det i lærer dem....."
28
Hvordan Gethsemane Kirke fik to orgler
brug. Selv om der fandtes udmærkede orgelbyggere i hovedstaden, havde man ladet det bygge hos den århusianske orgelbygger Frederik Nielsen, muligvis fordi denne havde afgivet et favorabelt tilbud for at få adgang til det attraktive marked i hovedstaden. Stort var orglet ikke, det havde kun 9 stemmer, dvs. 9 piberækker med forskellig karakter og tonehøjde, men klangen var smuk, varm og fyldig, det ved vi fra det nuvæ rende »gamle« orgel, hvor størsteparten af Frederik Nielsens piber stadig kan høres. Zachariasen-orglet 1916 Da den nuværende Gethsemane kirke blev rejst, kunne man ikke længere nø jes med Frederik Nielsens beskedne in strument, og man fik derfor bygget det 16 stemmer store orgel, der nu står på pulpituret bagest i kirken. Opgaven blev overdraget til A. C. Zachariasen i Århus, Nielsen-firmaets efterfølger.
Af ORGANIST OLE OLESEN
Som gæst i Gethsemane Kirke kan man opleve det usædvanlige at høre musik spillet på to forskellige orgler i løbet af én og samme gudstjeneste. Der er nem lig instrumenter i begge ender af kirken: over prædikestolen og over indgangsdø ren. Historien om, hvorledes kirken fik to orgler, hvor andre må nøjes med ét, skal fortælles om lidt, men først skal vi høre, hvordan det hele begyndte: Den første tid I de første ydmyge år havde kirken ikke noget orgel. I lighed med andre af ho vedstadens pionérkirker måtte man nø jes med et billigt harmonium (også kal det stueorgel), indtil økonomien tillod, at man anskaffede et pibeorgel. Frederik Nielsen-orglet 1900 År 1900, samme år som kirken fik tårn, kunne menigheden tage sit første orgel i
29
"De gode gamle dage"
30
Helt nyt var orglet dog ikke: piberne og en del a f det tekniske anlæg fra 1900 blev nemlig genbrugt i den nye sam menhæng. Klanglige ændringer 1935 Der er også mode i orgelklang, og derfor er det ikke ualmindeligt, at man foreta
ger større eller mindre orgelombygnin ger for at modernisere klangbilledet. I 1930'erne begyndte den tunge, mørke orgelklang at gå af mode, og i 1935 lod man derfor Th. Frobenius & Co. i Lyngby foretage et lille, men virkningsfuldt ind greb: en bred og fyldig orgelstemme, »Principale Violino«, blev afløst a f en lys og glansfuld »Mixtur«.
Kirkens organist Kjeld Jensen og koret ved det gamle orgel
31
Jensen & Thomsen-orglet 1976 Omkring 1970 begyndte man i Gethse- mane menighed at tænke på udskift ning af orglet. Instrumenter fra århund redets begyndelse var ikke længere i kurs blandt organisterne, og orglets til stand var ikke den bedste; navnlig i fy ringssæsonen, hvor træværket tørrede ud, var der problemer med driftssikker heden. Man grundlagde derfor en orgel fond og indledte en orgelsag med det formål, at få bygget et nyt og større in strument med genanvendelse af de gamle orgelpiber. Der blev udfærdiget en del planer og tegninger, men efter hånden som sagen skred frem, måtte man indse, at det var umuligt at skaffe de mange penge, der krævedes. Man havde herefter valget mellem et lille orgel eller slet intet. Resultatet blev, at man valgte at lade det gamle orgel stå, som det var, og bygge et »kororgel« på det nordre sidepulpitur, i nærheden af kirkens korparti. Her var der ledig plads, og her kunne organist og kirke sangere komme i tættere kontakt med præst og menighed. Det nye orgel er bygget af Jensen & Thomsen i Hillerød og har 13 stemmer. Det er særlig velegnet til barokmusik - Bach, Handel, Buxtehude etc. - og i
Kirkens nye orgel
32
denne musiks hurtige løb og triller for nemmer man, at det nye orgel fungerer langt mere præcist og distinkt end det gamle. Det er ikke nogen egentlig kopi af et barokinstrument, men det repræ senterer en moderne orgeltype, der tek nisk og klangligt er stærkt inspireret af baroktidens instrumenter. Facaden er tegnet af arkitekt Erik Møl ler. To temperamenter Kirken råder i dag over to instrumenter af vidt forskellig karakter: Over indgangsdøren står det gamle or gel med sine fyldige, skønne toner. Dets
temperament er sindigt og eftertænk somt, og det gør sig bedst i rolig, roman tisk musik. Dets klanglige spektrum rækker fra det fyldige og fuldmodne til det sarte og inderlige - allerskønnest er måske dets svageste stemmer: Bordone d'amore, Voce angelica og Voce celeste, opkaldt efter henholdsvis kærligheden, englene og Himlen. Kororglets temperament er lige modsat: det er iltert, energisk, sprudlende - ind imellem ligefrem aggressivt - og det eg ner sig bedst til frisk og livlig musik fra renæssancen, barokken eller vort eget århundrede, med kaskadeagtige løb, triller og toneranker.
Kirkens første organist Bodil Jensen
33
Oversigt over kirkens orgler 1) Frederik Nielsen 1900, 9 stemmer, 1 manual og pedal
Pedal
Manual Bordun Principal
16 F:
16 F Subbas 8 F Octavbas
8 F:
8 F 8 F 4 F 4 F 2 F
Gedakt Fugara
Octav Fløite Octav
Manualomfang: C -f", pedalomfang: C-d'.
2) A. C. Zachariasen 1916, 16 stemmer, 2 manualer og pedal Manuale I Bordone 16' Principale 8' Bordone d'amore 8' Fugara 8' Ottava 4' Flauto 4' Ottava 2' Manuale II Principale violino*) 8' Flauto maggiore 8' Voce angelica 8' Voce celeste 8' Flauto traverso 4' Oboe 8' Pedale Subbasso 16' Principale 8’ Cello 8’
Manualomfang: C-f", pedalomfang: C-d'. Kopier: II-I, II 16'-I, II 4'-I, I-P, II-P. Svelle for manual II. Klokkespil. 1 frikombination. 4 kollektiver: P, f, mf, tutti. Generalcre*) 1935 udskiftede Th. Frobenius & Co. denne stemme med en Mixtur 1' V.
34
scendo. Pedalmoderator. Afstiller for Oboe 8'. Pneumatisk traktur og registratur. Keglevindlader for manualerne, bælgventil- og keglevindlader for pedal. Fugara 8’ har fælles bas med Bordone d'amora 8'; Voce celeste 8' har omfanget c - f ".
3) Jensen & Thomsen-orglet 1976 13 stemmer, 2 manualer og pedal Hovedværk Positiv
Pedal
Subbas Pommer
16’
Træprincipal
Rørgedakt Blokfløjte Tværfløjte
8' 4' 2’
8’ 4' 4' 2’
4'
Præstant Spidsfløjte
Fagot
16'
III
Nathom Mixtur
Comet
IV
Krumhorn
8'
Manualomfang: C-g'", pedalomfang: C-f. Kopier: Positiv-Hovedværk, Hovedværk- Pedal, Positiv-Pedal. Svelle for Positiv. Tremulant for Hovedværk. Temperering: Kirnberger III. Mekanisk traktur og registratur. Sløjfevindlader.
35
Pigeklubben
endog 3. baggård, så det var ikke mær keligt, at forældrene ikke var glade for at sende deres børn og unge ud under de forhold. Til sidst blev man enig om kun at beholde Hovedafdelingen. Her var der omkring 15 medlemmer, som skiftedes til at holde møder i deres hjem, og som forøvrigt var meget aktive i menigheds arbejdet. Disse møder fortsatte faktisk for de fleste af dem resten af deres liv. Blandt dem var Elna Madsen, og for de få yngre piger, der var tilbage, startede hun Pigeklubben, hvor der igennem åre ne er kommet en mængde piger, indtil deres konfirmation og for nogle a f dem et godt stykke tid længere. På et tidspunkt var der 28 piger at sætte i gang og holde styr på. I perioder havde frk. Madsen hjælp fra en og an den, men det var hende, der trak det store læs, og Pigeklubben var hendes hjertebarn. Hver mandag havde Pigeklubben mø de et par timer i krypten til forskellige aktiviteter. Frk. Madsen var fremragen de til al slags håndarbejde. Hun holdt af børnene, og de holdt a f hende og re spekterede hende.
Af GRETE PALSGAARD
I 1920 mødte en lille pige for første gang op i K.F.U.K.s yngsteafdeling ved Geth- semane Kirke. Hun var 12 år og hed Elna Madsen. Der var på den tid en rigtblomstrende K.F.U.K., den største på Vesterbro. Den bestod af 3 afdelin ger: Yngsteafdelingen for de mindste, Ungdomsafdelingen for de 14-18-årige og Hovedafdelingen for de der var over 18 år. Der kunne tit til hvert enkelt møde være omkring 100 piger samlet, delt op i kredse med 10-12 piger. Elna Madsen blev så glad for at være med, at hun trofast kom i Y.A. og med alderen også i U.A. og H.A. Tyskernes besættelse under 2. ver denskrig havde nok sin store andel i, at det gik stærkt tilbage med medlemstal let. Det var utrygge tider, der var mør klægning, og selv om alle gik med hvidt armbind for bedre at kunne ses, hjalp det ikke meget, hvis det var bælgmørkt. Tilmed var der i perioder udgangsfor bud om aftenen. Pigerne skulle følges hjem. Nogle a f dem boede i 1., 2. eller
36
en ting, skulle de blive ved den, til den var færdig. Før mødet sluttede, blev der altid holdt en andagt med oplæsning af Bibelen, og derefter blev trosbekendel sen sagt og Fadervor bedt. Om sommeren var de af og til på skov tur. Så startede de altid i kirken, hvor de satte sig på de forreste bænke. Under salmen før prædikenen listede de gans ke stille ud ad døren til højre for koret, og tit undrede nogle af kirkegængerne sig over, at bænkene pludselig stod tomme, og pigerne var forsvundet, uden at man havde hørt en lyd. De havde lært respekt for kirkerummet og for alt, hvad der er helligt. Pigeklubben havde sin egen fane, og ved konfirmationer stod to af pigerne fanevagt og var med til at gøre dagen festlig. Tit var der blandt konfirman derne piger fra klubben. I december måned havde de travlt med at indøve spil, som blev opført ved me nighedens advents- eller julefester. Det var morsomt at opleve Pigeklub ben på nærmere hold. Hvert år kom de i juletiden i samlet flok på besøg i et pri vat hjem. De lagde stor vægt på, at alt skulle foregå på samme måde hver gang. Man startede med at gå om ju le træet og synge alle de dejlige julesalmer. Derefter blev frk. Madsen anbragt i en god stol, mens pigerne fik besked om at
. Ftk. Madsen og fru Lund med en a f pigerne fra pigeklubben
De fremstillede forskellige ting til den årlige basar, og hvis pigerne gerne ville beholde de ting, de havde lavet, skulle de selv betale materialerne dertil. De måtte selv vælge, om de ville lave hånd arbejde, male på glas eller noget helt andet, men når de først var begyndt på
37
lie med 5 børn, heraf 3 piger, som kom i Pigeklubben. Et stykke tid efter at de var flyttet til et forstadssogn, blev de alle 5 samt en lille nyfødt døbt i den stedlige kirke - som følge a f det, pigerne havde lært og var kommet til at holde a f i Pigeklubben. I de sidste år a f Pigeklubbens historie havde frk. Madsen en stor støtte i Annie Wilsdahl, som tog ivrigt del i arbejdet. Der er blevet talt og skrevet meget om det barske miljø på Vesterbro, men ofte har man glemt at fortælle om oaserne og de små perler, som også findes. En så dan strålende perle var frk. Madsens Pigeklub.
stille sig med mellemrum fra stuen ud i den lange korridor og ud til køkkenet, hvor der til hver stod en tallerken med juleknas samt sodavand, og så gik de gode sager fra hånd til hånd, til alt var kommet ind, uden at nogen skulle løbe frem og tilbage flere gange. Mens man hyggede sig med godterne, blev der le get. De var traditionsbundne og holdt bestemt på altid at lege de samme lege. Før man brød op, blev trosbekendelsen sagt og Fadervor bedt af en af pigerne. De var alle meget ivrige efter at få lov til det, men når først frk. Madsen havde udpeget en eller to til det, var der ikke mere diskussion om det. Når pigerne var blevet 12 år, fik de lov til at være med til at holde øje med de mindre, og hvis en af de store havde irettesat en mindre, rettede hun sig efter det, og de små så hen til at blive 12 år og få dette æreshverv. Da saneringen i kvarteret begyndte i midten af 70erne, var der mange, der måtte flytte fra sognet og finde et andet sted at bo. Det gjorde et stort indhug i klubbens medlemstal. Desuden kom der nye tilflyttere, som var muslimer, som man ikke kunne forvente skulle komme i en kristen forening. Det var trist, når nogle af de trofaste piger flytte de bort, men der var da også lyspunk ter. Således var der en jugoslavisk fami
Pigeklubben
38
"Krybbespil v. pigeklubben"
39
FDF/FPF - K 34
A f arkivmateriale fremgår, at kredsen - som også dengang hed K 34, desværre måtte indstille arbejdet i 1962 p.g.a. fø rermangel (fører, som det dengang hed), selvom det af samme arkivmateriale fremgår, at der faktisk var 57 drenge tilsluttet kredsen på dette tidspunkt i 1962. Drengene forsøgtes overflyttet til nabokredse, men erfaringen viser også her, at det aldrig lykkes rigtigt med dis se overflytninger. Der, hvor man bor og har startet som barn, der føler man et tilhørsforhold, som er svært at erstatte. Kredsen indstillede i 1962, men ind stillet betyder ikke død. I 1979 startede K 34 op påny, - nu som blandet kreds d.v.s., hvor også piger var med, på ini tiativ af daværende distriktsleder Jens Vollquartz. På de 8 år Jens var distrikt sleder på Vesterbro, nåede han at starte 2 FDF/FPF kredse op påny; K 18 og K 34. Jens’ aktive livsform førte også med sig, at han blev udnævnt til æresborger på Vesterbro i 1985 - Årets Vesterbroer, som det rettelig hedder. En sjov og vær dig begivenhed som finder sted på Ves terbrobladet hvert år. Kort fortalt, - et
Af VILLY BRUUN-MADSEN KREDSLEDER I K 34
Hvad forstås ved kirke? Efter Mesterens anvisning må det for stås sådan, at det omfatter hele men nesket - i alle aspekter, til alle tider i tilværelsen. Sådan lignende er definitionen vist al tid blevet opfattet - af de fleste, derfor har man heller aldrig kunnet nøjes med gudstjeneste søndag formiddag. Altid har kirken haft flere “jern i ilden", og sådan skal det naturligvis fortsat væ re. En a f arbejdsgrenene i Gethsemane sogn, - og naturligvis en meget vigtig del, er den gren, som omfatter den op voksende generation. I Gethsemane kirke har FDF haft fod fæste siden 1947, - dengang varetaget af den daværende kordegn ved kirken Richard Bjerremose. Nu som dengang afhænger et sådant arbejde af, om der er nok voksne, som vil påtage sig dette nyttige og udfordren de arbejde.
40
FPF. I årene som er gået, har vi haft megen glæde af dette arbejde, - især fordi der er så mange spændende ting, som FDF/FPF har fat i, og som bare kan tages op og evt. “brygges” videre på. Som en instruktør på et kursus en gang udtrykte det: “Kast dig over det, du selv synes er spændende, så får det en afsmittende virkning.”
skulderklap til en person, som har væ ret aktiv og vist samfundssind i byde len. I begyndelsen a f firserne blev Ingerlise Bruun-Madsen og undertegnede ansat ved Gethsemane kirke som henholdsvis kordegn og kirketjener. Da vi begge hav de været spejdere som børn, syntes vi, det var nærliggende at gå med i FDF/
Kanalrundfart under besøg i Berlin
41
Et par af vore store drenge, to af dem, som i øjeblikket har været med længst i kredsen, har vi bedt om at udtrykke deres tanker om vores arbejdsgren: Arne Budde, 14 år. Esben Shane Hansen, 15 år. Da jeg begyndte at gå til FDF/FPF i 1985 var vi mange, men tiden gik og vi blev færre og færre. På mindre end 2 år var alle FPF'ere (piger) gået ad på nær en, og det var Ingerlise. Han er en a f vore ledere. For ca. 3 år siden var vi i Østtyskland, lidt aden fo r Berlin. Vi boede privat hos nogle tyskere. Efter ca. 1 1/2 år kom de til os, og boede så også privat hos os. Sidste gang vi var der nede var i maj 1992. Det var en a f de sjoveste tåre, jeg har været på med FDF/FPF. Na hjælperjeg Ingerlise og Jeanette med Paslingene, men det bedste a f det hele er, at vi ikke betaler noqet for at qå til FDF/FPF. Jeg håber, der vil komme flere børn. Hilsen Arne Badde Seniorvæbner i K 34.
Udover at tage på traditionelle lejre sommer og vinter, har kredsen også kastet sig ud i sejlads, musik, skitur til Norge, udvekslingsrejser til Øst Berlin, kort sagt ture og rejser i ind- og udland: Norge, Sverige, Tyskland, Jylland og Bornholm. Ekspansionen er forhåbent lig ikke afsluttet hermed, selvom vi des værre må konstatere, at det store antal børn som kredsen havde - selv da den lukkede i 1962, kan vi slet ikke leve op til i vor moderne tid, hvor tilbudenes antal fra mange andre sider er så man ge, at det næsten er uoverskueligt. Et antal på ca. 25 drenge og piger tæller kredsen i øjeblikket + 5-6 ledere, men heldigvis med en stabil kerne, som gør at kredsen fungerer godt. Fremtiden tegner lys - siger optimis ten, og optimister skal vi alle være. Det kunne fx. være en tro på, at den store arbejdsløshed - “arbejdsfrihed” som det burde ændres til, kunne anvendes til kreative og meningsfyldte ting - noget som også ville komme disse yngre år gange til gode. I kirkens regi kan det ikke være en fjern og utopisk tanke gang, at den tid man som voksen - som forældre, anvender og tilbringer sam men med sine børn giver gode “renter”. - I FDF/FPF terminologi: “Fritid med ind hold”.
42
Fx. en Landslejr jeg var på i 1991, hvor vi var 24.000 mennesker samlet til en fællesgudstjeneste, det var en varm og spændende oplevelse. En a f FDF/FPF’s hovedopgaver er at læ re børn og unge om Biblen. Hvisjeg skul le til eksamen i Biblen, ville jeg nok få rimelige karakterer, efter alt det jeg har lært til møderne. Jeg har sat mig fo r at blive i K 34 så længe som overhovedet muligt. Hilsen Esben Shane Hansen Senior i K 34
Hvis ikke det var i Gethsemane Kirke, havdejeg aldrig kommet til at gå til FDF/ FPF, som jeg ikke ander nogen omstæn digheder kunne undvære nu. FDF/FPF har betydetfo r mig, atjeg kun ne komme ud i naturen eller udland o.s.v., og møde nye venner. At finde nye venner er noget a f det mest vigtige med en lejr, og det at opleve noget i fælles skab, er også meget vigtigt fo r mig. FDF/FPF i kirken har betydetfo r mig, at have et sted at gå hen fo r at have det sjovt, hygge mig, lære noget o.s.v. Gud er en vigtig del a f FDF/FPF, og fæ l lesskabet heri.
Røg til naboer - lækkert snobrød til FD F em e
43
Sognepræster
(1894-1905 = Førstepræster) H. J. Mygind ...........................1894-1897 T. H. Ingomar Petersen...........1897-1905 H. N. Hansen ..........................1905-1914 Richard Thomsen.................. 1915-1923 A. T. Biørn-Lorenzen..............1923-1931 Anton Krogsøe ........................1931-1940 Kai Brask.............................. 1940-1945 C. O. Obdrup..........................1946-1968 Lissy Christensen...................1970-1989 Jenny Liisberg...................... 1990-
T. H. IngomarPetersen
H. N. Hansen
44
Made with FlippingBook flipbook maker