545391414

S C E N I S K E K U N S T N E R E SMAA KARAKTERI STI KER

PETER FJELSTRUP AF ROBERT SCHMIDT

NY T N O R D I S K F O R L A G K Ø B E N H A VN

Under Redaktion af Carl Velirens

Krohns Bogtrykkeri.

Privatbillede, 19 Aar.

Saaledes staar han og syner, skøn, i Skandinavien.

Lokken er lønlig graanet, m en han lyner af Ungdom . Ingen fik avet denne gigantiske Dreng for Alvor. Ingen kritisk Pauper tik plyndret ham for hans Purpur. Johannes V. Jensen.

BEGYNDELSEN af indeværende Aar var Peter Fjelstrup det almindelige Samtale­ emne i teaterinteresserede Kredse. Hans store Succes som Ritmesteren i Strind- bergs »Faderen« var en Overraskelse, ingen havde ventet. Han overraskede og overvældede. Hvor er det muligt, at Fjelstrup pludselig kan sejre saa uforbeholdent i en stor tragisk Rolle? Hvor­ ledes er det gaaet til? Hvad er Grunden til denne pludselige Genfødelse af hans hedste Evner? Saadan lød det overalt i Byen og i Bladene. Men noget egentligt Svar hørtes ikke. Ja, hvad er Grunden? I de sidste Par Aar dalede Fjelstrups Popularitet. Det store Publikum var paa Vej til at glemme ham. og han var haardt savnet af de faa, der forstod at vurdere ham. Lettere komisk Arbejde udførte han paa Steder her i Byen, der ligger 5

P E T E R EJ E L S T R U P udenfor lians Omraade. Det er gaaet saa vidt, at ingen af de Teatre, hvor han hørte hjemme, syntes at have Brug for ham. Peter Fjelstrup, Geniet, den Skuespiller, der i Alsidighed, i indre Liv, i storlinjet Fantasi overgaar hele sin Samtid, vel nok her i de nor­ diske Lande, den Kunstner, der nyskahende rækker fra Peter Ravns barnlige Uskyld til Ritmesterens liaabløse Tragedie, eller om man vil, fra Farcen og Operetten til Strindberg, for ham var alle Døre til Københavns Scener lukket. Havde ingen da Brug for ham? Jo, for den fremragende Karakterskuespiller havde alle Teatre, med det Kongelige, en Plads aaben, men ikke for det springske, utæmme­ lige Narrelune, der fulgte med som hans onde Aand. Dette Lune har tiere Direktører levet højt paa, det har skabt hans store Popularitet, det har beriget Kendere, men det har samtidig Aar for Aar slaaet over i en Kaadhed, en Sprælsk­ hed, der har forringet hans Selvkontrol og under­ mineret hans Kunst, og en skønne Dag var Dørene lukket — for en Tid. Nu er Peter Fjelstrup igen den store Kunstner, han har vundet en eklatant Sejr — Strindbergs Jævnbyrdige. Men hvordan er det gaaet til, at han har sejret saa uforbeholdent, saa altoverragende i en saa fordringsfuld tragisk Rolle? Er det mon ikke netop, fordi han har denne onde Aand i Hælene paa sig, der er ligesaa udelelig knyttet til ham som hans egen Skygge. Er ikke netop det Mystiken i ham, det »far­ lige« i hans Sjæl, som Hamlet taler om, og som 6

Hitmesteren i »Faderen*.

Peter Havn i »En Spurv i Tranedans«.

Svengali i »Trilby«.

PE TER l U E L S TR UP han ogsaa selv maa vogte sig for — det er Lynet i hans Væsen, der undertiden kan afledes, men ikke forandre Natur. Se paa hans Ansigt: Pande, Bryn, Næse og Øjne udtrykker en enorm Kraft, Mund og Hage udtrykker et Barns Svaghed. Et fremragende Skuespilleransigt, der stenmejslet viser Vej ind­ efter mod Polerne i hans Kunst, og Beskaffen­ heden af hans Aand. En Aand, der næres af en spaltet Sjæl: dyb Alvor til den ene Side og et lyst funklende Lune til den anden. Dette Fjelstrupske Lune huserer i hans Tem­ perament som en dæmonisk Nar, han selv har vanskeligt ved at tøjle, og som ingen ydre Magt gennem nogle og tredive Aar til Dato har faaet Bugt med. En Nar, der katteblødt stryger sig ind og viser sit omskiftelige Ansigt i hver Krog af hans Indre, lyser op med sine rige vekslende Udtryk, varmer og henrykker hans Sind, aabner alle Væld i hans Fantasi, hvorfra der strømmer den Rigdom af overraskende Nuancer i Repliken, mimiske Indfald, uventede Gestus, en forblølfende Pause, ja om man vil, et helt nyt Paafund saa komisk straalende, at han selv blændes — og ler med. Fjelstrups private Forhold til dette Djævelskab i hans Blod er af dobbelt Art. Som man holder gode Miner til slet Spil, naar man elsker og hader et Menneske samtidig, saadan holder Fjel- strup gode Miner til den skalkagtige Bandit, der er hans Talent ligesaa nødvendig som hans Øjne til at udtrykke med. I alvorlige Roller kan han tumle ham, fordi han kun er til Stede i Bag­ grunden af hans Temperament, men naar han 13

P E T E R EJ E L S T R U P i Lystspillet byder ham op til Dans, saa ve ham, han staar da overfor sin farligste Konkur­ rent, det er som et Spil paa Liv og Død mellem to Skalke, der hidser og jager hinanden til Komikens og de lystige Paafunds yderste Græn­ ser, og Guderne (der græder) skal vide, al Fjel- strup ofte har triumferet overfor sin Medbejler paa den anden Side Grænsen. Naar man minder Fjelstrup om denne lidt for overdaadige »Frodighed«, bliver han alvorlig, ser et Øjeblik ligesom ind i sig selv, ryster paa Hovedet og siger ganske jævnt og ærligt: »Jeg kan ikke gøre for det«. Og han har Ret, han kan ikke gøre for det. Guderne græder, men de græder for sent. Thi de burde betale for den Overdaadighed af Natur, som de har forpligtet ham til at tæmme. Elskere af Fjelstrups Kunst vil dog ikke ønske at se Guderne med tørre og veltilfredse Øjne, i saa Fald vilde de i Stedet faa Skuespilkunst, som den præsteres saa mange Steder i Verden, og de maatte undvære Nydelsen og Berigelsen af en Kunst, som er Fjelstrups alene. De indre Magter: hans Lune, hans Vid, hans »Lynglimt af Lystighed, der fik hele Bordet til at ryste i en Tordenlatter«, fældede ham for en Tid, Komiken blev i visse Kulminationsøjeblikke en Fjende, der op gennem Aarene gik ham tæt paa Livet. Det er jo et stort Spørgsmaal, om han, hvis han havde haft Evne til at holde denne Fjende fra Livet, i en Haandevending formaaede at sejre over hele sin By i en stor tragisk Rolle. Det er den indre Balance, der til­ deles som Kim i Vuggegave, maaske en Balance 14

Driversen i »Audiensen«

Aagerkarlen Engstrøm i »En Forbryder«.

P E T E R EJ E L S T R U P af samme matematiske Finhed som den, der holder- Stjernerne, og som Menneskefingre ikke maa pille ved, det er den, der har bestaaet sin Prøve. Man kan maaske gaa saa vidt og sige, at Komiken for en Del er Skyld i Sejren i Tra­ gedien, ja, at den er en af de væsentligste Grunde til den store Strindberg-Succes. Thi det er den, der har foranlediget de sidste Par Aars lidet anstrengende Teatertjeneste, hvor han fik Lej­ lighed til at styrke sin Fysik, der i den sidste halve Snes Aar under opslidende Rejser i Skan­ dinavien tydelig var mærket under Trykket af stort enerverende Arbejde. Ja, hvem ved, om ikke disse to Aars kunstnerisk nedbrydende Anathema halvt i Mørke og Forglemmelse har gæret i Runden og udløst det »farlige«, der er i Fjelstrups Sjæl, til den Højspænding, der skaber den store Kunst, naar Opgaven er der og vel at mærke — Kræfterne slaar til. Og saa var maaske Ritmesteren netop den Mand, Fjelstrup havde Brug for — en Jævnbyrdig, overfor hvem han kunde lette sit Hjerte. Publikums og Pressens Hyldest fik han i rigt Maal, Skumlerne og Mumierne bøjede sig, og findes der endnu en Rest tilbage, der ikke kan glemme hans »Daarskaber«, saa er Tiden inde til at huske, at han — som sagt — selv i egen Person har bødet rigeligt, fordi han nu engang hører til de store Ubeherskede i Kunsten, der be­ taler en Slags Skat ved af og til at rende Pan­ den imod Guden, og fordi det til syvende og sidst er Komikeren, som vi alle har tiljublet, der paa en underforstaaet Maade har sejret i Tragedien. 19

P E T E R EJ E L S T R U P

Det vil blive for vidtløftigt at følge Fjelstrup gennem Aarene. En indre Uro har præget hans ydre Virksomhed. Der er næppe den Scene i Skandinavien, han ikke har betraadt. Var han født med et Verdenssprog, vilde Kontinentets Scener ikke være ham nok. 1 1884, nitten Aar gammel, betræder han første Gang en Scene, det var Casinos. Fra det Øjeblik begynder hans ambulante Teaterliv, lige fra det kongelige Teaters Elevskole til Frederiksberg Morskabsteater. Intet er ham helligt udover hans eget gryende Talent. Den fødte Komiker, sagde man, og kun Komiker. Han selv vidste bedre Besked. Hvor symbolsk er det ikke, at han i Revyen 88 paa Frederiksberg Morskabsteater henter sig en Succes paa Henriques’ Avisvise, og niogtyve Aar senere staar han paa samme Scene og fejrer en stor Triumf som tragisk Skue­ spiller i en af Strindbergs vanskeligste Opgaver. Denne Vej fra den komiske til den tragiske Maske forkorter han op gennem Aarene. Hans sensitivt modtagelige Sind, der med sin Alvor fummer et fint Drag af Melankoli, fører ham som en indre ledende Haand nærmere mod det alvorlige Ansigt. Femogtyve Aar gammel sejrer han i Komiken som Fyrst Auran, og faa Aar efter forbavser han Publikum som den sar­ kastiske Kyniker i Gunnar Heibergs »Balkonen«. Sit store Gennembrud som alvorlig Karakter­ skuespiller naar han i »Trilby« som Svengali. Det var i 1898 paa Folketeatret. Her forbløffede han ikke alene Publikum, men ogsaa sine Kol­ leger, ja selv en saa erfaren Mand som Teatrets 20

Koko i »Mikadoen«.

Kusken i »Tjenestefolk«.

Prokurator Galle i »Barn i Kirke«

P E T E R EJ E L S T R U P daværende Instruktør Herman Bang. At man stadig betragtede ham som Komiker viser, al Teatret først tænkte paa at tildele en af hans Kamerater Svengali, men Direktør Abrahams’ dristige Teaterblik, og hans personlige Opfattelse af det alvorlige Anlæg, der gemte sig under Fjelstrups vittige, lyse Jargon, blev afgørende for den Vej, der Aar for Aar fjernede ham fra den komiske Maske. Denne store Triumf som Svengali forfulgte han indtil for laa Aar siden. Skandinavien og Finland har fejret ham i denne Rolle. Fra Sydevropas fattigste Jødekvarterer hentede han Typen. En sort, mystisk Fremtoning paa bløde Poler som en Panter, dyrisk stinkende af Ghettoens Slam, den exotiske Hede i sit Blod, og i Blikket Rovdyrets gennemtrængende Kraft. Alt nordisk Væsen var ligesaa fjernt fra denne Skikkelse som en dansk Bonde fra de fantastiske Jødetyper, Krigen har indlogeret i Kvarteret omkring Vognmagergade. Trilby, der som dramatisk Arbejde er af samme ringe Kvalitet og ligesaa berømt som Ballistrieris overalt i Verden reproducerede Maleri: Beethoven spilles, hævede Fjelstrup for sit Vedkommende op i Højde med den bedste Skuespilkunst i Eu­ ropa. Og det er ikke den eneste Gang, han har gjort det. En Mængde Forfattere staar i Gæld til ham, skønt Guderne skal vide, at han igen skylder adskillige Oprejsning. I Paul Lindaus »Den Anden« skabte han lige­ som Vorherre af intet. Carl Fingerring, Indbruds­ tyv, syv intetsigende Repliker, det var alt. Men sublimt, uforglemmeligt som psykologisk Studie: 27

P E T E R E J E L S T R V P et oprindeligt godt Hoved fra et højere Samfunds­ lag, opløst af Spiritus og Last, geléagtig i sin Krop, Ilydende, usammenhængende i sin Tale, pludselig et Glimt af det fordum, gode Hoved. En Menneskeskæbne fra en Snask af en Bevært­ ning, lyslevende i faa Træk. Beværtningsakten blev Fjelstrups, Forfatteren havde ganske vist skrevet den l'or Hovedpersonen, men hans sil veræne Kunst slog alt ihjel. Det ligger selvfølgelig udenfor Iscenesættelsens Ramme, men Valuta gav han for sin Insubordination. Fra de senere Aar huskes Driversen i »Audi­ ensen« som en stor Oplevelse. En forsumpet Boheme med et sprængt Hjerte. Det er paradoksalt at skulle bebrejde er Kunstner, at. hans Arbejde er for betydeligt. Men ogsaa her sprængte han Rammen. Henrik Hertz havde i denne lette Genre aldrig tænkt sig Sjæleskildring af saa dyb, omfattende Art. Paa en vis Maade kan man sige, at Fjelstrup paa Grund af sit store Talent har misforstaaet og er blevet misforstaaet. De to ovenstaaende Exempler peger paa hans Misforstaaelse, de føl­ gende Linjer viser Publikums. Under hans Direktørvirksomhed i Norge i 1907—08 spillede han en forsumpet, deliristisk Mand paa et halvt hundrede Aar i det engelske Stykke »Race«. Det var i faa Ord en genial, dyb Skildring af en lastefuld Sjæl, Vraget af et Menneske. I en enkelt Scene, hvor han gribes af Delirium, suggestionerede han sig ind i en Vanviddets Verden, der var saa uhyggegribende, med andre Ord saa naturligt, saa selvfølgeligt udtrykt, at Skuespillerne paa Premieren for Alvor 28

Ferdinand Hansen i »Hrødrene Hansen«.

P E T E R F J E L S T R U P blev bange for hans Forstand; han var for højt oppe i sin Kunst, til at Publikum og den lokale Presse kunde naa ham. Bladene dræbte Fore­ stillingen, idet de betegnede hans Udførelse som Fiasko. Til Beroligelse for Kunstneren og for Kunsten skrev en Overlæge fra Sindssygehospitalet i Byen et aabent Brev til Fjelstrup i et af Bladene, hvori han som Fagmand komplimenterede ham for den usvigelige Indbildningskraft, hvormed han skildrede sine Hallucinationer. Som Læge tillod han sig at indestaa for Sandheden. Efter Folketeatret følger en rig Udviklings­ periode paa Daginarteatret. Den førende Komiker og Bonvivant i de franske Lystspil og Farcer, foruden et rigt skiftende Galleri af Karakter- figurer. Pladsen her tillader jo desværre blot at nævne en Brøkdel af de ca. 400 Boller, han har spillet. Men en Figur staar fast som Mønster for scenisk Kunst. Det er Aagerkarlen Engstrøm i »En Forbryder« af Sven Lange. Højere naar vel ingen Skuespiller i psykologisk Skildring, og enklere Midler, større Kraft i det maleriske Anlæg kan vanskelig tænkes. Det Individ, han fremstillede, virkede som en stinkende Sjakal, næret af Raaddenskab. Men i al sin Hæslighed lyste denne Fremstilling af det poetiske Skær, som Geniet forlener sit Værk med, naar det er paa Højden af sig selv. Afdøde Thomas P. Krag fandt den Gang, at det var Menneskeskildring af Rembrandtsk Storhed. Da de »otte« udvandrede fra Daginarteatret i 1905, det Aar, der betegner den begyndende Dekadence i moderne dansk Teater, fulgte Fjel- 33

P E T E R EJ E L S T R U P strup med dem til Norge. Herfra fortsatte han som Direktør for sine skandinaviske Tourneer og gav senere Gæstespil i en Aarrække, blev 1914 Direktør for Alexandrateatret, og er nu slet og ret igen degraderet til en af Landets linesle Skuespillere. At drage en Parallel mellem Olaf Poulsen og Peter Fjelstrup er fristende, fordi de forklarer hinanden. Olaf Poulsens Geni tilhører for en Del en fjernere Tid. Fjelstrup er i finere Rapport til moderne Psykologi og Udtryksmidler. Olaf Poulsen var altoverskyggende i Temperaments­ udfoldelse og animalsk Kraft, en Slider, hvis Teknik virkede med en saadan Præcision, at man egentlig sjældent glemte, at han spillede Komedie. Fjelstrup har spillet paa Overskudet af en stort anlagt Natur, paa en Rigdom af Af­ skygninger i sit Væsen, hans Udtryksform er let og naturlig som et Smil, og med det store Talent fulgte den store Naturlighed. Den tekniske Præcision, den faste Tilrette­ læggelse af Repliken, den stærke Ageren, der altid prægede Olaf Poulsens Spil, mærker man ikke hos Fjelstrup. Hans Repliker bliver til af sig selv, her høres ingen teknisk Knirken bag Ordene, de kommer og gaar som noget naturligt, der hører til, uden forudgaaende Aftale, og dog faar hver Replik den plastiske Form, hans Teknik — i Øjeblikket — bestemmer. Det ser undertiden ud, selv for indviede, som om han ikke spillede Komedie. Paa Grund af denne Improvisationsteknik er selve Spillet højst forskelligt. Hver Aften digter han paany over hver enkelt betydende Replik. 34

Teaterdirektør Piper i »Erik Ejegods Pilgrimsfærd«.

Løjtnant NVallerstein i »Efteraarsmanøvrer«.

Mr. \Vu i »Mr. Wu«,

P E T E R F J E L S T R U P Det siger sig selv, at han er bedst paa Aftener, hvor han medbringer privat Sindsbevægelse. Denne Form for Scenekunst, som flere af Kyrofæerne hylder, er naturligvis berigende, naar man er i Teatret den rigtige Aften. Den stadige Tilskuer vil stadig blive overrasket af nye Træk, nye Nuancer. Karakteristisk er det, at den klassiske Komedie altid har været en Leg for Olaf Poulsen, mens den for Fjelstrup har været et tungt trykkende Arbejde, en Slags Spændetrøje. Det ligger i deres Arbejdsmetode. En tysk Kritiker gør den Bemærkning for at karakterisere Duses Kunst, at naar Sarah Bern­ hardt spiller Komedie, ryster Kulisserne, men naar Duse spiller, hører man Bruset af Evighedens Vinger over hendes Hode. I de sidste Aar, hvor vort Teaterliv herhjemme oplever den sørgeligste Dekadence, er det en dobbelt Berigelse, at Fjelstrup netop nu fik Lej­ lighed til at vise, hvad han formanede, da han tog det sidste Skridt og dækkede sit Ansigt med selve den tragiske Maske. Hans Strindberg-Fremstilling blev den store Sejr. Over hans Hovede lød Bruset af Evighedens Vinger. Maalet at naa til kunstnerisk Udtryk for den Tragedie, han personlig følte vokse i sit Indre, var naaet. Tillige blev dansk Teaterhistorie en Mærkepæl rigere. Som Fjelstrups Natur har overrasket ham selv, har hans Talent bestandig overrasket Pub­ likum. Da Anna Larssen som ganske ung og ukendt 41

P E T E R EJ E L S T R U P Skuespillerinde saa Duse spille Komedie, bemær­ kede hun til sine Kamerater, at hun følte sig i Slægt med den store Duses Væsen. Hun blev simpelthen til Grin paa Teatret. For omtrent femten Aar siden, da Publikum fejrede Fjelstrup som Komikeren par excellence, ytrede han ofte Ønsket om at spille tragiske Roller — Kong Lear. Ogsaa det lo man af. Havde han nævnet Ritmesteren, var Latteren ikke hlcvet mindre. Senere Tider har bevist, at de begge havde Ret. At blive udkommanderet til at staa paa et Ren og gale paa Tælling er Komikerens Skæbne. At han privat har en anden noget tungere Skæbne, der ogsaa kræver sit, inaa ikke vedrøre Sagen. Han har at gøre sin Pligt, han har at gale. Hvis man kan tale om et Speciale for Fjel- strups Vedkommende, for hvem intet menneske­ ligt synes fremmed, saa maa det blive den store, den dybe Galgenhumor. Ingen moderne nordisk Kunstner har naaet ham paa dette Omraade. Her rører vi ved det fundamentale i hans Væsen, ved Styrken i hans Kunst, som naturnødvendigt maa indeholde sin egen Svaghed, den Svaghed, som Publikum aldrig kan tilgive, fordi det kun ser den belyst — af Rampen. I Tetzen-Lunds Malerisamling hænger et Ril­ lede af Picasso. Et Portræt af en Mand med et blegt, alvorligt Ansigt, stivnet af Sindsbevægelse, han bærer en bjældebehængt rød Narrehætte paa Hovedet og er klædt i en rød Trøje; han staar altsaa iført sit Arbejdstøj parat til at gøre sin Pligt, naar der vinkes. Jeg kunde tænke mig, at denne Nar i næste Nu, inspireret af 42

Gabor i »Vaarbrud«

Dag i »Daglannet«.

P E T E R F J E L S T R U P Selskabslarmen, drev sine Morsomheder lidt vel vidt og blev strådet af vrede Gæster, men jeg kunde ogsaa tænke mig, at Gæsterne vilde be­ handle ham paa en mere skønsom Maade, hvis de havde set ham, før der blev vinket. Selvfølgelig er Fjelstrup ikke beæret med »In­ gen io et Årti«, en saadan Naade tildeles kun de »artige Børn«. Men hvis den herskende Smaa- lighed, der belønner det Gode i Kunstens Rige, engang naaede den sande Overlegenhed, saa lod den præge en Medaille for de »uartige Genier«, (til enhver Tid de interessanteste i Kunsten), og skulde det tragikomiske Paradoks indenfor Skuespilkunsten dekoreres i Guld, saa kunde Picasso’s Nar passende anvendes som Model til Reversen, og hvem var da mere selvskreven til at bære denne Dekoration end — Peter Fjel­ strup.

BILLEDSTOF

Peter Fjelstrup, Privatbillede, 19 Aur. Hitmesteren i »Faderen«. Peter Havn i »En Spurv i Tranedans«. Svengali i »Trilby«. Driversen i »Audiensen«. Aagerkarlen Engstrøm i »En Forbryder«. Koko i »Mikadoen«. Kusken i »Tjenestefolk«. Prokurutor Galle i »Barn i Kirke«. Ferdinand Hansen i »brødrene Hansen«. General Fou i »De to Michuer«. Teaterdirektør Piper i »Erik Kjegods Pilgrim sfar d« Løjtnant W allerstein i »Efteraarsmanøvrer«.

Mr. Wu i »Mr. Wu«. Gabor i »Vaarbrud«. Dag i »Daglannet«.